Ane Halsboe-Jørgensen (S), det er ikke første gang, der bliver sat fokus på dårligt arbejdsmiljø i folkekirken. Hvornår er nok nok?
I virkeligheden er hvert eneste tilfælde af et menneske, der får ondt i maven af at gå på arbejde eller oplever mobning eller psykisk chikane, et tilfælde for meget. I det lys er det noget, jeg som minister ser med alvor på, når rigtig mange kommer med vidnesbyrd om at opleve netop det i den danske folkekirke. Sideløbende med stor jobtilfredshed, så er der også nogle tal, som helt åbenlyst springer i øjnene, når det handler om dårligt arbejdsmiljø. Det skal vi tage seriøst.
Kan du genkende det billede af manglende kompetencer i menighedsrådene, som DR’s undersøgelse tegner?
Som minister har jeg ønsket at være meget åben over for de vidnesbyrd, der kommer, og jeg har mødtes med flere af de kræfter, som har bragt dagsordenen på banen. Og noget af det, de fortæller, handler om samarbejdsvanskeligheder med menighedsrådet. Der er også andre tilfælde af dårlig arbejdsmiljø eller problemer, og det er også det, DR’s undersøgelse viser. En del af problemerne opstår i kontakt med menighedsrådene, men der er også andre årsager, og jeg mener, at uanset hvad problemets rod er, skal vi have modet til at få det frem i lyset og tale om det.
At kaste et kritisk blik på struktur- og ledelsesformer er helt nødvendigt for at komme problemer med det psykiske arbejdsmiljø til livs, lyder det fra flere eksperter, og i Venstre er man ifølge partiets kirkeordfører, Louise Schack Elholm, åben over for at se på folkekirkens ledelsesstruktur. Hvad tænker du om det?
Vi skylder at gå åbent ind i de diskussioner. Jeg oplever, at der har været en tavshedskultur, hvor det har været svært at tale om ting. Det er der gået hul på. Både med "Vi vil bryde tavsheden", men også med andre kræfter, der har modet til at komme frem med de erfaringer og personlige historier, de sidder med. Det kan vi bygge videre på. Jeg oplever en folkekirke, der er klar til at tage hånd om problemerne og en bred erkendelse af, at der er noget, der ikke er, som det skal være. Og det giver mig håb. Både når det kommer til at diskutere, hvad der er menighedsrådenes opgaver, og hvordan rammerne for arbejdsmiljøarbejdet og arbejdsmiljørådgivningen er. Og også, hvad der findes af kompetencer. Jeg vil gerne være med til at se på, hvordan vi sikrer, at menighedsrådene har kompetencer til at løfte de opgaver, de skal løfte for folkekirken.
Betyder det, at du konkret vil se på folkekirkens ledelsesstruktur?
Jeg afviser ikke løsninger på forhånd, men jeg tror ikke, at en hurtig beslutningen om grundlæggende at ændre på strukturen er den rigtige vej frem. Når et problem har rod i en kultur, kræver det et langt, sejt træk at få det bragt et bedre sted hen. Men det handler også om, at jeg kan se en kæmpe værdi i, at vi har en folkekirke, som er lokalt forankret og demokratisk valgt i menighedsrådene. Det vil jeg nødigt ofre i en hurtig snuptagsløsning, hvor man tror, at det kan ændres med en hurtig strukturreform. Jeg vil meget gerne, at vi går seriøst ind i det arbejde, og at alle aktører i folkekirken er en del af den proces. Og at vi både får set på arbejdsmiljørådgivningen og på de regler og retningslinjer, som gælder ude på de enkelte arbejdspladser.
Flere eksperter foreslår, at ledelsen af kirkens ansatte bliver fjernet fra menighedsrådene og flyttet til biskopperne i landets ti stifter. Kunne det være en løsning?
Man gør det lidt forskelligt landet over. Jeg mener, vi burde dykke ned der, hvor det fungerer rigtig godt, og se, om man kan lære af det. Jeg oplever, at Landsforeningen af Menighedsråd selv går åbent ind i den her diskussion, fordi de har en interesse i, at menighedsrådene er klædt på til den opgave, de skal løfte.
Til DR kalder ekspert Kurt Klaudi Klausen de nuværende tiltag - eksempelvis et rådgivningstilbud til kirkens parter - for "lappeløsninger". Problemet har været kendt i i hvert fald 20 år, og der er tilsyneladende ikke noget, der har fungeret. Hvad er det, der skal gøre den store forskel nu?
Det, at vi får problemet meget mere frem i lyset, og at der er en bred erkendelse af, at vi har noget her, som ikke er godt. At de mange vidnesbyrd har fået luft under vingerne, og man ser det i en helhed, så det ikke er enkelttilfælde, man kan pille fra hinanden, ,men faktisk en lang række ansatte, som går frem og siger, at de har oplevet noget, der ikke bør finde sted i den danske folkekirke. Jeg oplever en erkendelse og en åbenhed til i fællesskab at gøre noget ved det. Det giver mig håb for, at vi kan komme et bedre sted hen, hvis vi griber til samarbejde, til dialog og til det lange seje træk.