Anklager om tavshedskultur klæber til folkekirken

Fortielse bliver igen og igen omtalt som et udbredt problem i folkekirken. Hvordan er det kommet dertil?

Fortielse i folkekirken er også set i den aktuelle sag om overgreb i Københavns Domkirke. Ud over et par sætninger i begyndelsen af forløbet er strategien fra Københavns Stift at holde lav profil.
Fortielse i folkekirken er også set i den aktuelle sag om overgreb i Københavns Domkirke. Ud over et par sætninger i begyndelsen af forløbet er strategien fra Københavns Stift at holde lav profil. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Ane Halsboe-Jørgensen (S) har lagt det talepapir frem, som hun havde med til et lukket samråd om krænkelser i folkekirken. Det er det dokument, som var forberedt og medbragt, så kirkeministeren havde noget at støtte sig op ad under sin tale i Kirkeudvalget.

I talepapiret er der indbygget en bemærkning om tavshed i omgangen med overgreb i folkekirken:

“Når det gælder krænkelser, så skal de frem i lyset. Der skal være en åbenhed, så man ikke gennem misforstået tavshed uforvarende kommer til at understøtte en kultur, der er både usund og direkte ødelæggende,” står der i papiret i en passage, som handlede om folkekirken.

Formaningen kommer ikke ud af det blå. Kirkeministeren har netop i en krænkelsessag bedt om en redegørelse fra en biskop. Det er en sag, hvor lukkethed spiller en rolle. Kun få personer fik lov at kende til anklagen, og der skulle en whistleblower til for at få undersøgt beskyldninger om overgreb på en mindreårig i kirkeligt regi.

Det er påfaldende, at fortielse igen og igen nævnes i forbindelse med folkekirken som noget problematisk. Det samme skete, da sognepræst Katrine Blinkenberg fik flere hundrede kolleger til at skrive under på, at man ville ”bryde tavsheden”. Det handlede om dårligt arbejdsmiljø i folkekirken.

Under bispevalgkampen i Roskilde Stift talte kandidat Anna Helleberg Kluge om tavshed som et problem. Og “lukkethed og magtarrogance” var det, der fik et helt menighedsråd til at trække sig i Kalundborg i maj.

Flere hundrede mennesker ser altså tavshedskultur som en svaghed i folkekirken. Men ofte kan det øverste lag i folkekirken ikke genkende problemet.

Det kunne Helsingør-biskop Peter Birch ikke, da erklæringen ”Vi vil bryde tavsheden” om arbejdsmiljø kom. Og lige her havde han faktisk en pointe: Emnet har været offentligt debatteret i over 20 år på et generelt niveau.

Men i en anden forstand har han ikke ret. Det gælder de personalekonflikter, der gør ondt, og som typisk også har principielle aspekter. Her lægges der ofte låg på.

Se for eksempel på Aalholm Sogn i København. En strid førte til, at biskoppen afviste at stille præster til rådighed for menigheden i Aalholm Sogn. Og mens offentligheden debatterede, om det var lovligt at nægte et sogn præster, tav stiftet.

Det er samme reaktion, der ses i den aktuelle sag om overgreb i Københavns Domkirke. Ud over et par sætninger i begyndelsen af forløbet er strategien fra Københavns Stift at holde lav profil.

Eksemplerne står i kø, og kritikerne har fat i noget. Der er en tavshedskultur, som folder sig ud, når der er problemer, konflikt og ubehagelig kritik i vente.

Pindsvine-formationen kan ses på alle niveauer i folkekirken. Men den er særligt tydelig i de øverste gejstlige lag. Hvorfor?

Religion er på 20 år blevet noget, der også dækkes af DR, Berlingske og andre mainstream-medier. Ikke kun af Kristeligt Dagblad. Interessen for kirken er eksploderet. Men det er de færreste teologer rustet til at håndtere, når de vælges ind som biskopper.

Der findes ikke rigtige professionelle medierådgivere i den kirkelige verden. Der er derfor ingen, der med autoritet kan sige til biskopper og provster, at den dårligste løsning som regel er at sidde helt stille. Organisationen er ikke fulgt med tiden.

Tilsyneladende vælges der i stedet ofte ud fra, hvad der er behageligt, og hvad der er ubehageligt, når der er debat. Det ser også ud til at spille en rolle, hvordan man undgår uenighed, der kan opfattes som splid i bispekollegiet. Typisk siger ingen biskopper noget, når der er problemer i kollegers stifter for ikke at gøre sig til sagsbehandler på andres sager. Solidarisk er det måske, tavshed bliver dog den uheldige sideeffekt.

Men det er fra toppen af en organisation, at en kultur kan ændres. Her kan det være et vigtigt skridt, at kirkeministerens talepapir opfordrer til åbenhed om krænkelser og fraråder misforstået tavshed og usund kultur i kirken. Det ville det ikke være nødvendigt at signalere til toppen af andre organisationer med over fire millioner medlemmer.