Baptist fra Myanmar: Jeg stillede to betingelser til Jesus for, at jeg ville tro på ham

Sambuh Langle blev født i en kristen familie i Myanmar, men fire år på en buddhistisk munkeskole fik hans tro til at forsvinde. Indtil den dag Jesus talte til ham

Sambuh Langle kom til Bornholm som flygtning fra Myanmar i november 2007. Han og hans familie er medlemmer af Baptistkirken Bornholm, hvor Sambuh Langle er ansat som præstemedhjælper.
Sambuh Langle kom til Bornholm som flygtning fra Myanmar i november 2007. Han og hans familie er medlemmer af Baptistkirken Bornholm, hvor Sambuh Langle er ansat som præstemedhjælper. Foto: Pelle Rink.

Jeg er vokset op i Myanmar, hvor flertallet er buddhister, men min familie stammer fra Chin-regionen, hvor næsten alle er kristne baptister. Mine forældre bad aftenbøn med mig og mine fem yngre søskende, og vi gik i kirke. Så jeg voksede op med en kristen kultur. Men da jeg var ni år, besluttede mine forældre at sende mig på en buddhistisk skole i Rangoon, eller Yangon, som dengang var hovedstad i Myanmar. De ville gerne give mig de bedste muligheder for at få en god uddannelse.

Jeg gik på den buddhistiske skole, som lå sammen med et munkekloster, i fire år. Jeg boede på klostret, og hver morgen og aften skulle jeg deltage i munkenes bøn. Jeg var jo kun et barn, og selv om jeg savnede mine forældre og mine fem yngre søskende, syntes jeg også, at det var spændende at komme til en stor by og se en masse ting, som jeg aldrig havde set eller oplevet i Chin-regionen. Jeg glemte min kristne tro og kultur, og jeg begyndte at drømme om at blive buddhistisk munk. Men munkene havde lovet mine forældre, at de ikke ville gøre mig til munk, så jeg kunne ikke få min drøm opfyldt. På et tidspunkt ændrede tingene sig også, så jeg selv ønskede at komme væk fra klostret. Klostrets leder begyndte at bygge et nyt kloster, og alle vi elever skulle hjælpe til med byggeriet hver dag. Mine forældre ville have mig hjem, og de fik min farbror til at hjælpe med det. Han hentede mig i klostret, og jeg tog af sted uden at fortælle munkene, at jeg ikke kom tilbage.

Da jeg kom hjem til familien, var det svært for mig at tilpasse mig. Jeg var blevet som en buddhist, og jeg var blevet teenager og ville gerne prøve alt muligt. I klostret havde det næsten været som et fængsel til sidst, så det føltes som en kæmpe frihed, da jeg kom tilbage til Chin-regionen. Jeg begyndte at ryge og drikke. Jeg skulle også finde nye kammerater, og jeg begyndte i en ny skole, hvor jeg blev mobbet. Samtidig var jeg påvirket af savnet af min far. En uge efter at jeg kom tilbage fra Yangon, måtte han flygte til Malaysia. Han var forfulgt af regimet efter at have deltaget i nogle politiske protester. Og så var min mor alene med mig og mine søskende.

Efter et års tid sagde jeg til min mor, at jeg ville stoppe i skolen og finde et arbejde for at hjælpe til med at forsørge familien. Men min mor sagde, at det var hende, der havde ansvar for familien, og jeg skulle hellere passe min skole. Jeg kunne mærke hendes store kærlighed til mig, og jeg vidste jo, at hun havde den kærlighed fra Gud, for det havde hun fortalt mig. Så jeg besluttede at lede efter den store kærlighed, og det gjorde jeg ved at begynde at bede til Gud hver aften. Jeg bad om, at hvis han var en levende Gud, ville jeg have lov at møde ham. Jeg ville ikke bare tro på, hvad min mor og far havde fortalt mig; jeg ville selv opleve og møde Gud. Hver eneste aften bøjede jeg mig ned og bad til Gud, indtil jeg efter et helt år pludselig mærkede Guds nærvær.

Jeg sad på min seng og græd og fortalte Jesus om alt det, jeg var ulykkelig over. Jeg fortalte ham, at jeg blev mobbet i skolen og ikke kunne holde det ud mere. At jeg savnede min far og var bange for, at han var forsvundet for altid. Jeg sad længe med lukkede øjne, mens jeg talte til Gud, selv om jeg ikke vidste, om han eksisterede. Jeg havde gjort sådan hver aften i omtrent et år. Det var min mor, der havde opfordret mig til at bede til Jesus, og selv om jeg ikke længere troede på den kristne gud, havde jeg en aften besluttet at give det en chance. Jeg var desperat og vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre.

Denne aften var det pludselig, som om jeg blev omfavnet. Det var en fornemmelse af varme og tryghed både indeni og udenpå. Samtidig hørte jeg en stemme, der sagde: ’Jeg elsker dig’. Jeg åbnede øjnene, men der var ingen at se. Jeg vidste, at det måtte være Jesus, der endelig havde givet sig til kende for mig. Kunne det være sandt? Var der virkelig en Gud, som elskede mig, sådan som min mor havde fortalt mig? Jeg turde næsten ikke tro på det. Så jeg sagde til Jesus, at jeg ville tro på ham resten af mit liv, hvis han ville hjælpe mig med to ting: Jeg ville ud af situationen i skolen, hvor jeg blev mobbet og slået, og jeg ville genforenes med min far, som to år tidligere var flygtet til Malaysia.

To-tre måneder senere ringede min far og fortalte os, at han var kommet i sikkerhed i Danmark, og han opfordrede os til at forsøge også at komme dertil. Jeg anede ikke, om Danmark lå i USA eller Thailand eller et tredje sted, men jeg forstod, at Gud havde svaret på mine bønner. Jeg vidste, at han havde været med mig hele tiden, også selv om jeg ikke havde forstået eller mærket det, og nu ville jeg holde mig til Gud resten af livet.

Hvad har udfordret din tro?

Vi er jo kun mennesker, så når tingene ikke går, som jeg regner med eller håber på, kan jeg godt blive vred og skælde ud på Gud. Det hjælper mig, og det var noget, jeg lærte, da jeg læste bogen ”Skæld ud på Gud” af Preben Kok. Så selv om jeg indimellem har svært ved at forstå, hvad meningen er med det, der sker, stoler jeg på, at Han er med mig – og jeg ved, at det, jeg ikke forstår, er nogle lektioner, Gud giver mig, for at jeg kan lære ham bedre at kende.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Lone Møller-Hansen, der er præst i Baptistkirken på Bornholm, har sagt til mig, at et kristent liv ikke bare er at stå på prædikestolen, men det er det liv, vi lever, når vi viser andre, at vi lever som Guds børn. Man er evangelist alle steder ved at leve, så andre kan se, at man stoler på Gud. Et lige så vigtigt råd er at sørge for at have tid med Gud alene. Det lykkes mig ikke hver dag, men så ofte som muligt går jeg en tur alene eller sidder lidt derhjemme alene og er sammen med Gud.