Det var tredje søndag i advent i Garnisonskirken i København. Dagen, hvor den vidunderlige salme ”Blomstre som en rosengård” synges mange steder over hele landet.
I salmen gengiver Grundtvig ret præcist teksten i dagens hellige lektie af Esajas og evangeliet af Matthæus. Om døve, der hører, blinde, der ser, stumme, der synger, halte, der springer, og frygt og sorg, der forsvinder. Salmen handler om Grundtvigs forjættede land, der modsiger samtidens fornuftskristendom, som han gjorde oprør imod.
Evangeliet tager tråden op og begynder med Johannes Døberen, der afventer sin skæbne i fængslet. Han ender som bekendt med at få hovedet hugget af og serveret på et fad for Herodes' datter. Han sender disciplene hen for at spørge Jesus, om han er ”den, som kommer”, eller om de skal ”vente en anden”. Han tvivler åbenbart. Men Jesus giver disciplene besked på at fortælle ham, hvad de ”hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.”
En formidabel tekst, som Jacob Ørsted fik rigtig meget ud af i sin prædiken.
”Husk på glæden,” sagde han. Esajas' tekst handler om glæden, der bryder igennem alt det mørke. Han brugte den marokkanske jubel over fodboldsejren som et eksempel på en menneskeligt forståelig glæde midt i mørket. Ligesom nogle jubelscener i Flensborg, hvor han i mange år var en skattet præst i Helligåndskirken.
Jesus taler i evangeliet om Johannes, der ikke ”svajer for vinden”, ikke går i ”fornemme klæder”, for ”…de der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene”.
Men dette med de fornemme klæder i kongeslottene var i situationen ikke helt rimeligt over for Hendes Majestæt Dronningen, der kort før gudstjenestens start ankom aldeles ubemærket i almindelige klæder og sneg sig ind på 8. række.
Hvilken rigdom at have sådan en monark!
Dronningen overværede således, at en berømt fodboldspillers datter blev døbt Holly Sylvest Stryger Larsen. Lille Holly elskede tydeligt nok at være i centrum. Lyttede opmærksomt til hele trosbekendelsen, som Jacob Ørsted læste op med armbevægelser og stor pædagogisk sans, hvorefter Holly måtte have huen af, så hun kunne få vand i håret. Det syntes hun bare var dejligt.
Hvor er det smukt, at dåben kan foregå under gudstjenesten. Især når det ikke trækkes i langdrag med en lang gardinprædiken til fadderne. Det drejer sig jo netop om at optage barnet og familien i menighedens fællesskab.
Livsbekræftende var det også, at en tidligere konfirmand var kirketjener og hjalp til under altergangen med uddeling af brødet. Han måtte hente ekstra bægre til de i alt fire eller fem alterhold, der flokkedes i kirkens kor. Der er tre tidligere konfirmander, der skiftes til at være kirketjenere.
Imedens kan øjnene hvile på den utroligt stilrene og smukke altertavle. Jeg gættede straks, at den er skabt af den berømte billedhugger Wiedewelt, fordi den giver mindelser om hans Holberg-sarkofag i Sorø Kirke.
Blandt salmerne bemærkede jeg sidste vers i Hans Anker Jørgensens ”Når jeg er træt og trist, når modet svigter” til Lasse Lunderskovs nye melodi til ”Nu rinder solen op”:
"Så lægger jeg mit liv i dine hænder,
så ved jeg, uanset hvordan det ender,
når du bliver stor i mig, og jeg bliver lille,
da er der ingen død
og ingen verdens nød,
der kan os skille."
I alt var der efter mit skøn 150 mennesker i kirken den formiddag. De sang godt med, og både koret og orglet var dejligt afdæmpet, så man kunne høre både sig selv og menigheden synge. Koret sang kønt i stedet for højt og undlod at bræge, som det er tilfældet nogle steder. Men tonelejet lå desværre for højt for de fleste, selvom organisten var så fremragende, at det ikke burde have været svært at transponere.
Samme aften sang vi julesalmer i Haraldskirken i Gladsaxe i dejligt nedsat toneleje. Det kan altså lade sig gøre!
Gudstjeneste i Garnisons Kirke i København på tredje søndag i advent, den 18. december. Prædikant: Jacob Ørsted.