Biskop anklager reelt regering for at bryde med kirkens bekendelse

Kirkeministerens proces på vej mod afskaffelsen af en helligdag er ikke i overensstemmelse med folkekirkens bekendelse, har Københavns biskop skrevet til hende. Det er en farlig vej for kirken at slå ind på

Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen forestår indsættelsen af Thomas Reinholdt Rasmussen som 59. biskop over Aalborg Stift i Budolfi Kirke i Aalborg søndag den 12. december 2021.
Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen forestår indsættelsen af Thomas Reinholdt Rasmussen som 59. biskop over Aalborg Stift i Budolfi Kirke i Aalborg søndag den 12. december 2021. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Bededagsfejden fortsætter. Men hvor det før var kirkeminister Louise Schack Elholm (V), der havde et problem, så er det nu Københavns biskop. For selvom hastværk ofte er lastværk, ser kirkeministeren ud til at have fået styr på fremgangsmåden.

Staten kan gribe ind i folkekirken. Men som lærebøgerne siger: ikke uden forudgående teologisk fagskøn. Det forelå i onsdags i form af Københavns biskop Peter Skov-Jakobsens svar på kirkeministerens henvendelse. Ministeren var interesseret i at vide, hvilke helligdage der ville kunne undværes, nu hvor regeringen af hensyn til sine økonomiske prioriteringer havde sat sig for at afskaffe en sådan. Det fik hun i første omgang ikke noget svar på. Siden har han nok leveret et svar, men et svar, der måske spiller ham den vigtige rolle som regeringens teologiske rådgiver af hænde.

Forløbet er vigtigt at ridse op først: I den aktuelle sag måtte kirkeminister Louise Schack Elholm hurtigt gå videre i processen, da hun vurderede, at folkekirken (læs: Københavns biskop) ikke ønskede at tage stilling til, hvilken helligdag der skulle fjernes. Hun benyttede derfor den ret, som lovgivningsmagten har til at regulere kirken.

Ministeren har også slået fast, at arbejdet med en ændret alterbog – hvorvidt bededags tekster og bønner skal bibeholdes, fjernes eller flyttes – er en indre sag, som kirken har sin frihed til at tænke over. Ministeren respekterer her kirkens indre anliggender. Ændringer i dens lære og ritualer er noget, den selv kommer med bud på.

Peter Skov Jakobsen har på ministerens anmodning så svaret, at nej, afskaffelsen af bededag vil ikke være at bryde med kirkens lære.

Derimod er processen, skriver biskoppen, i strid med artikel 28 i den augsburgske bekendelse. Regeringens teologiske rådgiver begrunder ikke udsagnet nærmere. Artiklen i den gamle bekendelse handler først om de to regimenter – altså om balancen mellem staten og kirken, og om hvem der råder hvor.

Dernæst handler den om forskellige kirkeskikke, for eksempel helligdage. Biskoppen refererer til den første del, når han siger, at staten blander sig i kirkens indre anliggender. Bekendelsen tænker dog ikke her på helligdagene, men biskoppen mener vist, at statens indblanding i alterbogen ved at fjerne en helligdag fører til en overskridelse af statens magt.

Det må dertil siges, at den ældste danske reformationslovgivning, Kirkeordinansen fra 1537/39, klart forstod både bekendelsen og praksis sådan, at helligdagenes tid og sted hørte under kongens område.

Biskoppens disposition har fået konsekvenser. Louise Schack Elholm kunne som minister ikke møde op til et samråd i kirkeudvalget med en sådan udtalelse fra biskoppen alene. Faktisk må biskoppens svar forstås sådan, at han mener, at regeringen undergraver kirkens bekendelse og dermed bryder Grundlovens paragraf 4, der siger, at staten skal understøtte den evangelisk-lutherske kirke. Det betyder her folkekirken.

Ministeren kan heller ikke bruge biskoppens svar til at gå til Dronningen for at bede om en kongelig forordning, der afskaffer bededag. For så ville Dronningen måske være medvirkende til at undergrave statens understøttelse af folkekirken som evangelisk-luthersk.

Af disse årsager har kirkeministeren med velberådet hu indhentet et notat fra Justitsministeriet og Kirkeministeriet – simpelthen for at finde svar på om der er hold i biskoppens postulat.

Notatet indeholder visse cirkelslutninger; noget i stil med, at hvis staten skal understøtte folkekirken, må der også være en sammenhæng mellem statens understøttede helligdage og kirkens.

Samtidig er det klokkeklart fra andre sager, at “kirkens indre anliggender” er lidt af et fantom. Det respekteres, når det er betimeligt, men betyder juridisk ikke andet, end at der bør indhentes teologisk fagskøn i sådanne tilfælde. Hvad ministeren jo har gjort nu.

Københavns biskop har ved sit kortfattede og sært ubegrundede svar reelt anklaget ministeren for at ville bryde med kirkens bekendelse – og ifølge biskoppen lovgivningen for kirken siden Grundloven.

Det er der på ingen måde tale om, og biskoppen har ved at fremsætte denne påstand uden teologisk eller kirkehistorisk begrundelse sat sig selv uden for rollen som teologisk ekspert for kirkeministeren.

Det er en farlig vej for kirken, biskoppen her er slået ind på. For så er det pludselig juristerne i embedsværket, der har måttet give kirkeministeren et begrundet svar. De har klart afvist biskoppen, i overensstemmelse med hvad der både er min vurdering, og hvad der også var vurderingen i 1770, hvor den seneste helligdagsreform fandt sted: Nej, der er ikke tale om et brud med bekendelsen.

Også dengang fattedes riget penge til forsvarspolitik. Idéerne om effektivisering af arbejdsåret kom fra en statsbalancekommission. Det var altså en idé fostret i datidens finansministerium.

Både i 1770 og nu har der været uenighed om processen. Dengang var der forslag om at fjerne alle eller rykke alle til søndage. Det endte med otte helligdages afskaffelse og flytningen af tre.

I øvrigt mente udvalget i 1770 ikke, at det var i strid med kirkens bekendelse at afskaffe helligdage, al den stund den augsburgske trosbekendelse af 1530 lærer, at helligdage er menneskeskabte. Her ser biskoppen, der er den første blandt ligemænd, ud til at mene noget andet.

Eller måske har han ikke læst artikel 28 i bemeldte bekendelse særligt nøje. For den handler faktisk også om helligdage: Der skal være en dag, hvor man kan samles til gudstjeneste – og det er søndagen. Videre i bekendelsen lyder det, at menneskelige overleveringer er blevet ændret i tidens løb. Sådan noget som helligdage kan altså laves om.

Pointen er, at menneskelige traditioner i kirken kan ændres, så længe de ikke forhindrer evangeliets forkyndelse generelt. Det svar kunne kirkeministerens jurister give hende. Biskoppens øvelse har nu ført til, at ministeriet i sit notat slår fast, at bekendelsen kun skal forstås historisk. Var det virkelig, hvad biskoppen ville opnå?

Rasmus H.C. Dreyer er adjunkt, ph.d. i kirkehistorie, på Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet.