Jeg er født og opvokset i et stenhuggeri i Lemvig, hvor mine forældre, min søster og jeg boede oven på forretningen. Mit familieliv og hjem var derfor præget af også at være en arbejdsplads – en levevis, jeg som præst og biskop har fortsat. I dag vil mange nok forsøge at adskille fritid og arbejde, men det har ikke været et problem for mig. Jeg har jo aldrig prøvet andet.
Under min opvækst på Lemvig-egnen var både de missionske og grundtvigske kirkemiljøer meget stærke, og det gav mig en stor nysgerrighed på religion og kristendom. På den måde har min opvækst i høj grad ansporet mig til det, jeg laver i dag.
Mine forældre har givet mig mod på tilværelsen og en stor glæde ved at arbejde – en slags luthersk arbejdsetik. De har også lært mig, hvordan man agerer over for andre, at tage hensyn og at lytte til andre menneskers behov. Jeg er vokset op med salg af gravsten, og der er det afgørende, at man kan lytte til folks sorger.
De har også altid praktiseret frihed under ansvar, og derfor har jeg haft mulighed for at prøve mig selv af, så længe jeg tog ansvar for mine valg og handlinger. Det gjorde eksempelvis, at jeg i en sommerferie som 17-årig fik lov til at rejse alene ud i verden.
I min barndom blev jeg i øvrigt slæbt rundt på flere af Europas museer, hjemmet var fyldt med musik, og både min far og farfar var også billedhuggere. Det kulturelle og kunstneriske har derfor fyldt meget, hvilket har givet mig en tiltro til kreativitet og udfoldelse.
Den vigtigste værdi i min familie er tillid de mennesker, vi møder, og en åbenhed for den verden, vi lever i. Det er en tilgang, der bor i dagligdagen, og jeg oplever stor glæde ved at møde andre mennesker og deres forskellighed.
I dag bor min kone og jeg i bispeboligen, mens børnene er flyttet hjemmefra, to til København og en til München i Tyskland. Dem taler vi jævnligt med i telefonen, og så har både min kone og jeg et meget travlt arbejdsliv. Man kan sige, at vi bor i mit arbejde, og jeg tænker ofte på min far, når jeg krydser gårdspladsen på vej til stiftskontoret. Det minder mig om de morgener, hvor han gik nedenunder og startede maskinerne i forretningen.
Familien samles typisk ved højtiderne – for det meste her i bispegården, da jeg ofte har gudstjenester. Sommetider besøger vi vores børn, også min datter i München. Sidste gang jeg besøgte hende, sad vi begge og skrev, så det var lidt et arbejdsfællesskab, inden vi tog ud og spiste om aftenen. Det gælder vist os alle, at arbejde og fritid godt kan blande sig sammen.
For mig er familie fællesskab med alt, det indebærer. Samvær, spisning, udveksling af synspunkter, samtaler og meget mere. Den adskiller sig fra øvrige fællesskaber ved den meget lange historie, man har sammen, og som kun bliver længere med tiden. Historien er med til at gøre os til dem, vi er. Den er identitetsskabende, men ikke på en måde, hvor man lukker sig om sig selv. Familien giver mod og lyst til at tage del i den verden, vi er en del af.
Alle har en familie. Den kan dog se ud på mange måder. I den kommende tid sætter vi fokus på familien og dens betydning. Følg med i serien her, når Kristeligt Dagblad sætter fokus på familien.