Biskop om økonomisk ulighed i folkekirken: Er det rimeligt, at ansvaret ligger hos menighedsrådene?

Udgiften til at bevare folkekirkens mange middelalderkirker lander hos menighedsrådene på landet. Det er ikke rimeligt, for kirkebygningerne er alles, siger biskop Marianne Gaarden, der er aktuel med debatbog

Marianne Gaarden har skrevet en bog om folkekirkens udfordringer med urbanisering.
Marianne Gaarden har skrevet en bog om folkekirkens udfordringer med urbanisering. Foto: Leif Tuxen.

Når en sognekirke fra middelalderen bliver ramt af borebiller og skal have nyt tag, er det menighedsrådets opgave at gøre noget ved det.

Det koster mange penge at finansiere et nyt tag og et væld af menneskelige ressourcer i form af tid og viden til at holde kontakt med de rette myndigheder under hele processen. Men hvad sker der, når menighedsrådene ikke har råd, folk eller kræfter til at løfte den opgave?

Udfordringen med at passe på de mange middelalderkirker, der står rundt omkring i Danmark, bliver større og større. Langt de fleste af landets middelalderkirker ligger i landområderne, men i takt med at de affolkes, lægges byrden med vedligehold ned over færre og færre mennesker. Og hvis menighedsrådene i disse områder ikke får den økonomiske og menneskelige opbakning, der er brug for, presser det folkekirkens mulighed for at være til stede i hele landet.

Det mener biskop over Lolland-Falsters Stift Marianne Gaarden, som netop har skrevet en bog om problemet. I tre måneder har hun været på orlov for at indsamle statistik, tale med fagpersoner og rejse rundt i Norden for at udveksle erfaringer med nordiske bispekollegaer fra landdistrikter, hvor man står over for lignende udfordringer. I bogen, der har fået titlen "Urbaniseringens konsekvenser for folkekirken", præsenterer hun en række bud på, hvad problemet skyldes, og hvordan man kan begynde at tale om en eller flere løsninger. 

"Vi svigter menighedsrådene i de tyndtbefolkede landdistrikter, hvis vi som folkekirke ikke har en handleplan og et beredskab, der kan hjælpe de små sogne, der affolkes. Opgaven er for stor og tung for nogle menighedsråd, fordi man mangler både økonomiske og menneskelige ressourcer til at løfte opgaven. Der er forskellige veje at gå og forskellige måder at løse problemet. Men det, jeg først og fremmest har villet med bogen, er at skabe en fælles problemerkendelse. Man kan ikke finde løsninger på et problem, hvis vi ikke har en fælles forståelse for, at det for nogle menighedsråd er et stort problem," siger hun.

Udby Kirke på Sydsjælland er en af de mere end 1700 middelalderkirker, som et menighedsråd har til opgave at bevare. Men er det rimeligt, at den økonomiske og administrative byrde med at passe på dansk kulturarv ligger så tungt i sognene? Det spørger biskop over Lolland-Falsters Stift Marianne Gaarden om i sin nye bog.
Udby Kirke på Sydsjælland er en af de mere end 1700 middelalderkirker, som et menighedsråd har til opgave at bevare. Men er det rimeligt, at den økonomiske og administrative byrde med at passe på dansk kulturarv ligger så tungt i sognene? Det spørger biskop over Lolland-Falsters Stift Marianne Gaarden om i sin nye bog. Foto: Leif Tuxen.

En skævvredet folkekirke

Den økonomiske ulighed i folkekirken er markant. Der er stor forskel på, hvor meget man betaler i kirkeskat, alt efter om man har valgt at bosætte sig på Læsø eller på Frederiksberg. I kommuner som Thisted og Lemvig betaler man 1,27 procent af sin løn til folkekirken, mens man i Gentofte kan nøjes med at betale 0,40. 

Alligevel er den pose penge, som kirkerne i byen har at rutte med, meget større, end den er i landdistrikterne, fordi gennemsnitslønnen over mange år er steget i byerne, mens den er faldet på landet, hvor der i dag bor flere med en lavere indkomst.  

Samtidig er langt størstedelen af folkekirkens mere end 2000 kirker placeret efter en sognestruktur, der blev grundlagt i middelalderen. Her boede mere end 80 procent af befolkningen på landet. I dag er det omvendt. Nu bor mere end 80 procent i byerne, mens kirkerne stadig står solidt i landskabet som fredede bygninger. Siden 1950 er der blevet bygget 150 nye kirker, og ikke revet en eneste ned, forklarer Marianne Gaarden.  

Et godt eksempel på, hvorfor dette er en udfordring, ser man i forskellen på Helsingør Stift, der er et af de største og rigeste, og Lolland-Falsters, der er det fattigste og mindste. 

I Helsingør Stift er der 170 kirker til 673.491 medlemmer, mens der er 108 kirker til 80.874 medlemmer i Lolland-Falsters. Det betyder, at der er 4033 medlemmer per kirke i det store stift, mens der er 735 medlemmer per kirke i Lolland-Falsters. I Lolland-Falsters Stift har man oven i købet en større andel af middelalderkirker, der har en særlig høj bevaringsværdi. 

Kirkelukninger er ikke løsningen

I sin bog giver Marianne Gaarden med inspiration fra nogle af sine nordiske bispekollegaer en liste med ti mulige løsninger på problemstillingen, hvor nogle er mere konkrete end andre.

Af dem, som man kan gå til lige nu og her, er "Ophævelse af bopælspligten", så præster ikke skal bo ved siden af den kirke, de arbejder i. Derudover mener Marianne Gaarden, at man kan kigge på den udligningsordning, som fordeler en del af kirkeskatten på tværs af folkekirken. Ordningens kriterier har ikke ændret sig siden 1980’erne. Det tiende forslag lyder "Flyt fokus fra mismod til håb", så der skrues ned for dommedagsretorikken om, at landdistrikterne er ved at udtørre, fordi folk flytter væk. 

Et af de forslag, som bemærkelsesværdigt nok ikke har fundet vej til listen, er måske det mest åbenlyse: At skille sig af med nogle af de helt eller delvist tomme kirker, som står på landet.  

Hvorfor lukker man ikke bare nogle af alle de små kirker, hvis størstedelen af dem, der brugte dem førhen, alligevel ikke bor der længere? 

"Det er ikke en praktisk mulighed. Men vi skal have en drøftelse af, hvad vi gør med kirkebygningerne i de tyndtbefolkede områder, og hvem der skal vedligeholde og betale for dem i fremtiden. For 100 år siden var 37 procent af befolkningen beskæftiget i landbruget. I dag er det under to procent, fordi landbruget er blevet industrialiseret, og arbejdspladserne er nedlagt. Der er en meget logisk grund til, at livet på landet er ændret og dermed også vilkårene for sognekirkerne. Så vi bliver nødt til at tage den drøftelse af, hvad kirkerne skal bruges til, hvem der skal betale, og hvem der skal vedligeholde dem i fremtiden," siger Marianne Gaarden. 

"Det løser ikke problemet bare at lukke en masse kirker. Selvom et menighedsråd skulle lykkes med at tage kirken ud af brug, står den der stadig og skal fortsat vedligeholdes. Så spørgsmålet er i virkeligheden, hvorfor vi har den veneration for national kulturarv, som vi har i Danmark? Den hænger sammen med museumstanken, der kom med romantikken. At det, der er gammelt, skal bevares. Indtil da havde man den indstilling, at hvis en bygning havde overlevet sig selv, så rev man den ned. Sådan tænker vi heldigvis ikke i dag."

Luk præstegårde og sognehuse

Hun henviser til en nyere undersøgelse fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, som viser, at 58 procent af folkekirkens medlemmer, er medlem for at støtte den danske kulturarv. 

Bevarelse og vedligehold af kirkebygningerne er altså en del af folkekirkens dna, og kirkelukningerne er derfor ikke en mulighed i Marianne Gaardens øjne. Det er det til gengæld måske at skille sig af med nogle af de bygninger, der står omkring kirkerne: Sognegårdene og præstegårdene. 

"Det er noget, man har gjort i stor stil i Sverige, hvor man virkelig har været ejendomsejere før i tiden, men nu har reduceret bygningsmassen gevaldigt. Man har solgt præstegårde, menighedslokaler og lejrskoler fra. Og i dialog og forhandling med Sveriges pendant til Nationalmuseet har man i nogle kirker fjernet de bagerste kirkebænke og sat borde og stole ind i stedet for, så menighedens aktiviteter er flyttet fra sognegården ind i kirkerummet," forklarer Marianne Gaarden. 

Hun medgiver, at det kan være svært at forestille sig i Danmark, hvor enhver landsbykirke med respekt for sig selv har en præstegård og et sognehus. 

"Det ville være ret radikalt og gribe dybt ind i vores embedsforståelse. Som biskop er det netop noget, jeg siger til menighedsrådene, at det er vigtigt, at de vedligeholder embedsboligerne, da det er med til at gøre en stilling attraktiv. At fjerne kirkebænke og gentænke brugen af kirkerummet kan imidlertid være en mulighed nogle steder. Der, hvor man har gjort det i Sverige, har det reduceret udgifter til varme og vedligehold, og de nordiske biskopper fortæller, at afstanden til det, der ellers foregår i kirkerummet, er blevet minimeret," siger Marianne Gaarden.  

Det er en central pointe for biskoppen, at det er og bør være et nationalt anliggende, at middelalderkirkerne bliver bevaret som en vigtig del af den danske kulturarv. Derfor er der også en mulighed på hendes liste, der hedder "differentiering af vedligeholdelsen", hvilket indebærer, at alle kirker ikke skal vedligeholdes efter samme standard. Der er kirker, der kun anvendes lejlighedsvist, og som ikke udgør en unik kulturarv. Her kan man sætte standarden ned. Det løser imidlertid ikke problemet de steder, hvor der stort set ikke længere bor mennesker. Her skal der findes en anden løsning, forklarer hun.

"Jeg antyder i bogen, at man kan oprette en fond, gerne i folkekirkeligt regi, der opkøber de kirker i tyndtbefolkede områder, hvor der ikke længere er mennesker til at bruge og vedligeholde dem," siger hun og fortsætter: 

"Her bliver vi nødt til at tænke kreativt. Målet må være fortsat at holde kirkerne åbne og i brug, det har bygningerne bedst af."

Du er biskop over Lolland-Falsters Stift, hvor urbaniseringens udfordringer er størst. Hvorfor er det, at resten af folkekirken også skal gå op i det her? 

"Den demografisk skævvridning af landet har store konsekvenser for hele folkekirken, der fortsat ønsker at være til stede overalt i landet. Landdistrikterne affolkes og aldersgennemsnittet stiger, mens den yngre befolkning i byerne ikke føler den samme tilknytning til deres sognekirke. Urbanisering er ikke kun en udfordring for Lolland-Falster, men også for resten af Danmark, og i hele Europa har man den samme udfordring. Der er i Europa cirka en kvart million bygninger i tyndtbefolkede landdistrikter, der er kategoriserede som kulturarv, hvoraf cirka 90 til 95 procent af dem er middelalderkirker. Så det er i den grad noget, der vedrører os alle, fordi urbanisering er en global udvikling," siger Marianne Gaarden.