Biskoppens rolle har historisk varieret meget

Den kommende biskop på Fyn vil tale om den grundtvigske arv, men i praksis vil vedkommende mere komme til at arbejde efter bispeidealer fra ikke-grundtvigske perioder

Tine Lindhardt forlader bispestolen på Fyn og gør plads til en anden teolog. Det kan blive en biskop, der skal bruge meget tid på opmuntring og vejledning, skriver Kurt E. Larsen.
Tine Lindhardt forlader bispestolen på Fyn og gør plads til en anden teolog. Det kan blive en biskop, der skal bruge meget tid på opmuntring og vejledning, skriver Kurt E. Larsen. Foto: Birgitte Carol Heiberg/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix.

Der er gang i arbejdet på at vælge en ny biskop til Odense. Den af de fire kandidater, der bliver valgt, træder ind i en række af biskopper over Fyn og omkringliggende øer, der går helt tilbage til år 988. Hvad disse mange biskopper har lavet, kan samles i nogle hovedtyper. 
 
Middelalderens katolske biskopper var storgodsejere og fødte medlemmer af regeringen, men disse blev afsat ved Reformationen. I stedet udnævntes ledende lutherske teologer til biskopper med henblik på at fremme evangeliets lære og udrydde katolske rester rundt i stiftet. Biskoppen skulle samle stiftets præster og degne med jævne mellemrum, prædike og undervise i den rene lære, forlige de stridende og udrydde læreopfattelser, der stred mod det sandt lutherske.

I Danske Lov fra 1683 var der et helt kapitel om biskoppernes opgaver. Grundlæggende står denne stadig ved magt, så dermed har en dansk biskop en jobbeskrivelse, der må høre til de ældste i landet. Primært skal en biskop føre tilsyn og "se til, at alting går skikkeligt og ret til" og desuden "lære andre den hellige skrift, prædike Guds ord for folket, ikke alene i byen der, som de bor, men også over det hele stift".
 
Bispeembedet fik en anden rolle i 1800-tallets kristne enhedskultur, hvor vækkelser havde fornyet kirkelivet mange steder. De kirkelige retninger prægede den tid, også uafhængigt af biskoppen. Den grundtvigske retning lagde ikke vægt på bispeembedet og gik principielt ind for stor frihed. Den ledende grundtvigske teolog Otto Møller skrev, at han i sine 37 år som præst i Gylling kun havde set Aarhus-biskoppen én gang, og det var nok!

I den kristne enhedskultur frem til 1970’erne hørte skole, kirke og fædreland sammen, og der var ikke altid meget for en biskop at lave. Biskoppen førte legalitetskontrol, men der var sjældent brug for det. Da en norsk biskop ved en bispevielse i Danmark talte om bispeembedet som et tungt hverv, fortæller en anekdote, at Aarhus-biskoppen Herluf Eriksen bagefter skal have sagt: "Det passer slet ikke, at det er så tungt et hverv. Det er skideskægt."
 
Uden for de grundtvigske kredse talte man mere positivt om biskoppens tilsyn som beskyttende, opmuntrende og tilskyndende. Således var en biskops opgave for Henry Ussing, Kirkefondets lederskikkelse for 100 år siden, at vejlede og inspirere menighederne. 
 
I det nuværende bispevalg på Fyn vil alle bispekandidater sikkert tale positivt om det grundtvigske. At lægge stor vægt på menighedsrådenes frihed er en grundtvigsk arv, og desuden er det også klogt at tale for det, da det jo er menighedsrådsmedlemmer, der sidder med stemmesedlerne.

I virkeligheden bliver det dog snarere nogle af de andre historiske forståelser af bispeembedet, der presser sig mere på. I pluralismens tid er kirkelivet mange steder under pres. Halvdelen af de danske sogne er ifølge teolog Hans Raun Iversen uden nogen fast menighed. Der er brug for initiativer, og hvor de kirkelige traditioner smuldrer, er der behov for biskoppens opmuntring.

Biskoppen som vejleder og inspirator er derfor blevet meget vigtigere end tidligere. Der er også øget brug for biskoppens teologiske vejledning i dag. I en multireligiøs tid med mange slags spiritualitet og liturgiske eksperimenter må en biskop i dag ligesom i reformationstiden undervise og vejlede menighederne, så kirken stadig forbliver luthersk og ikke præges af anden ny eller gammel religiøsitet. 
 
Vægten i folkekirken lægges i disse år mere og mere over på provsterne som administratorer og ledere. Hvis Provsteforeningen lykkes med at få provstestillinger opnormeret til at fylde 75 pct. af arbejdstiden, vil dette formodentligt betyde mere tid for biskoppen til opmuntring og teologisk vejledning.

Måske er det et tilfælde, at ingen af de fire kandidater til bispestolen i Odense er provster og dermed ikke har den erfaring med administration og ledelse, som disse stillinger giver. Til gengæld har de som sognepræster fået en tæt forbindelse til den kirkelige virkelighed, og det kan komme dem til gode i den opgave, som nutidens biskopper har.