Trods ihærdige opråb fra kirkeliv, opposition og en stribe erhverv ser det ud til, at store bededag er så godt som afskaffet, efter at regeringen torsdag sendte et lovforslag i høring.
Alligevel bliver kritikken ved med at hagle ned over idéen, ikke blot fordi det er et indgreb i kirkens indre anliggender, men også fordi staten krydser en grænse, som den ikke burde krydse.
Det mener blandt andre Marianne Christiansen, der er biskop i Haderslev. Hun kalder det en “trist og foruroligende situation”, fordi den afslører, at der intet værn er mod statens indgriben i folkekirkens indre anliggender.
"Vi taler om den danske model på arbejdsmarkedet, men der er også en dansk model i forholdet mellem stat og kirke. Den danske folkekirke, som blev dannet med Grundloven, blev til ud fra den forudsætning, at der skulle laves en forfatning, som den dog aldrig fik. Gennem tiden har man flere gange forsøgt at lave den forfatning, men det er aldrig lykkedes. Nu er der så vokset en modus vivendi frem om, at det sådan set går meget godt uden en forfatning, netop fordi vi har en særlig dansk model, hvor staten på det politiske niveau respekterer, at man lovgiver for folkekirkens ydre forhold, men holder sig fra det, der er kirkens indre anliggender, herunder liturgi, salmer og teologiske spørgsmål. Den balance er man i gang med at slå i stykker," siger hun og henviser til, at den gamle socialdemokratiske kirkeminister Bodil Koch betegnede folkekirken som "et velordnet anarki", hvor ting går langsomt, fordi demokratiet virker fra bunden og op.
"Det er et lidt ironisk begivenhedsforløb, at vi lige har haft en liturgisk proces i folkekirken, der har varet fem-seks år, hvor spørgsmålet var, om man skulle ændre i alterbogen. Der nåede vi frem til, at det skulle vi ikke. Nu er det så ikke biskopperne, heller ikke det folkekirkelige landskab, men politikerne, der vil ændre i alterbogen," siger Marianne Christiansen, der nu er spændt på, hvilken rolle biskopperne skal spille i forløbet herfra. Hvis nogen overhovedet.
Den sekulære stat er på spil
Ikke overraskende er hendes kollega fra Aalborg, Thomas Reinholdt Rasmussen, enig. Biskoppen mener ikke, at regeringen bør have noget at gøre med at bestemme, hvad der skal stå i alterbogen.
"Det betyder principielt, at staten bestemmer, hvad der sker i det folkelige rum, når staten bestemmer, hvad der skal stå i alterbogen. Husk på, at alterbogen er kongeligt autoriseret. Hvis den skal fornyes, så plejer det at foregå sådan, at folkekirken fremlægger et forslag, som regeringen præsenterer for Majestæten. I dette tilfælde skærer man folket af, så der kun er en bevægelse mellem regering og majestæt. Det er et brud med dansk tradition. Og der må være nogen, der synes, det er mærkeligt," siger Thomas Reinholdt Rasmussen og fortsætter:
"Hvis staten begynder at slette i alterbøger, er staten så stadig en sekulær stat? Der er så mange principielle spørgsmål. Det her vil forvandle folkekirken til en statskirke, hvor man ikke tager hensyn til folket i kirken."
Hvis ikke staten må bestemme, hvornår folk må holde fri, og det kun er folkekirken, så kunne folkekirken jo bare sige, at hver eneste dag er en helligdag. Har folkekirken så ikke for stor magt?
"Kirken og staten skal holde hinanden i skak. Der er en grænse for statens magt, ligesom der er en grænse for folkekirkens magt. En af statens vigtigste funktioner er, at den holder sig som en sekulær stat, og på samme måde skal folkekirken heller ikke brede sig den anden vej. Men lige nu bryder staten ind i det kirkelige rum. Derfor siger jeg fra. Den måde, vi plejer at håndtere forholdet mellem kirke og stat på, er, at vi taler sammen. Og jeg har endnu ikke haft en dialog med ministeren om store bededag."
Sørg for at få snakket sammen snarest
Det er kirkeminister Louise Schack Elholm (V), der skal gå til Dronningen og få hende til at afskaffe store bededag ved kongelig resolution, og altså ikke biskopperne. Det er fuldstændig efter lovens bogstav, understreger professor i kirkeret ved Roskilde Universitet Lisbet Christoffersen.
Kompetencen til at afskaffe en helligdag ligger altså ikke hos folkekirken, men hos ministeren. Til gengæld ligger den teologiske viden, om hvorvidt folkekirken uden store bededag fortsat kan være en evangelisk-luthersk kirke, sådan som kirken er beskrevet i Grundloven, ikke hos hverken jurister som Lisbet Christoffersen selv eller hos politikere som ministeren. Den har folkekirken og i særdeleshed biskopperne, der har en stor legitimitet, i og med at de er folkevalgte. Denne teologiske viden er nødvendig for at sikre, at beslutningen om at fjerne den bestemte helligdag hviler på et sagligt skøn, forklarer professoren.
Derfor er hendes anbefaling, at Louise Schack Elholm får biskopperne med på råd, før hun går til Dronningen.
"Jeg efterspørger, at ministeren sikrer sig, at den saglige vurdering foreligger, inden hun går til regenten, så hun ikke går til regenten med et næsten tomt dokument, hvor der kun står, at hun på grundlag af sin kompetence har besluttet at afskaffe store bededag, men at der også står, at hun har spurgt biskopperne, om store bededag kan afskaffes, uden at det medfører, at folkekirkens karakter af at være en evangelisk-luthersk kirke bliver undermineret," siger Lisbet Christoffersen.
Det er også en anbefaling, der lyder til biskopperne: at parterne sørger for at få snakket sammen snarest.
"Jeg anbefaler, uanset forståelig surhed hos alle parter, at både ministeren og biskopperne sikrer, at man ikke går til regenten uden at have et sådan dokument med et ordentligt, sagligt skøn af store bededags betydning, før den afskaffes," afslutter Lisbet Christoffersen.