Til en bryllupsfest for 400 år siden blev der tilsyneladende drukket tæt. I hvert fald holdt den danske digter og daværende biskop over Trondheim i Norge Anders Christensen Arrebo sig ikke tilbage. Han deltog glad og gerne i festlighederne, heriblandt i lystig dans og overnatning i et fælles soverum for mænd og kvinder.
De fordrukne udskejelser sømmede sig ikke for en biskop, og i 1622 blev han afskediget ved dom af kong Christian den 4. I dag er Anders Christensen Arrebos historie det eneste eksempel på en dansk biskop, som er blevet fyret fra sit embede.
Med andre ord hører det sjældenhederne til, at en biskop bliver afsat, ligesom der ikke findes nogen nyere eksempler på, at en biskop er blevet undersøgt af Kirkeministeriet.
Derfor rejser det flere spørgsmål, når kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har igangsat en undersøgelse af anklager om overgreb og grænseoverskridende adfærd i miljøet omkring ved Københavns Domkirke, herunder biskop Peter Skov-Jakobsens håndtering af sagen.
For hvad har en kirkeminister reelt set af sanktionsmuligheder over for en biskop? Kan han eller hun ultimativt fyre vedkommende?
Kun i det tilfælde, at en biskop har begået en vanærende forbrydelse, siger retsteolog Kristine Garde og nævner tyveri, bedrageri, vold eller voldtægt som eksempler herpå.
"Der skal altså være tale om en alvorlig strafbar handling, der miskrediterer den agtelse og tillid, som er en nødvendig forudsætning for at udøve bispeembedet. Hastighedsbøder med videre tæller ikke," siger Kristine Garde, der beskæftiger sig med kirkeret og forholdet mellem teologi og jura.
Selv i tilfældet af en vanærende forbrydelse ligger det ikke inden for en kirkeministers beføjelser på egen hånd at afskedige en biskop.
"En kirkeminister kan ikke se gennem fingrene med en strafferetlig dom og må derfor tage affære. Det ligger dog uden for kirkeministerens kompetence at afskedige en biskop, fordi biskoppen er kongeligt udnævnt. Ministeren kan indstille til Dronningen, at biskoppen afskediges, det vil sige at hans udnævnelse tilbagekaldes," siger Kristine Garde, som understreger, at hun anser det for en "hypotetisk diskussion", fordi der ingen eksempler findes på, at en biskop har overtrådt straffeloven i "den grove ende".
Der kan også være tale om fyringsgrundlag, hvis en biskop tilsidesætter folkekirkens bekendelsesgrundlag i forkyndelsen af evangeliet eller på anden måde. Men i loven om såkaldte gejstlige læresager gælder der særlige regler for en biskop:
"Blandt andet kan biskoppen ikke findes skyldig i tilsidesættelse af folkekirkens bekendelsesgrundlag, med mindre det sker med støtte fra begge de teologisk sagkyndiges stemmer, nemlig de to efter embedsalder ældste biskopper. Hvis begge instanser - landsretten (benævnes her bisperetten, fordi de to teologisk sagkyndige sidder med, red.) og Højesteret - vurderer, at tilsidesættelsen er så alvorlig, at den må medføre afsked, må biskoppen fratræde og kan herefter heller ikke virke som præst i folkekirken," siger Kristine Garde og fortsætter:
"Da biskoppen som sagt er kongeligt udnævnt, foregår afskedigelsen ved, at Dronningen efter kirkeministerens indstilling tilbagekalder udnævnelsen."
En kirkeminister kan, tilføjer retsteologen, ikke påtvinge en biskop at gennemgå et særligt tilrettelagt coachforløb eller ledelseskursus. Men:
"Omvendt vil biskoppen have svært ved at afvise et konstruktivt forslag til at undgå fremtidigt ledelsessvigt. Den kloge biskop vil selv engagere rådgivere med høj faglig kompetence. Det signalerer ansvarsbevidsthed på et tidspunkt, hvor biskoppen er under pres."
"Det sværeste, man kan gøre"
I sin tid som kirkeminister fra 2011 til 2013 kaldte Manu Sareen (R) til manges forskrækkelse sig selv for "chef for folkekirken" og forsøgte gentagne gange at udfordre folkekirkens indre ledelsesstruktur.
Men det, viste det sig, var nemmere sagt end gjort. Og idéen om at have bemyndigelse til at fyre en biskop? Den kunne han glemme alt om.
"I sidste ende er det en siddende kirkeminister, der skal fremføre fyringsgrundlaget for Dronningen. Men da jeg tog spørgsmålet op i ministeriet, fik jeg at vide, at en fyring af en biskop er noget af det allersværeste, man overhovedet kan gøre," siger Manu Sareen i dag og tilføjer:
"Da jeg kom til at sige, at det var mig, der var chef i folkekirken, fik jeg prompte at vide, at biskopper ikke har nogen egentlig chef over sig. De står i et juridisk ingenmandsland."
Uanset udfaldet af den givne undersøgelse er det dog rettidig omhu, at en sådan er igangsat, mener Manu Sareen.
"Det er unfair over for biskoppen, hvis der klistrer sig en uretmæssig mistanke til ham, og selvfølgelig har kirkeministeren ikke andre valg end at igangsætte en undersøgelse. Men under de givne omstændigheder er det klart, at hvis kritikken er voldsom nok, er det op til biskoppens egen samvittighed, om han vil trække sig."
Den nuværende kirkeminister betræder altså helt nyt land med undersøgelsen af Peter Skov-Jakobsens ageren i sagen om det overgreb, der angiveligt blev begået af en ansat i Københavns Domkirke mod en mindreårig dreng i 1990’erne, supplerer adjunkt i kirkehistorie Københavns Universitet Rasmus H.C. Dreyer.
"Jeg tror ikke, man før har tænkt over, hvad man skal stille op i en sådan situation," siger kirkehistorikeren.
Selvom undersøgelsen af Peter Skov-Jakobsens ageren i sagen, ikke fører til en fyring, er der stadig meget på spil, vurderer Rasmus H.C. Dreyer:
"Det er ikke hvilken som helst biskop, der er tale om, men biskoppernes førstemand. Undersøgelsen er et udtryk for en alvorlig mistanke fra Kirkeministeriets side, og selvom jeg ikke tror, det ender med en reel fyring, er jeg ikke afvisende over for, at man i hvert fald vil undersøge, om det er en mulighed, for eksempel gennem en tjenestemandssag, hvis kritikken er alvorlig nok. Dermed er det dog ikke givet, at en fyring kan lade sig gøre, fordi biskoppen samtidig er demokratisk valgt."