Bispekandidat i Fyens Stift: Det er ikke biskoppers opgave at fortie overgreb

Hvis sognepræst John Pretzmark til januar bliver valgt som ny biskop i Fyens Stift, vil han arbejde for at bryde med den tavshedskultur, som han mener præger folkekirken

John Pretzmark holder meget af Dyrup Kirkes særegne indretning, som han mener understøtter folkekirkens vigtigste opgave: at forkynde evangeliet.
John Pretzmark holder meget af Dyrup Kirkes særegne indretning, som han mener understøtter folkekirkens vigtigste opgave: at forkynde evangeliet. Foto: Leif Tuxen.

I begyndelsen af november fik John Pretzmark travlt. Fra klokken ni om morgenen til klokken ni om aftenen sad han ved telefonen og bød sig til. 

Han skulle bruge 75 stillere for at blive godkendt som kandidat til bispevalget i Fyens Stift, men da hans beslutning om at gå efter bispesædet var kommet lidt sent, havde mange af de fynske præster allerede stillet sig bag en anden kandidat. 

Denne artikel er en del af denne serie:
Bispevalg i Fyens Stift

Så John Pretzmark ringede og ringede. Han husker særligt én af samtalerne. Ikke fordi præsten sagde ja, men fordi hun sagde nej. Hun ville ikke være stiller for nogen. 

"Hun havde taget en aktiv beslutning om ikke at være stiller, fordi hun har set, hvordan det er gået nogle af de stillere, som har stået bag tabende kandidater ved tidligere bispevalg." 

Dét er et demokratisk problem for folkekirken, hvor arbejdsmiljøet, konkluderer John Pretzmark, tydeligvis er anfægtet. Han har en tætsiddende, sort rullekravesweater og en læderjakke på. 

"Hvis præster, som skal være ordets fører, ikke tør tale, men vælger tavshed i stedet for, er det usundt for alle ansatte i folkekirken."

Vi er i Dyrup Kirke i Odense, hvor John Pretzmark er sognepræst, for at tale om, hvorfor han stiller op som kandidat til bispevalget i Fyens Stift, og hvordan han vil sætte sit aftryk på bispeembedet, hvis han vinder. 

Gør han det, er det på tide med en kulturændring i folkekirken, siger han.  

"Man er nødt til at opbygge en tillid til, at systemet vil den ansatte det bedste, så præster og andre ansatte i kirken tør stille sig frem eller i hvert fald tør tro på, at de får den hjælp, de behøver, når de beder om den."

Til en bispedebat i Odense Congress Center for nylig blev John Pretzmark overrasket, da værten spurgte ud i salen, hvor mange der oplevede, at det "gjorde ondt i arbejdsmiljøet". 

"Der var langt flere, der rakte hånden op, end jeg havde forventet," siger han og løfter blikket, som om udsagnet lige skal fordøjes.

Den 1. januar i år talte Fyens Stift omkring 500.000 indbyggere fordelt på 234 sogne – inklusive de omkringliggende øer. Tæt på 400.000 af dem er medlemmer af folkekirken. Så hvordan tager man hul på en "kulturændring" i så stor en medlemsorganisation?

"I den reformatoriske kirkes første tid sled biskopperne sig halvt ihjel på at være på visitatser i deres stift. Siden dengang er administrationsbyrden vokset, og i dag tror jeg godt, man kan have på fornemmelsen, at en biskop mest af alt sidder på sit kontor og er administrationschef for stiftet," svarer John Pretzmark. 

Han ser det som en styrke, at han "altid er blevet anklaget for at tro for meget på det gode i mennesker", siger han og fortsætter:

"Jeg har tænkt mig at sætte så meget tid af som overhovedet muligt til at skabe nærvær og tillid til, at jeg som biskop kommer omkring i stiftet både før og efter konflikten rammer."

Som forberedelse til det embede, der lurer i horisonten, har sognepræsten sat sig ind i, hvad tidligere biskopper har sagt og skrevet om arbejdet. Her fik han en fornemmelse af, at administration fylder "herop til". Han løfter hånden til lige under hagen. 

Administrationsbyrden skal altså ned, mener John Pretzmark. 

"Det skal ikke have lov til at fylde så meget, for folkekirken har et rigtig godt budskab til mennesker, og skulle det ikke være det, vi brugte vores tid på?", spørger han retorisk. 

John Pretzmark er ikke født og opvokset ind i en bestemt tradition. Han trådte sine barnesko i en "ganske almindelig folkekirkefamilie" i landsbyen Vindblæs i det nordvestlige Himmerland. I det flade hedelandskab voksede han op sammen med sine søskende og forældre. Faderen var mejerist, og moderen var ansat på en svejsefabrik. 

Den unge John var glad for at gå i kirke, men han skulle ikke bruge det til noget, for "religion og den slags" var han sikker på, at han ikke havde brug for.

Men det var kun lige indtil en ny religionslærer trådte ind ad døren på Vesthimmerlands Gymnasium i Aars. Han fik John Pretzmark overbevist om, at teologi kombinerede alle de fag, han elskede mest sprog, historie og filosofi.

I 1981 begyndte han at læse teologi på Aarhus Universitet. 

Senere, efter flere fejlslagne kæbeoperationer, måtte han tage en pause fra bøgerne. Han søgte og fik  et legat på Christian-Albrechts Universitet i Kiel. Her brugte John Pretzmark et år på at studere reformationshistorie og romersk administration af Judæa. Han er et videnssøgende menneske, siger han med et lille smil. 

Ikke gift med staten

I dag deler John Pretzmark sin præstegerning mellem Sanderum-Ravnebjerg Pastorat og Dyrup Kirke i Forstadsodense. 

Særligt i den særegne Dyrup Kirke, hvor samtalen foregår, er den moderne arkitektur et håndgribeligt bevis på, hvad folkekirken bør være. Han løfter hånden mod det ophøjede alter af gule teglsten foran store panoramavinduer, som udgør et levende alterbillede. Udenfor ligger en lille gårdhave, hvis plantebestand er inspireret af bibelske planter. Alt efter årstid skifter alterbilledet udtryk.

"Det tiltaler mig, at rummet er så tilbageholdende i sit udtryk. Herinde handler det kun om forkyndelsen af evangeliet."

Heri ligger en vigtig pointe, for folkekirkens vigtigste opgave er netop forkyndelsen, mener han. 

Samtidig skal kirken ikke være bleg for at blande sig i politiske debatter. I foråret udtalte flere biskopper sig til Jyllands-Posten om den tidligere regerings planer om et asylcenter i Rwanda. Kritikken af regeringen førte til hård kritik af biskopperne. Det var uberettiget, siger John Pretzmark. 

"En reformatorisk kirke som den lutherske har været involveret i politik på godt og ondt siden 1517. Derfor vil jeg sige, at man er nødt til at udtale sig en gang imellem – specielt når det er menneskesynet, der bliver angrebet."

Han henviser til den nu afdøde tidligere sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu, som han ser som et forbillede i sit arbejde. 

"Netop fordi det handlede om menneskesyn, kunne Desmond Tutu ikke holde mund længere. Ja, vi er rigtigt nok en form for statskirke i Danmark, men vi er altså ikke gift så hårdt med staten, at vi ikke må bruge vores sunde fornuft."

Det er biskoppers opgave at tale "frit og åbent" ud i samfundet, når dette er nødvendigt, ikke at fortie sager, fastslår John Pretzmark. 

"I virkeligheden burde bispekollegiet være i stand til at lave fælles udtalelser. Og så ved jeg godt, at nogle vil sige, at man risikerer at lave helt om på grundopfattelsen af folkekirken, men biskopperne bør kunne udtale sig til gavn for den offentlige samtale." 

Hvis der var en præst hos dig, der systematisk udnyttede sjælesorgssituationer til at skabe relationer, hvordan ville du så gribe ind? 

"Tavshedskulturen har været skal vi sige meget, meget åbenlys i Københavns Stift i forbindelse med flere sager, og det mener jeg simpelthen ikke går. Det kan ikke hjælpe, at kirkens top går i flyverskjul, når der er problematikker, som handler om udnyttelse," siger John Pretzmark med henvisning til sagen om tidligere sognepræst i Christians Kirke Flemming Pless, som i 2021 blev anklaget af fem kvinder for krænkende adfærd og for at have brudt sin tavshedspligt i forbindelse med sjælesorgssamtaler. 

Vil du skabe mere klarhed omkring den omtalte sag, end det nuværende bispekollegie har gjort?

"Som ledelse er man nødt til at reagere, når der sker et overgreb i ens organisation. Det kan være svært at komme til bunds i ømtålelige sager, men det kan ikke hjælpe, at man prøver at dysse sagen ned og feje det hele ind under gulvtæppet, når først der ligger en afgørelse."

Han fortsætter: 

"Mennesker er syndere alle sammen, for nu at bruge et kirkeligt udtryk. Det vil sige, at der også sker fejl i hele den kirkelige organisation, og det må påtales. Vi er kirke, men vi er også en organisation, og for mig må en fyring simpelthen være konsekvensen af de handlinger, man bevidst har begået."

"Og kvinderne," siger John Pretzmark, "de fortjener en klokkeklar undskyldning."