Per Vibskov Nielsen voksede op i Midtjylland med kirkegang og var KFUM-spejder. Men i de sene teenageår blev salmesang og sommerlejre erstattet af en tilværelse som blikkenslager og rockmusiker i København. Det var først, da han i slutningen af tyverne begyndte på teologistudiet, at han vendte tilbage til kirkelivet. Efter en søndagsgudstjeneste i Eliaskirken på Vesterbro henvendte sognepræsten sig til Per Vibskov Nielsen og foreslog ham, om ikke han ville være med i menighedsrådet:
“Jeg blev overrasket, men tog imod invitationen,” fortæller Per Vibskov Nielsen, som nød menighedsrådsarbejdet og blev menighedsrådsformand, men det fik den konsekvens, at han ikke længere oplevede kirken som det åndehul, han oprindeligt havde søgt:
“Kirken gik fra at været et rum, jeg gik ind i for at få fred og styr på mit gudsforhold, til at blive en arbejdsplads med spørgsmål om økonomi, medarbejderforhold og vedligeholdelse,” forklarer bispekandidaten.
Gennem de næste 26 år fik Per Vibskov Nielsen erfaring som menighedsrådsformand, sognepræst, højskoleforstander og provst, og det er denne lange erfaring, han håber at benytte i embedet som biskop i Roskilde Stift:
“En af mine vigtigste opgaver bliver at hjælpe med at gøre op med betonbureaukratiet i folkekirken. Vi har et stort forvaltningsapparat i provstier og stift, som kan løfte de sværeste opgaver fra sognene, så menighedsrådene kan fokusere på de vigtige ting,“ siger Per Vibskov Nielsen.
Der har også været store udfordringer med arbejdsmiljøet i folkekirken. Hvad kan du tilføre stiftet på det punkt?
“Jeg har en stærk omsorgsfølelse de svageste. Det er måske, fordi jeg er vokset op på et alderdomshjem, hvor min far var forstander, og min mor var sygeplejerske. Jeg fik jeg i hvert fald en forståelse for det at være udsat, svag eller alene, en forståelse jeg har udnyttet som natkirkepræst og som initiativtager og formand for KFUM's Sociale Arbejdes værested Café Stevnen i Store Heddinge. Men min omsorgsfølelse er naturligvis også noget, jeg tager med i min ledelse og min forståelse af folkekirken som arbejdsplads," siger Per Vibskov Nielsen, som også vil bruge sin erfaring i netværkledelse, i arbejdet med at løse udfordringerne med arbejdsmiljøet:
"Som biskop vil jeg sørge for at styrke netværk på tværs af sogne. For uanset om man er præst, kirketjener, kordegn, menighedsrådsformand, kasserer eller kirkeværge, kan man ofte føle sig alene og have god brug for sparring. Sidst, men ikke mindst falder det mig let at tale med alle slags mennesker. Jeg har jo en meget blandet baggrund som håndværker og akademiker, og som medarbejder og leder."
Nogle sogne i stiftet præges af affolkning. Hvilke tiltag vil du konkret iværksætte for at værne om kirkelivet i disse dele af stiftet?
“Det er klart en udfordring, men den kan løses. Som biskop vil jeg forhandle om en yderligere præstebevilling til stiftet, som specifikt skal gå til at styrke tilstedeværelse ude i landsognene. I de helt små landsogne, hvor de gamle mødesteder, skolen, bageren, biblioteket og brugsen, er lukket, står kirken jo tilbage og skal fungere som et åndelig og fysisk midtpunkt. Men det kræver en lokalt dedikeret præst. Derfor ligger det mig meget på sinde, at hver eneste sogn har sin egen præst, og at præsten har sin bopæl der.
Tilsynet med læren og gudstjenestelivet er en kerneopgave for en biskop. Vil du komme til gudstjeneste i hver eneste kirke i stiftet?
“Ja. Visitats er jo en føling med, at det går godt og giver mig som biskop en mulighed for at give respons på det, jeg oplever, men også for at gribe ind, inden det ender med stress og dårligt arbejdsmiljø.”
Ønsker du en fornyelse af dåbsritualet?
“Nej. Jeg er glad for det ritual, der blev brugt i 1962, da jeg selv blev døbt. Dåben er et mysterium, og man får ikke større indblik i det mysterium ved at ændre ritualet. Teologisk er dåben et af de største og sværeste emner, men samtidig kan det siges helt enkelt: Gud er kærlighed og har skabt os i sit billede, og fordi Gud elsker os, har han sendt sin søn, som han korsfæstet lod stige ned i dødsriget, som han tømte for at gøre os alle til Guds børn. For Gud er alt muligt. Det er det, som jeg tror på.”
Under corona-krisen blev folkekirkens forhold til staten tryktestet. Hvad burde kirken have gjort anderledes over for staten?
“Det, der blev tydeligt, var, at kirken viste sig mere som en statskirke og i mindre grad som en folkekirke. Men jeg mener ikke, biskopperne havde en afgørende rolle i det forløb. Det var Kirkeministeriet, der smækkede kirkedøren under nedlukningen, og som efterlod os på perronen ved genåbningen i total forvirring, hvor både kirken og kirkegængerne fik nogle meget triste oplevelser.
Medierne henvender sig ofte til folkekirkens biskopper om deres holdninger til emner som våbeninvesteringer eller homovielser. Er der grænser for, hvad man som biskop kan udtale sig om i samfundsdebatten?
“Kristendommen handler om retfærdiggørelse, og derfor mener jeg, at det er biskoppens opgave at påtale uretfærdigheder i samfundet. For der er ingen tvivl om, at biskoppens stemme betyder noget, fordi denne har en fremtrædende og synlig position.”