Da Jørgen Samsing Bendixen kørte lastbil i sin studietid, fik han ofte skældud af de andre chauffører. Han var ellers god til sit job, havde faktisk kørt gaffeltruck, siden han var 16 år, og i pungen havde han kørekort til langt de fleste kategorier.
Det var radioen, den var gal med. Hver gang han satte sig i førersædet, tændte han for lyden af P1. Den rene talekanal behagede ikke de andre lastbilchauffører, som stillede om til mere musikalske indslag. Men for Jørgen Samsing Bendixen var P1 en fast – og særdeles afholdt – del af køreturen.
Når Jørgen Samsing Bendixen ikke kørte Danmark tyndt i lastbil, læste han teologi på Aarhus Universitet. Her betød hans ordblindhed, at han bøvlede med de sproglige fag. Det var derfor, at han i første omgang uddannede sig som lager- og transportmedarbejder. En ordblind kunne ikke blive teolog, tænkte han.
Men det kunne Jørgen Samsing Bendixen, som i dag er sognepræst i Vor Frue Kirke i Odense.
Han sidder i sin spisestue i præstegården i midten af den fynske hovedstad og svarer på, hvorfor han gerne vil være biskop i Fyens Stift – og hvad han vil stille op, hvis han efter afstemningen i januar bliver leder for et område med cirka 400.000 folkekirkemedlemmer.
"Jeg er ikke så begejstret for, hvis rammerne bliver for snævre kirkeligt forstået. Derfor befinder jeg mig godt i kirkelivet her i Fyens Stift, hvor det kirkelige ofte blandes med det mere folkelige."
Jørgen Samsing Bendixens far var fisker på Esbjerg Havn. Af havnens i alt 600 fiskekuttere var der en stor gruppe, som blev betegnet som de "hellige" eller "søndagsfiskerne".
"De 'hellige' havde deres egen indkøbsforening, hvor de kunne proviantere. Ude på Nordsøen kastede de anker, hvis det var søndag, for de arbejdede ikke på helligdagen. På nogle måder har jeg meget respekt for det, men jeg synes egentlig også, at sådan en slags opdeling mellem frelste og fortabte er for meget."
Den favnende, grundtvigske position, Jørgen Samsing Bendixen indtager i dag, er ikke opstået ud af det blå. Den er formet af opvæksten i en traditionelt missionsk familie i hjembyen Esbjerg, men også af teologistudiet og præstearbejdet.
I havnebyen voksede han op i et socialt boligbyggeri med sin far, der var fisker, sin mor, som gjorde rent på seminariet, og sine tre ældre søskende.
"Eller socialt boligbyggeri… det er vist at strække den," siger han efter en lille pause, "men det var i hvert fald tæt på."
Her blev Jørgen Samsing Bendixen ofte blandet ind i "noget rod", han i dag ikke vil komme nærmere, men som et løftet øjenbryn forsøger at antyde er lidt mere vildt end de gængse narrestreger.
Barndommen og ungdommens møde med et ekskluderende syn på troen gjorde et stærkt indtryk. Det var modstanden mod netop det livssyn, som drev den unge Jørgen i grundtvigsk retning.
"Jeg forsøger altid at se mennesket før religionen," forklarer han.
Folkekirken skal ud i samfundet
Jørgen Samsing Bendixen ser samarbejde som en vigtig dyd i det brede præstearbejde og i forhold til ansatte og menighedsråd. "Samvirke", kalder han det og smiler, fordi han godt ved, at det er et ord, han ofte nævner.
"Jeg vil forsøge at sætte særligt fokus på samvirket mellem de gejstlige og de folkevalgte. Og så er jeg er optaget af, at det er en folkekirke, vi har, og at folkekirken er forankret i det folkelige demokrati lokalt, i staten, i Grundloven, i Dronningen, i flaget og i vores folketing, som hvert år holder en åbningsgudstjeneste. Og i lige så høj grad også i det lokale samfund blandt andet gennem menighedsrådet."
Folkekirken skal altså bevæge sig ud i samfundet og "samvirke" med andre civile aktører, siger Jørgen Samsing Bendixen og nævner som eksempel dengang, han stod i spidsen for at omdanne et ældre sognehus i Hals og Hou sammen med den lokale idrætsforening og det lokale brugerråd. Sammen byggede de en hal og andre aktivitetslokaler – inklusiv en konfirmandstue.
Kan en biskop tale på vegne af nogen?
Helt generelt skal man regne med, at Jørgen Samsing Bendixen som biskop vil være meget optaget af, at de fleste beslutninger tages lokalt.
Men ét sted skal biskoppen blande sig. Selvom der er "noget sundt" ved konflikter, så skal biskoppen træde til, når det drejer sig om den tavshedskultur, som flere kritikere inden for de seneste år har beskyldt folkekirken for at nære.
Den kultur, slår Jørgen Samsing Bendixen fast, er han i hvert fald ikke selv en del af. Men "hvis den findes", skal der selvfølgelig tages hånd om den.
"Noget tyder på, at vi skal være klarere omkring adfærd i folkekirken og opfordre til, at man siger svære ting højt – også i ømtålelige sager om krænkelser. Tillid er fundamentalt, når folk taler med en præst, og forsoning kræver, at vi taler sammen. Hvis man går foran med sin egen sårbarhed, åbner man for andres."
Skal bispekollegiet skabe mere klarhed omkring ”ømtålelige sager” i offentligheden?
”Bispekollegiet skal ikke kommentere på enkeltsager,” fastslår han.
Men så kommer han i tanke om noget:
"En biskop kan faktisk godt tale på vegne af nogen. I en helt anden sammenhæng har jeg mødt Tine Lindhardt, hvor hun talte på den måde, og hvor det gik op for mig, hvor stærkt et bispeembede er."
Oplevelsen, Jørgen Samsing Bendixen refererer til, fandt sted i år, da den nu afgående biskop i Fyens Stift skulle holde foredrag i Vor Frue Kirke i Odense, som netop var blevet renoveret.
"Hun spurgte, om hun måtte komme en halv time tidligere og se den nyrenoverede kirke. Jeg præsenterede formanden og kirkeværgen for hende og fortalte om det store arbejde, de havde gjort. Hun giver dem hånden og siger så, 'jeg vil gerne takke jer på folkekirkens vegne'. Jeg synes faktisk, det er stærkt at tale med sådan en autoritet."
Jørgen Samsing Bendixen løfter hånden om til nakken.
"Det kan jeg mærke heromme. Den slags skal ikke overdrives, men her var det på sin plads, og en anerkendende tilgang kan netop tale op. Det har jeg selv erfaret gennem mit liv."