De fleste er enige om det, og statsministeren henviser til det:
Coronaen har vist, at folket kan stå sammen og vise samfundssind, når det gælder. Signalerer det et mere udbredt skift i etikken?
I etikkens udvikling har man som regel skelnet mellem pligtetik og nytteetik. Disse former for etisk tænkning er begge gode måder at orientere sig i verden på. Hvordan opnår man den størst mulige lykke for de fleste mulige? Er det ved at følge regler, gøre sin pligt og adlyde lovene?
I dag synes der at være enighed om at kombinere de nytteetiske og de pligtetiske argumenter. Men i praksis lever vi i en rettighedskultur, hvor man har udeladt den sidste del af det kendte slagord: Kræv din ret og gør din pligt.
Utilfredsheden med den fremherskende rettighedskultur har ført til, at man er blevet mere opmærksom på en tredje tradition inden for etisk tænkning, nemlig dydsetikken som begynder med spørgsmålet: Hvordan opnår jeg det gode liv? Hvordan lykkes jeg som menneske?
Svaret er, at det er ved at fremelske det gode i dig selv: De gamle kaldte det dyder; vi ville i dag nok foretrække udtrykket karakteregenskaber. En god mand gør gode gerninger, derfor drejer det sig om at gøre manden god.
I EN VERDEN, der bliver mere og mere pluralistisk, og i et menneskeliv, der truer med at blive fragmenteret og splittet, er det vigtigt at gøre sig tanker om, hvad det gode liv er, og hvordan jeg bliver den bedste udgave af mig selv. Her hævder dydsetikken at kunne hjælpe. For selvom vi lever med meget forskellige kulturelle traditioner, så er der dog visse ting, vi er fælles om at værdsætte.
En af de stærkeste fortalere for dydsetikken og dens relevans i teologi og kristenliv er den amerikanske teolog Stanley Hauerwas. Han blev i 2001 af Times Magazine kaldt Amerikas bedste teolog. Hans indflydelse globalt har været betydelig. Hauerwas besøgte Aarhus Universitet i 2010 i forbindelse med en international konference om kirke og mission i en pluralistisk verden, hvor han forelæste om, at kirken i sit inderste væsen er mission.
Stanley Hauerwas er i dag over 80 år, men det betyder ikke, at han er holdt op med at tænke teologisk, men han gør det i sine senere udgivelser på en meget mere tilgængelig måde end tidligere. Således er hans memoirer ”Hannah’s Child”, også fra 2010, en letlæst og bevægende skildring af hans teologiske udvikling.
Det er historien om den opvakte sydstatsdreng, der vokser op i et håndværkermiljø, og som bliver udlært som murer.
Selvom han skifter spor og bliver teolog, bevarer han forståelse for håndværkets betydning, for også teologi er et håndværk, hvor man står i en tradition og lægger sten på sten.
Hans teologiske skrifter er alle opstået af en kamp ikke alene med stoffet, men også med de eksistentielle og trosmæssige problemer, der er forbundet med at blive en teologisk eksistens. Alt sammen gennemsyret af hans radikalpacifistiske holdning, at ”Kristne slår ikke andre kristne ihjel.” Hans memoirer er således et gedigent kristent vidnesbyrd.
Den linje fortsætter han i den bog, der er hans foreløbigt sidste, og som indeholder 12 breve til hans gudbarn, Laurie: ”The character of Virtue, Letters to a Godchild”, Canterbury Press. Her vender han tilbage til hovedsagen i sit teologiske virke: Hvordan kan vi leve det gode kristne liv; og hvilken rolle spiller her de karaktertræk eller dyder, som vi prøver at indprente vores børn.
JEG VILLE ØNSKE, at jeg kunne skrive sådan en bog til børn, børnebørn og gudbørn, der på letforståelig måde sammenfatter, hvad det handler om i kristendommen, nemlig at udvikle en kristen karakter, hvilket indebærer en revurdering af de traditionelle dyder.
Traditionelt regner man med syv dyder: Kardinaldyderne visdom, retfærdighed, udholdenhed og selvbeherskelse med tilføjelse af de tre kristne dyder: tro, håb og kærlighed. Hauerwas foretager imidlertid sin egen selvstændige fortolkning af den vestlige dydstradition ved at identificere i alt 14 dyder, der alle udfoldes i disse breve til hans gudbarn hvert år på dets dåbsdag:
Det er venlighed, sanddruhed, venskab, tålmod, håb, retfærdighed, mod, glæde, enkelhed, udholdenhed, ydmyghed, humor, mådehold og generøsitet.
Det er den flotteste sammenfatning af en nutidig dydsetik, jeg kender.
Haurwas’ bog med de tolv breve til hans gudbarn fik mig til at tænke på, om det ikke var en mulighed i den nuværende dåbskrise at opgradere fadderrollen.
Jeg oplever ikke så sjældent ved barnedåb en vis usikkerhed, når det kommer til spørgsmålet om faddere og udpegning af faddere. Folkeligt er en gudmoder eller gudfader den, der bærer barnet til dåben; vedkommende skal som bekendt selv være døbt for at kunne svare på barnets vegne. Det kommer ofte bag på forældrene. Hvad er kravet til fadderne?
Det henstår i det uvisse, men det betragtes ofte som en æresbevisning, man giver til gode venner. Men det burde være en selvfølge, at det er mennesker, der kender kristendommen godt og kan ses som en slags rollemodel for barnet. Og så hjælper det også at huske barnets fødsels- og dåbsdag med gaver.
Det er min fornemmelse, at den herskende dåbskrise ikke blot skyldes, at corona-krisen har forhindret forældrene i at holde storslåede barnedåbsgilder; det stikker dybere og hænger sammen med, at kristendommen er forvandlet til en venlig form for terapi eller underlægningsmusik for en national ideologi.
I den situation er der behov for at tage dåben alvorligt og gentænke dåbens teologi. Her kunne en opgradering af fadderrollen indgå. Hauerwas viser vejen med denne lille gode bog.
Måske er tiden nu, hvor corona-krisen har vist, at vi godt kan stå sammen, selvom vi må holde afstand.
Viggo Mortensen er dr. theol., professor emeritus fra Aarhus Universitet.