Det var i 2007. Jeg arbejdede som taxachauffør, og min kæreste, som nu er min kone, var ved at uddanne sig til pædagog. Hun var på et praktikophold i Sydafrika, og mens hun var af sted, brugte jeg min fritid på at læse en masse bøger. Til sidst havde jeg læst alle de bøger, jeg havde købt, og så gik jeg ind i Lyngby Storcenter for at købe en ny bog.
Det slog mig, at jeg kunne købe en bibel og læse den. Jeg tænkte, at det ville være meget sjovt at kunne sige, at jeg havde læst hele Bibelen – hvis jeg kom i diskussion med nogen om kristendom eller den slags.
Jeg havde aldrig rigtig tænkt på, om jeg troede på Gud, og i mit barndomshjem var det ikke noget, vi talte om. Vi gik heller aldrig i kirke. Jeg husker heller ikke, at jeg rigtig lærte noget om kristendommen eller Bibelen, da jeg gik i skole. Jeg købte en bibel og tog den med på mit job som taxachauffør. Så læste jeg i den, når jeg havde pauser i arbejdet. Jeg sad på forskellige ventepladser i byen og ude i lufthavnen i Kastrup og læste, mens jeg ventede på kunder. Mens jeg læste, var det, som om det hele blev levende og sandt for mig. Det var egentlig meget ligetil. Jeg var bare klar over, at det var rigtigt, hvad jeg læste. At Gud var virkelig, og at Jesus var død for min skyld.
Da jeg havde læst Bibelen fra ende til anden, fik jeg lyst til at vide noget mere. For selvom jeg havde fået troen på Gud, havde jeg mange spørgsmål. Jeg havde skrevet en masse spørgsmål og noter ind på siderne, mens jeg læste. Så jeg begyndte at gå i kirke. Først gik jeg til gudstjeneste om eftermiddagen i en folkekirke på Frederiksberg, København. Der var ikke noget galt med det, men jeg syntes ikke rigtig, at jeg blev klogere af det. Jeg forstod ikke ret meget af det, og jeg kunne jo ikke lige gå op til præsten og spørge ham om alt det, jeg gerne ville vide.
Jeg kiggede mig om efter andre kirker og fandt Kirken i Kulturcentret. Der var stemningen anderledes. Det hele var meget afslappet og frit, og folk snakkede mere med hinanden. Der var en præst på min alder, som kom hen og snakkede med mig, og ham kunne jeg stille alle mine spørgsmål til.
Før tænkte jeg ikke på, om der var en mening med mit liv eller med de ting, der skete. Nu tænker jeg, at jeg er sat her på Jorden, fordi Gud ønsker, at jeg skal gøre noget godt for andre. Så jeg prøver at gøre en forskel for mine børn og for andre mennesker. Jeg tager mine børn med i kirke, så de kan høre om Bibelen og Jesus.
De må selvfølgelig selv vælge, hvordan de vil leve deres liv, og hvad de vil tro på, men jeg vil gerne give dem chancen for at lære Jesus at kende. Min kone er ikke troende, og i begyndelsen var hun lidt skeptisk, men hun kunne jo se, at det ikke var farligt. Hun respekterer min tro og har det fint med, at jeg tager børnene med i kirke.
I mit arbejde vil jeg også gerne gøre en positiv forskel. Jeg arbejder i en fagforening, hvor jeg tager ud på arbejdspladser i byggebranchen og forsøger at få dem overenskomstdækket, så de, der arbejder der, kan få bedre vilkår. De fleste af dem er indvandrere.
Siden jeg læste i Bibelen dengang for 14 år siden, har jeg ikke tvivlet på Gud eller på, at der er en mening med det, der sker. Jeg har også haft flere oplevelser, der har bekræftet min tro. I 2013 var jeg udsendt til Afghanistan, og en dag, da vi var ude at køre for at aflevere noget mad i en lejr, holdt vi stille for at kontrollere vejen forude for vejsidebomber. Mens vi holdt der, blev der pludselig skudt på os.
Da vi var til debriefing, fortalte min sergent, at han havde forsøgt at åbne døren, men kunne ikke få den op, og netop mens han sad og moslede med døren, blev der skudt. Han havde aldrig oplevet, at døren ikke virkede, og det skete aldrig igen. Han så helt mærkelig ud, da han fortalte det. Men for mig var det ikke så underligt. Jeg tror på en barmhjertig Gud, og jeg tvivler ikke på, at der er en større mening med det hele.
Hvad har udfordret din tro?
Jeg synes ikke, at der er noget, som for alvor har udfordret min tro. Hver gang noget i mit liv lykkes, takker jeg Gud, og når noget ikke lykkes, prøver jeg at lære af det.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Jeg hørte engang en præst sige i en prædiken, at man skulle huske at få sine børn med kirke – ikke så meget for ens børns skyld, for hvis man selv er troende, skal de nok få mulighed for at høre om Gud, men så for ens børnebørns og oldebørns skyld. Det har jeg taget til mig. Jeg har den holdning, at mine børn skal leve deres eget liv, men at holde dem væk fra alt, der har med kirke og kristendom at gøre, er et lige så klart valg som at introducere dem til det. Man må stå ved sig selv og sin tro.