Er det på tide, at man i folkekirken fornyer bekendelsesskrifterne eller i det mindste eksperimenterer med at formulere nye bekendelser, der kan bruges side om side med de eksisterende?
Det spørgsmål er til debat i to nye bøger om bekendelser, som er de gamle skrifter, der beskriver deres tro i kort form. Og der er langtfra enighed blandt teologer og lægfolk om, hvad svaret er. I en ny antologi med titlen "Bekendelser – en antologi om forpligtethed" argumenterer professor i teologi ved Aarhus Universitet Peter Lodberg for, at bekendelsesdannelsen i folkekirken er gået i stå, og at det er på tide, at der sættes gang i et arbejde med at formulere troen på nye måder – i et samarbejde mellem præst og menighed.
”Jeg oplever, at folkekirken er præget af en form for bekendelsesfundamentalisme, hvor man ikke vil rokke ved bekendelsesskrifterne, men alene går til dem på arkæologisk vis, men ikke tør ændre ved formuleringerne. Det vil jeg gerne rokke ved, for jeg opfatter den form for bekendelsesfundamentalisme som uevangelisk i den forstand, at den fastlåser troen i nogle formuleringer, som man skal overtage for at tro rigtigt,” siger han.
”Dermed sker der en dogmatisering af troen, hvor dogmerne kommer før gudstjenestens fællesskab og erfaringen af troen. Jeg mener, at udgangspunktet for at arbejde teologisk i folkekirken må være den fælles gudstjenestefejring og den erfaring, vi gør. Det er det levede liv i troen på den treenige Gud, der kommer først. Derefter dogmerne,” uddyber han.
Han påpeger, at der i folkekirken for længst er opnået bred enighed om, at det er legitimt og gavnligt at skrive nye salmer og bønner, og han opfatter arbejdet med at formulere nye bekendelser som en del af samme nødvendige udvikling.
”Det er klart, at man skal finde en balance mellem individuelle hensyn og det fælles. Den diskussion har vi også set med de nye salmer og nye bønner og forsøg med ny liturgi. Der skal være en balance, så nye bekendelser ikke bliver så specifikke eller særlige, at man mister kirkens fællesskab. Folkekirken er ikke kun lokale menigheder, men også fællesskabet af lokale menigheder. Når man fejrer gudstjeneste, gør man det som en del af Guds menighed, der fejrer gudstjeneste alle steder, også inden for andre kirkesamfund,” siger han.
Peter Lodberg mener, at både den apostolske trosbekendelse og den augsburgske bekendelse, der er to af folkekirkens fem bekendelsesskrifter, kunne have godt af at blive nyformuleret eller i det mindste suppleret af nutidige forsøg på at formulere troens indhold.
”Den augsburgske bekendelse blev skrevet i 1530 under Reformationen i en specifik politisk situation, som ikke er gældende i dag. Derfor begyndte man fra fælles luthersk-katolsk hold i 1983 at arbejde med en kommentar til den augsburgske bekendelse, der skulle vise, hvordan den ser ud fra henholdsvis luthersk og katolsk perspektiv i dag – med det for øje, at det er en fælles bekendelse. Jeg kunne ønske mig, at vi bruger tiden frem til 2030, hvor den augsburgske bekendelse har 500-års jubilæum, på at arbejde med teksten, meget gerne med det resultat, man kan skrive en anden tekst til afløsning for den,” siger Peter Lodberg.
Tilsvarende ser han gerne, at man arbejder med nye bekendelser, der kan bruges i gudstjenesten som supplement til den apostolske trosbekendelse. I sit bidrag til førnævnte antologi gennemgår han en række forsøg fra forskellige vestlige lande og lutherske kirker på at formulere nye trosbekendelser, og i disse eksempler ser han generelt en afbalanceret kombination af træk fra de klassiske bekendelser og nye sproglige udtryk.
”De overholder de teologiske spilleregler, som kirkens tradition har sat op for, at en bekendelse er en bekendelse og ikke bare en interessant tekst. De følger for eksempel det grundprincip, man har fulgt helt tilbage fra oldkirken, og som vi ser afspejlet både i den apostolske trosbekendelse og den augsburgske bekendelse, at kun Gud selv kan være genstand for tro og bekendelse. Vi bekender ikke tro på noget, som mennesker har skabt. Desuden følger de nye bekendelser det oldkirkelige princip med en treleddet opbygning, der beskriver troen på fader, søn og ånd – eller skaber, frelser og livgiver,” siger han.
Peter Lodberg er ikke bekymret for, at forsøg på nye bekendelser vil skeje ud og fravige fra de kristne grundbegreber.
”Jeg synes, at vi bør have frimodighed til at formulere vores tro på ny ind i den tid, vi lever i. Spørgsmålet er så, om vi kan finde formuleringer, som mennesker i en individualiseret tid kan genkende sig selv i. Det kan vi så samtale og skændes om,” siger han.
Inge Lise Pedersen har været aktiv kirkegænger i over 60 år og har som medlem af og formand for Lindevang Sogns menighedsråd i København været med til at arbejde med liturgisk og sproglig fornyelse i folkekirken. I sit bidrag til den nye antologi lægger hun ligesom Peter Lodberg afstand til det, hun også opfatter som en stigende bekendelsesfundamentalisme og efterlyser mod til at inddrage lægfolket mere i at udvikle gudstjenestens form og indhold – med afsæt i gudstjenesten som det, der konstituerer menighed, tro og fællesskab, mere end bekendelsesskrifterne.
”I det arbejde, jeg har deltaget i, hvor vi har været liturgisk forsøgssogn, har bekendelsesskrifterne, især den augsburgske bekendelse, ikke fyldt meget, og historisk har den heller ikke spillet den store rolle for lægfolkets oplæring i eller forståelse af kristendommen,” siger hun.
Til gengæld har salmer, bønner og læsninger og til dels den apostolske trosbekendelse været genstand for diskussion, og man har i Lindevang Sogn arbejdet aktivt med nye tekster, en overgang også med trosbekendelsen.
”Vi forsøgte på et tidspunkt, mens vi holdt gudstjeneste i kirkesalen, da kirken blev renoveret, at bruge en salme i stedet for trosbekendelsen, og vi har også diskuteret, om vi kunne bruge digteren Simon Grotrians eller et af de andre forsøg på at formulere en ny trosbekendelse. I begge tilfælde endte vi dog med at konkludere, at teksterne var for individuelle i deres udtryk til, at hele menigheden kunne genkende sig selv i dem,” siger hun.
Hun mener, at der kan være en fordel i den distance, som sproget i de ældre tekster, lægger ind, men opfordrer samtidig til, at man ikke omgærder de gamle tekster med så stor ærbødighed, at man ikke tør rokke ved dem.
”Vi skal findes vores eget udtryk – i kritisk dialog med traditionen,” siger hun.
Professor i teologi ved Menighedsfakultetet i Aarhus Kurt E. Larsen, der også har bidraget til den nye bog, er helt uenig i, at folkekirken har brug for nye bekendelsesskrifter.
”Det er vigtigt for kirken, at man i den fælles gudstjeneste har en fælles bekendelse, som ikke afviger efter, hvad den enkelte præst kan finde på at mene. Hvis man åbner for, at der kan laves og bruges nye bekendelser, risikerer vi en form for præstetyranni, hvor menigheden bliver taget som gidsler af præsternes fikse ideer og manglende viden,” siger han.
Han anerkender, at kirken har en pædagogisk opgave i at formulere sig, så forskellige grupper kan forstå evangeliets budskab, men opfordrer til, at det sker i konfirmandstuen eller sognegården, hvor man kan arbejde med at formulere sin tro på nye måder eller lave en studiekreds, hvor man læser og diskuterer for eksempel Simon Grotrians trosbekendelse.
”Men trosbekendelsen, som er kirkens fælles bekendelse, der er vokset ud af oldkirkens gudstjenesteliv og knyttet til dåben, kan man ikke springe over i gudstjenesten. Så ja til at forsøge at forklare tingene pædagogisk, som præsten gør hver søndag fra prædikestolen, men nej til at ændre den fælles bekendelse,” siger han.
Han vedkender sig, at den augsburgske bekendelse blev til i en speciel politisk situation og ikke bør have samme normative status som Bibelen. Men han mener, at den trussel mod kirkens tro, som teksten var en reaktion på, bør tages alvorligt.
”Den augsburgske bekendelse var udtryk for, at der var folk i den katolske kirke, der hævdede, at man også blev frelst ved gerninger. Dermed havde man efter luthersk opfattelse fornægtet den gamle trosbekendelse, der fastholder, at Jesus, ikke mennesket selv, er frelseren. Det kan ske igen, hvis der opstår andre grupperinger, der hævder, at mennesket frelses ved egne anstrengelser. Derfor skal vi fastholde de eksisterende bekendelser,” siger han.
Han er til gengæld åben for, at der kan skrives supplerende bekendelsesskrifter, hvis der opstår en ny situation, hvor kirkens grundlæggende tro er truet, for eksempel fra grupper, der bekender tro på reinkarnation.
”Vi har brug for bekendelsesskrifterne som det atlas, vi kører efter. Smider vi atlasset ud, tror jeg, at der er stor risiko for, at kirken kommer på afveje," siger han.