Det er tredje søndag i fasten. Vi befinder os i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro nær Parken i København. Øjet drages mod altertavlen, hvor Jesus stiger til himmels omgivet af to knælende engle. Typisk Carl Bloch, som netop i denne tid kan studeres på Statens Museum for Kunst. Mormonerne bruger ham flittigt i Salt Lake City og i deres pamfletter. Jeg har været mindre optaget af ham, men udstillingen åbnede mine øjne for hans udtrykte lidenskab, smerte og store følelser.
Sognepræst Mia Rahr Jacobsen sparede indgangsbønnen og indledte i stedet med de meddelelser, der plejer at komme efter prædikenen – om dagens indsamling og de kommende arrangementer. God idé, som andre kan lære af.
Derefter bedeslag.
Første salme var Holger Lissners gendigtning af den svenske lovsang ”Måne og sol”. Efterfulgt af epistlen, hvor Paulus fordømmer skamløshed, tåbelig snak og overfladisk vid: ”Lad ingen føre jer bag lyset med tomme ord.” Ak, hvor evigt aktuelt! Dermed er gudstjenesten godt i gang.
Næste salme var lige så ukendt som den første: Jørgen Gustava Brandt og Matti Borgs ”Al vækst er bøn”, hvor der varmes op til dagens barnedåb med versene: ”Vi ser hos barnet, selvforglemt / i leg: At håbe er at hoppe! /I håbet svinder selvisk ynk, / syng med, det holder modet oppe. / Det er som mælkebøttesaft, /der spirer op igennem broen; / vi tror, det er det kristne håb / der gyder liv i kristentroen.” Det er en dejligt nutidig tekst.
Salmevalget var spændende med hele tre fra Kirkesangbogen, det vil sige salmer, der ikke står i den autoriserede salmebog. Mest kendt af de tre var Ingemann og Carl Nielsens vemodige kærlighedsdigt ”Tit er jeg glad og vil dog gerne græde”, som kendes fra Højskolesangbogen.
Evangeliet var Lukas' komplicerede historie om Jesus, der fordriver en dæmon og får en stum til at tale. Folkeskarerne provokeres af hans godhed og beskylder ham for at være i ledtog med ”dæmonernes fyrste Beelzebul”, altså med Satan selv. Men Jesus henviser til, at Satan vel ikke på den måde kan være i splid med sig selv, for ”ethvert rige i splid med sig selv lægges øde…”. Og han spørger polemisk: ”... Hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så?”. Den fordrevne ånd vil jo flakke om og søge tilbage medbringende syv andre ånder. Den skal mødes med styrke, for ”den, der ikke er med mig, er imod mig”.
Mia Rahr Jacobsen udlagde teksten fint og fortalte, at hun samme uge havde spurgt sine konfirmander (hvoraf mange var i kirke), hvad de hæftede sig ved i teksten. Et af svarene kredsede om, at det onde vender tilbage, så det, der skader os, hænger fast. Ligesom rigerne i splid med sig selv, der lægges øde. ”Krigen er et virkelighedsnært billede på det, der kan ske i et menneske,” sagde hun og fæstede sit håb til dialogen og til det lys, der kommer efter mørket. Som i episteltekstens ord om at leve som lysets børn.
Koret sang uendeligt smukt til klaverakkompagnement. På grund af sygdom var det en dygtig vikar, der spillede på klaveret og orglet.
Så var det tid til Grundtvigs ”Sov sødt, barnlille”, før lille Nora skulle døbes. Hun græd, da hun fik vand på hovedet, men lille fætter Arthur løste problemet, da han rakte op og fik fat i hendes fingre. Når hun kunne se ham, standsede gråden. En dejlig fætter at have.
Det bedste vers er det næstsidste: ”Da drypper som duggen / der manna på vuggen / til barnet på jord / fra englenes bord, / du finder med smil det i morgen; / og klarøjet brat / du siger godnat / til tvivlen og frygten og sorgen.” Det har jeg brugt som godnat-vers utallige gange.
Så var det igen Ingemanns tur med ”Nu titte til hinanden de favre blomster små / de muntre fugle kalde på hverandre.” Ornitologer vil vide, at fuglenes sang udtrykker det modsatte – ”hold jer væk, her bor jeg”. Men det bliver salmen ikke mindre bevægende af.
Før altergangen bad vi Fadervor for anden gang, før tre store alterhold fik brød og vin, mens koret sang ”Hil dig, Frelser og Forsoner”.
Til slut Johannes Johansen og Morten Ryelunds herlige ”Tænk erantis, at du gider, / her i disse ulvetider, / halvt sagtmodig, halvt forvorpen, / kigge op igennem skorpen. / Gennem sne og frost og skidt, / har du dig møjsom'ligt stridt, / ser med evangelisk trods / gennemtrængende på os.”
”Forvorpen”! Herligt gammelt ord, der betyder fræk. Og herligt med alle de nye salmer, som fortsætter vores rige salmetradition.
Det var en gudstjeneste med alt tilhørende: nye og gamle salmer, god prædiken, dåb og nadver – og lille Nora og fætter Arthur som naturlige midtpunkter.
Gudstjeneste i Sankt Jakobs Kirke på Østerbro i København søndag den 12. marts, den tredje søndag i fasten. Prædikant: Mia Rahr Jacobsen.