Deres præst har skarpe meninger om corona-vacciner. Nu er sognebørnene splittede

I Svanninge Sogn har sognepræst Therese Strand Kudajewski fået både tilhængere og modstandere efter sine opsigtsvækkende ytringer

Michael Marcher er som tilflytter tilfreds med sin nye tilværelse i Svanninge, men bekymret om sognepræstens ytringer vil skabe splid i sognet.
Michael Marcher er som tilflytter tilfreds med sin nye tilværelse i Svanninge, men bekymret om sognepræstens ytringer vil skabe splid i sognet. Foto: Leif Tuxen.

Den gulkalkede Svanninge Kirke ligger med en udsigt over de bølgende Svanninge Bakker, og på kirkegården får solens stråler de nyplantede krokus til at lyse op.

En ældre dame går i rask tempo tværs over kirkegården og kommenterer smilende på det forårsagtige vejr. Men hun bliver pludselig tankefuld, da samtalen falder på hendes sognepræst:

"Jeg synes, hun fortjener et klap på skulderen," siger kvinden, der ikke ønsker at stå frem med navn.

"Hun har måske ytret sig lidt for skarpt, men hun taler om noget, der ligger mange på sinde. Jeg er selv modstander af vaccinen, men følte mig tvunget til at tage den. Ellers ville mine børn ikke se mig. Så jeg føler, at Therese taler min sag," siger hun og fortsætter sin spadseretur.

Beboerne i Svanninge Sogn ved Faaborg er enige om, at deres sognepræst, Therese Strand Kudajewski, er både sød, imødekommende og engageret. Der var derfor mange, der blev chokerede over en række vaccine-kritiske Facebook-opslag, hvor deres sognepræst sammenligner de nutidige forhold i Danmark med Nazi-Tyskland og advarer om, at vaccinerende læger kan blive gjort til mordere.

"Det er i hvert fald ikke særligt samlende," siger biolog Michael Marcher foran Dagli'Brugsen.

Michael Marcher er netop flyttet til sognet og har fulgt sagen gennem medierne:

"Det er ikke noget galt i, at hun giver en stemme til dem, der er bange for vaccinen. Men hun glemmer, at der også er folk, der er bange for corona og støtter op om vaccinen," siger Michael Marcher.

Her ses Svanninge Kirke, hvor Therese Strand Kudajewski er sognepræst.
Her ses Svanninge Kirke, hvor Therese Strand Kudajewski er sognepræst. Foto: Leif Tuxen

Flere af Dagli'Brugsens kunder har en holdning til sognepræsten:

"Jeg synes simpelthen, at hun skal holde sig ude af debatten. Især med hendes position," siger en dame med lyserødt mundbind og favnen fuld af køkkenruller.

“Vi blev chokerede. Det er ikke ligefrem nogle ytringer, vi kan støtte op om,” siger en anden kunde, der iler videre.

De fleste af Svanninges beboere, som Kristeligt Dagblad har talt med, har kun kendskab til sagen gennem medierne. Men folkeskolelærer Carsten Møller Jørgensen har med egne øjne set flere at de opsigtsvækkende Facebook-opslag, som siden er blevet skjult:

"Det er ikke hendes holdning til vaccinen, der generer mig. Fred være med den. Det var hendes angreb mod lægerne og hendes sammenligninger med holocaust,” siger Carsten Møller Jørgensen, som også er kirkegænger og suppleant i menighedsrådet i Svanninge Sogn.

Carsten Møller Jørgensen bor med sin hustru på en gård i Millinge, som har været i slægtens eje siden 1784. Og gennem otte generationer er slægtens familiemedlemmer draget til Svanninge Kirke til søndagsgudstjenester, dåb, konfirmationer, bryllupper og begravelser. Det er slut nu - eller i hvert fald sat på pause:

”Jeg kommer ikke i kirke og lytter til hendes prædikener lige med det samme. Hun siger selv, at hun har ytret sig som privatperson, men det er ikke rigtigt,” siger Carsten Møller Jørgensen, og henviser til et opslag fra den 18. december 2021. Her skriver Therese Strand Kudajewski, at hun "som præst siger fra, og taler systemet imod" og opfordrer folk til at løse sognebånd og følge med hende i en valgmenighed.

Carsten Møller Jørgensen forklarer, at man i sognet havde store forventninger til Therese Strand Kudajewski, da hun for halvandet års tid siden overtog embedet, da den forrige præst gik på pension:

”Hun var et frisk pust og virkede imødekommende og venlig. Vi var meget positive,” siger Carsten Møller Jørgensen.

Men da Carsten Møller Jørgensen i starten af januar læste præstens sammenligning mellem forholdene under corona med forholdene i Nazi-Tyskland, mistede han tiltroen til Therese Strand Kudajewski.

"Jeg underviser i holocaust og har taget flere klasser på besøg i tidligere koncentrationslejre. Så jeg finder sammenligningen fuldstændig uanstændig, og en hån mod ofrene under holocaust, " siger Carsten Møller Jørgensen.

Et lægepar i sognet, der foretrækker ikke at stå frem med navn, havde også store forventninger til Therese Strand Kudajewski.

"Hun var sød, fremkommelig og talte godt. Især de ældre kirkegængere var glade for, at hun talte så tydeligt," siger manden.

Lægeparret blev derfor chokeret, da de i Kristeligt Dagblad kunne læse, at sognepræsten sammenstillede danske læger, der vaccinerer, med mordere:

”Min mand er én af de læger, hun omtaler på den måde,” siger konen.

"Vi læger respekterer jo dem, der ikke ønsker at blive vaccinerede," tilføjer manden.

Ligesom skolelærer Carsten Møller Jørgensen mener de to læger, at Therese Strand Kudajewski skulle have haft mere omtanke for det ansvar, der ligger i præsteembedet. Parret vil forsætte med at benytte kirken, men de er bedrøvede over en sag, som kan skabe splid i sognet:

”Vi kan kun håbe på, at hun trækker sine ytringer tilbage,” siger konen.

Therese Strand Kudajewski har holdt lav profil siden hun deltog i en demonstration i Odense mod regeringens coronahåndtering. Hun har ikke svaret på Kristeligt Dagblads anmodninger om et interview.