Den 13. oktober fylder Per Holm 80 år. Efter tre måneders - kedelig - pension grundlagde han for 12 år siden den landsdækkende bedemandsforretning BedreBegravelse sammen med sine to sønner. Derfor har han naturligvis besluttet, hvad der skal ske, når han dør.
"Jeg skal kremeres, og asken skal strøs i Storebælt, hvor jeg har tilbragt meget tid som fritidsfisker. Jeg synes, de danske kirkegårde er smukke, men jeg vil hellere have, at mine pårørende mindes mig, når de kører over Storebælt. På den måde skal jeg ikke ligge og rådne i jorden, og jeg er heller ikke til besvær for dem."
I løbet af det seneste århundrede har flere og flere danskere valgt kremation, og sidste år blev 90 procent øst for Storebælt kremeret, mens det i vest gjaldt 82 procent, viser tal fra Danske Krematoriers Landsforening ifølge Berlingske.
Det skyldes urbanisering, og at der i dag ingen teologiske indvendinger er mod at blive kremeret. Til at begynde med var kirken ellers ikke helt tryg ved denne nye idé, siger Kurt E. Larsen, der er professor på Menighedsfakultetet.
"Det er gammel kristen skik, at man jordfæster liget. Helt tilbage til de gamle katakomber i Rom, har man værnet om de dødes legemer og vidst, hvor de var, så legemet kunne opstå. Først i slutningen af 1800-tallet begyndte man at foretage de første kremationer I Danmark."
Helt præcist i 1886. I 1892 blev ligbrænding så godkendt ved lov, og i begyndelsen af 1900-tallet begyndte folkestemningen at vende, siger Vibeke Sonntag Larsen, der er sekretariatschef for Landsforeningen Liv og Død - er en udløber af Dansk Ligbrændingsforening.
"Flere prominente personer blev kremeret, og det var med til at at øge populariteten. Det var højtuddannede og læger med fokus på hygiejne, der først fandt på at kremere lig. Man frygtede, at kirkegårdene, der havde ry for at være uhumske og have dårlige jordforhold kunne sprede sygdomme."
Første gang, der var lige mange kremerede og begravede, var i 1976.
"Året inden kom en ny begravelseslov, som sidestillede kremering og jordbegravelse," siger Vibeke Sonntag Larsen.
"I starten var der modstand. Der var en periode, hvor præster slet ikke måtte medvirke, hvis den døde var kremeret. Så blev det sådan, at de måtte, men ikke var forpligtet til det, indtil præster til sidst skulle medvirke. I dag tror vi på kødets opstandelse, men det er lige så stort et mirakel, om man opstår af jord eller aske," supplerer Kurt E. Larsen.
At der i lang tid var en markant forskel mellem øst og vest, når det kom til kremering, skyldes, at man bevarede traditionerne i vest, mener han:
"På landet blev man begravet i sognets kirke, måske på et familiegravsted, hvor familien ofte kom forbi. I byerne, hvor man dårligt ved, hvilket sogn man hører til, og hvor man ikke har et bånd til kirkegårdene, har det længe været billigst og mest praktisk at blive kremeret."
I takt med at flere flytter langt væk fra deres barndomsby i løbet af livet, er det også blevet sværere at passe et familiemedlems gravsted, og vil man have nogen til det, koster det penge, siger Kurt E. Larsen.
Derfor er det nemmere at vælge en urne og måske en plads på de ukendtes fællesgrav, siger også bedemand Per Holm.
"Det er en form for beskedenhed. Når børnene måske er flyttet langt væk, vil man ikke være til besvær. Det hører jeg ofte."
Stigningen i antallet af kremationer herhjemme, skyldes ifølge formand for Danske Krematoriers Landsforening, Tom Olsen, også arbejderbevægelsens fremmarch.
"Det store ryk sker i 1950’erne og 60’erne, hvor Dansk Ligbrændingsforening opfinder et system, hvor lønmodtagere kan betale løbende til deres kremering. Samtidig slog fællesgraven igennem, så flere begyndte at blive begravet anonymt på en plæne. Det var den billigste måde at komme herfra; en kremering og så en askefællesgrav bagefter."
Når man ser stadig flere kremationer, skyldes det ifølge Tom Olsen, at danskerne bliver mindre troende og traditionsbundne. Derfor er det også øst for Storebælt, at vi ser flest kremationer, fortæller han.
"Der, hvor kremeringsandelen er steget mest de senere år, er dog i Jylland."