Der er langt derud. Når jeg kører over Hygum bakke, ser jeg hele forlandet, der udgør Harboøre Tange ligge smalt og skyindhyllet mellem hav og fjord.
Herude har naturens kræfter og havets rasen lært befolkningen, at døden ikke kan gemmes væk fra livet. Da jeg kommer i god tid til Harboøre Kirke, må jeg lige hen til mindestenen, der fortæller om de 26 fiskere, som omkom samme nat i 1893 på Vesterhavet og gjorde næsten lige så mange kvinder til enker og mange flere børn faderløse i det fattige fiskersamfund.
Fire år senere gik det galt igen, da redningsbåden gik ud, men kæntrede, og alle 12 mænd i båden i løbet af en skæbnesvanger nat skyllede ind på kysten, nogle endnu i live, men ingen stod til at redde.
Men da jeg sidder i Harboøre Kirke sander jeg, at jeg bruger forkerte ord i mit hoved. Det er hverken derude eller herude. Det er her i denne kirke omringet af sin kirkegård, at Harboøreboerne har hjemme.
Sidemanden på kirkebænken kan fortælle mig, at han kan føre sin slægt generationer tilbage her. I dag er det ikke mere farligt at bo i Harboøre end i Holstebro, men historien og arven klinger med fra dengang, Carl Moe holdt sine vækkelsesprædikener på dette sted. Der synges drop-in-lovsange de sidste 10 minutter, før gudstjenesten går i gang, og menigheden glider ind på plads og synger straks med. Sangene ses tydeligt oppe på de hvide vægge, hvor også alle salmer kommer op i gudstjenesten.
En mand er mødt ind tidligt for at lægge sangene, salmerne og – skal det vise sig – præstens prædikenbilleder ind på pc’en, som han så betjener. 100 mennesker er på plads, da præsten og organisten og kirkesangeren kommer frem fra Thyborøn, hvor de har haft tidlig gudstjeneste.
Sognepræst Karsten Christensen lægger i sin prædiken ud med at påpege, at de tre tekster til fjerde søndag i advent er som tre klart brændende julelys. Og hvor har han ret. Både Esajasteksten og Filipperbrevsteksten ”Glæd jer altid i herren” og Johannesteksten, hvor Johannes svarer de udsendte: ”Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig...” fortjener hver sin prædiken. Jeg kender det og har ofte haft dårlig samvittighed, når jeg for overskuelighedens skyld overspringer både den gammeltestamentlige tekst og epistelteksten for at fokusere på evangelieteksten.
Det gør Karsten Christensen ikke. Han går på med krum hals og gennemgår alle tre tekster. Velvalgt lader han ordene fra Esajas: ”hele den vide jord skal se vor Guds frelse” være den røde tråd igennem hele prædikenen. Det får lidt præg af bibelundervisning, men det lykkes alligevel at få forkyndelsen til at gå klart igennem.
Tekstgennemgangene krydres med velvalgte billedfortællinger, og pludselig gør han brug af muligheden for at vise billeder på væggen. Først billedet af sit eget håndhuggede og håndslebne trækors, hvor årerne midt inde i korsskæringen viser et tydeligt hjerte. Sådan kan mennesket, der søger, finde julens frelse og dermed julens glæde og fred.
Senere viser han en detalje fra Matthias Grünewalds Isenheimalter, hvor Johannes Døberen peger på Jesus, mens han siger: ”Jesus skal blive større, jeg skal blive mindre.” Og præsten slutter med at ønske, at julen må betyde, at Jesus med sin forvandlende kraft må blive større i os, så Jesu ord og tanker fylder mere, og vore egne ord og tanker fylder mindre.
Salmevalget bærer præg af, at Harboøre Kirke som mange andre kirker fordeler alle adventssalmer ud over de fire adventssøndage, og her er vi nået til resten, som menigheden synger højt og godt med på. Præsten fremhæver i sin prædiken især salmeteksten fra ”Lyslevende fra Himmerig”, om at Gud er med os, ikke imod os:
”Lyslevende kommer han vist/ engang for hver mands øje./ Lyslevende trods hvert et nej,/ hans røst på jord sig baner vej/ med toner himmelklare.”
Under altergangen blev der igen sunget lovsange fra Indre Missions "Sange og salmer". Alle kunne synge med, da sangene stod på væggen på vej op mod alteret. Her var sange med flotte billeder af hav og storm og sikker havn, der passede til Harboøre. Men jeg blev alligevel glad for kvaliteten i salmerne i vores salmebog.
I forlængelse af gudstjenesten blev menighedsrådsformanden fejret, fordi han havde siddet 30 år i menighedsrådet, og det blev understreget, at også han havde bidraget til, at Indre Mission og kirken er så tæt forbundet og arbejder så godt sammen.
Jeg ville give fem stjerner, men en stjerne falder fra, så det bliver kun fire, fordi Børnekirken med forældre havde fundet hen i missionshuset for at holde ”børnenes juletræ”. Jeg havde ellers sådan glædet mig til at fortælle om en kirke, hvor alle generationer fylder godt op i kirken. Sådan er det normalt i Harboøre Kirke.
Gudstjeneste i Harboøre kirke i Vestjylland den 18. december, fjerde søndag i advent. Sognepræst: Karsten Christensen. Organist: Jette Bro.