Den første valgrunde i bispevalget i Roskilde Stift er i gang, og man bevæger sig dermed ind i en afgørende fase. Om tre uger står det klart, om der allerede da vil være fundet en ny biskop blandt de fire opstillede, eller om de to kandidater, der får flest stemmer, skal videre til en ny valgrunde, der løber fra den 25. maj til den 5. juni.
Hvis du spørger kandidaterne er der gode grunde til, at det bør blive dem frem for de andre, men hvor stor betydning har det egentlig for den almene borger, hvem der bliver det nye overhoved i det prominente stift, der også er landets største?
Ifølge eksperter er der gode grunde til, at man bør gå op i, hvem af de fire bispekandidater, der skal tage over i Roskilde Stift efter Peter Fischer-Møller, der går på pension til august.
Det siger blandt andre professor og dr.theol. ved Menighedsfakultetet Kurt E. Larsen.
"Det har fået større betydning i de senere år, hvem der er biskop, og det er nok på grund af det generelle kommunikations- og mediebillede. Der er tendens til, at man kigger til ledelsen, og det vil sige biskoppen, når man vil vide, hvad den danske folkekirke mener."
Han ser også et skifte i forhold til, hvor meget folkekirkens og dermed biskoppernes mening fylder i samfundet. For år tilbage ville man ikke have bekymret sig om, hvad folkekirken mener om for eksempel flygtninge, krigen i Ukraine eller klima, siger Kurt E. Larsen:
"Det ligger heller ikke i embedet, at biskoppen skal have meninger om alt muligt. En dansk biskop skal føre tilsyn med præster og menigheder og sikre, at det ikke lokalt stikker af i en retning, der ikke er evangelisk-luthersk. I andre lande udtaler de religiøse ledere sig, og paven i Rom er nok det bedste eksempel. Han har altid udtalt sig meget om politiske spørgsmål, og så er der lidt kommet en forventning om, at folkekirkens biskopper også må have en mening. Man glemmer nok, at den katolske kirke er topstyret, mens folkekirken er styret nedefra."
Også Peter Lodberg, der er professor i systematisk teologi ved Aarhus Universitet, mener, at det har betydning for danskerne, hvem der bliver valgt som ny biskop.
"Det er altid interessant, hvem andre stifter vælger som deres biskop, fordi det siger noget om stiftets karakter, og dermed også om dets bidrag til folkekirken, som det udgør 10 procent af (der findes 10 stifter, red.). Når offentligheden spørger, hvem man skal ringe til for at ringe til folkekirken, så er det blevet mere og mere almindeligt at ringe til biskopperne, selvom de teologisk set ikke er stiftets talspersoner," forklarer professoren.
For den almene dansker har valget af biskop betydning i den forstand, at biskoppen på lige linje med for eksempel en borgmester eller regionsrådsformand bliver borgernes repræsentant i samfundet, tilføjer Peter Lodberg.
"Særligt i en mediebåret virkelighed er det største spillerum, man har som biskop, at deltage i den offentlige debat. Det er selvfølgelig op til biskoppens eget ønske og formåen, men hvis en biskop tør stå på mål for sine holdninger, møder han eller hun ikke kun medløb, men vækker også kritik. Det er i det krydsfelt, den almene borger har mulighed for at spørge sig selv, om biskoppen repræsenterer det præg, man ønsker at sætte på folkekirken," siger han og tilføjer:
"Det er også vigtigt for den almene borger, at biskopperne kan samarbejde med hinanden på tværs af landet om at holde Kirkeministeriet og andre relevante myndigheder ansvarlige i spørgsmål, som angår os alle, eksempelvis dåbsritualet."
Rasmus H.C. Dreyer, adjunkt i kirkehistorie på Københavns Universitet, mener på den ene side, at valget af en biskop har langt størst betydning for stiftet.
"Men på den anden side har biskopperne fået en mere og mere offentlig stemme, og der er en skærpet opmærksomhed på biskoppernes holdninger. Vi kan også se, at valgene bliver mere og mere profilerede og medialiserede, og man spørger derfor også kandidaterne, hvad vil de sige i forhold til politiske spørgsmål. Offentligheden interesserer sig for, hvem de vil være som spidser for kirken, selvom de formelt set ikke er dette. Offentligheden har altså en anden interesse end dem, der faktisk skal stemme," siger han og peger på, at kandidaterne alle slår på traditionelle pointer, som at det er menighedsrådene, der er folkekirkens egentlige repræsentanter.
"De appellerer til den store brede del af folkekirken, som især findes ude på landet. Så det handler ikke kun om at komme med nye visioner og sige se mig, jeg vil være et fyrtårn i samfundsdebatten, for selvom offentligheden forventer det, så forventer menighedsråd og præster måske mere en lidt forsigtig type, der vil lytte til dem og fremhæve dem som kirken."