Er det bare mode, eller er det satanisme, når en tøjproducent sætter et omvendt kors på en T-shirt? Og findes der overhovedet en djævel, der kan være genstand for dyrkelse?
Sådanne spørgsmål opstod for nylig, da tøjproducenten Bestseller valgte at sætte et omvendt kors på T-shirts til unge piger. Og selvom Bestseller forsikrede om, at det ikke var intentionen at støde nogen, rullede sagen i flere medier.
Sagen afspejler samfundets i dag afslappede forhold til ting, der symboliserer eller peger hen imod det onde, vurderer flere teologer. Hvor befolkningen tidligere har næret en stor frygt for Djævelen, er der igennem historien sket et skifte i, hvordan vi opfatter Guds modstander, fortæller kirkehistoriker Nils Holger Petersen, lektor på Københavns Universitet.
Både i oldkirken og i middelalderen har man på baggrund af nytestamentlige og generelle forestillinger set Djævelen som en figur, der blev opfattet som meget reel. Det viste sig blandt andet gennem ritualer for eksorcisme. Først i 1700-tallet og efter Reformationen blev den opfattelse udfordret af rationalismen, og Djævelen blev efterhånden ikke i samme grad opfattet som noget konkret fysisk, man skulle befries fra. I dag tror jeg, de færreste har konkrete fysiske forestillinger om en djævel, vurderer Nils Holger Petersen.
Spørgsmålet om, hvorvidt Djævelen er en reel fysisk magt eller blot et symbol på det onde, er dog til stadighed en diskussion blandt landets teologer. Professor emeritus i teologi ved Aarhus Universitet Kirsten Nielsen, som har forsket i satanskikkelser i Bibelen, er ikke i tvivl om, at Satan er en reel magt:
For mig at se er Satan en virkelig kraft, men det sprog, der bliver brugt om Satan, er et billedsprog. Satan er ikke en djævel med hestehov og horn i panden, men en kraft, der kan manifestere sig på mange forskellige måder, for eksempel i bitterhed, had, vold og misundelse. Det er alt sammen djævelskab, der nedbryder fællesskabet mellem mennesker og fællesskabet med Gud. Og derfor beder vi om, at Gud må fri os fra det onde og den onde, som der står i fadervor, påpeger Kirsten Nielsen og oplyser, at man i fadervors græske grundtekst ikke kan se, hvorvidt der skal oversættes med den onde eller det onde men selv mener hun, at man oprindelig har forestillet sig den onde.
Også biskop i Lolland-Falster Stift Steen Skovsgaard oplever Djævelen som et reelt åndsvæsen, og det bekymrer ham, når flere og flere ting i samfundet afspejler en fornægtelse af Djævelens eksistens.
For nylig så jeg i lufthavnen en gruppe unge med sataniske T-shirts og tatoveringer med dødningehoveder. Der eksisterer en dyrkelse og fascination af ondskab, som jeg bestemt ikke bare ser som uskyldig. Mange vil formentlig ikke anerkende Djævelens eksistens, men hvis man ikke gør det, er det som at bevæge sig rundt i et mørke med nogle farer, man ikke tror er der. Man er ikke klar over, at man har brug for et værn.
Værnet findes ifølge biskoppen i forsagelsen af Djævelen og troen på Jesus Kristus, som en gang for alle har besejret Satan. Men anerkender man hverken en djævel eller en gud, har man ingen forudsætninger for at kende til farerne ved Djævelen og så bliver man sårbar, påpeger Steen Skovsgaard.
Der er en frygtelig dragen ved ondskab, som gør, at man kan fristes til at opsøge og lege med ukendte kræfter for eksempel gennem et spil som ånden i glasset. Men netop ånden i glasset er en måde at påkalde sig nogle åndskræfter på eller i hvert fald sige, at man gør det og derfor skal man ikke undre sig, hvis den onde herefter får en magt over en, som man ikke synes, man kan styre. Og netop derfor er det vigtigt at holde fast i forsagelsen, påpeger Steen Skovsgaard.
Samtidig understreger han, at Djævelen ikke skal have for meget opmærksomhed:
Man skal ikke gøre det okkulte eller Djævelen til et interessant fænomen, som man skal dyrke eller nære overdreven frygt for. Evangeliet fortæller, at Djævelen rent faktisk er overvundet han vil bare ikke være ved det.
Ikke alle teologer vil dog tale om Djævelen som en åndsmagt, der udspringer af et reelt væsen. Sognepræst i Hårslev og tidligere generalsekretær ved Dialogcenteret Tom Thygesen Daugaard er en af dem, der har svært ved at tro på Djævelen som en personificeret magt.
Personligt hælder jeg til at sige, at Djævelen primært er et symbol, men man kan aldrig vide. Og man skal passe på med at sige, at det onde bare er noget, der er i mennesket, altså synden. For der er noget ved ondskaben, der ikke kan forklares væk. Men jeg har svært ved at tro, at Satan er en ånd, der svæver et eller andet sted. Jeg tror, Djævelen bor i hjertet, siger Tom Thygesen Daugaard.
Heller ikke sognepræst Anni Albæk ved Møllevangskirken i Aarhus er en af dem, der tror på Djævelen som en personificeret magt.
Når vi taler om Djævelen, er det en måde at tale om det onde på. I virkeligheden kunne man også sige hun eller den. Ordet Djævelen er et en metafor for noget andet. Personligt tror jeg ikke på, at Djævelen er en person, men det vil der være delte meninger om i kirken. Jeg selv opererer med, at det onde ikke er villet af Gud, og at det meningsløst og uforklarligt, siger Anni Aalbæk.
Hun mener dog, kirken er forpligtet på at beskæftige sig med ondskaben, og derfor havde Møllevangskirken indtil for nylig planer om at holde en gudstjeneste den 11. juni under overskriften Fandens fødselsdag. På grund af praktiske problemer blev arrangementet aflyst, men kirken har planer om at holde et lignende arrangement næste år, fortæller Anni Aalbæk. Formålet er at holde en gudstjeneste, hvor der bliver taget livtag med det onde, blandt andet igennem heavy metal-musik og bibelske tekster om smerte og død.
Arrangementet er et eksempel på, hvordan man som folkekirke kan beskæftige sig med det onde et emne, det er vigtigt, at kirken kommer omkring, mener Svend Andersen, professor i systematisk teologi ved Aarhus Universitet. Han understreger samtidig, at Djævelen er en reel eksistens, der skal advares imod.
Man kan spørge sig selv, om vi har gjort nok i undervisningen og uddannelsen af præster på området. Djævelen er et meget væsentligt emne at diskutere med kommende præster og en af de ting, teologer bør fortælle om til det omkringliggende samfund. Man spørger så ofte, om kirken skal tilpasse sig tidens tendenser. Nej, mener jeg. Den skal gøre det modsatte. Den skal sige de ting, der ikke bliver sagt, og en af de ting er, at Djævelen er en realitet, som man skal tage alvorligt. Djævelen er en ødelægger, der fører mennesker i fordærv, påpeger han.
Tendensen i samfundet går dog ifølge Svend Andersen i retning af en forfladigelse af de alvorlige ting såsom livet, døden, kærligheden og ondskaben.
Kærlighed bliver gjort til sex og porno, og døden bliver gjort til underholdning. Det samme med ondskab det hele bliver gjort til underholdning. Og så er det svært at gøre tanken om det djævelske gældende på en seriøs måde. En af kirkens store udfordringer er at tale om de alvorlige ting. Og sagen er den, at når mennesker virkelig bliver berørt, ved de jo godt, at overfladen ikke holder. De forældre og pårørende til de unge mennesker, der blev dræbt i Norge, ved godt, at der er noget, som hedder ondskab og dæmoni. I en sådan situation erfarer man, at man bliver nødt til at have rammer og ord, der udtrykker den alvor, der er i for eksempel ondskab, mener Svend Andersen.
Om Djævelen er en den eller en det, kan han dog ikke svare på. Men han mener helt klart, at Djævelen er en reel magt, der er i stand til at påvirke mennesker.
I dag er der sikkert ikke mange, der tror på Djævelen som en reel åndsmagt, men der mener jeg, man tager grueligt fejl. Jeg tror desværre, det er et tegn på, at Djævelen har stor succes for tiden med at narre folk til ikke at tage ham alvorligt. Men det skal man, understreger Svend Andersen.
Samme melding kommer fra cand.theol., forfatter og undervisningskonsulent i Indre Mission Carsten Sprint Korsholm Poulsen:
Der er ingen tvivl om, at Satan har det bedst, hvis man ikke tror på ham, og han således kan arbejde i det skjulte. Lige siden Edens Have, hvor han kom under dække af en slange, har han hele tiden prøvet at arbejde under dække. Så jo mere vi griner ad ham og betragter ham som noget forhistorisk, og jo mere uskadelig vi tror, han er, desto farligere bliver han for os.
Samtidig understreger Carsten Sprint Korsholm Poulsen dog, at der er én, det er vigtigere at tro på end Satan:
Det er farligt ikke at anerkende Djævelens eksistens, men det farligste er, hvis man ikke anerkender, at Jesus eksisterer. For kun igennem ham kan den onde overvindes. Jesus er derfor den bedste modgift mod ondskaben.