Kan man være kristen, uden at ville dø for sin tro?
Frederikke Vestergaard, tidligere missionær i Mission Afrika, 81 år
Jeg er villig til at dø for min tro. Det er 10-15 år siden, jeg skrev under på, at hvis jeg døde i Nigeria under mit arbejde som missionær, skulle jeg begraves derude. Det er altså ikke uden fare, jeg har været afsted alle de gange, jeg har, og jeg har også mødt røvere på min vej.
Hvis jeg fik mulighed for at rejse ud igen i december, så ville jeg gøre det. Jeg er blevet meget tæt knyttet til de mennesker, jeg har arbejdet blandt de sidste 30 år. De fleste af dem har været meget fattige, og jeg har kunnet hjælpe dem med penge, tøj og medicin. Og så har jeg kunnet være der for dem. Det var det hele værd at risikere mit liv for at hjælpe andre mennesker i Guds ånd. Men jeg tror ikke, man rigtig kan svare på, hvad man egentlig vil dø for, før man står i en livsfarlig situation. Engang kom jeg forbi en ung kvinde, som lå midt på vejen i Nigeria. Hendes lille barn var løbet ud foran en stor lastbil, og hun var sprunget ud, grebet barnet og kastet det ind i rabatten. Hun gav sit eget liv for at redde sit barn. Der gik det op for mig, at man ikke nødvendigvis kan forudse, hvad man vil dø for. Men kommer jeg i tvivl, husker jeg mig selv på et enkelt spørgsmål:
"Kan man overhovedet være kristen uden at være villig til at dø for sin tro?"
I livet stilles vi hele tiden over for svære valg. Når jeg er villig til at dø for min tro, betyder det også, at jeg gennem hele mit liv har spurgt mig selv:
"Gør jeg det, jeg selv har lyst til, eller det, som jeg ved, en anden har brug for fra mig?"
Det har altid været med en vis bæven, at jeg er rejst ud i verden, men samtidig også med et fastgroet håb om, at det nok skulle gå alligevel. Det er gået så mange gange. Følelsen af, at Gud altid har været der for mig, har været en hjørnesten i mit arbejde. I begyndelsen af mit arbejde som missionær sagde jeg til ham:
"Sådan som jeg har det lige nu, bliver du nødt til at arbejde for mig, fordi jeg ikke selv har, hvad der skal til."
Det lyttede han til. Jeg tror, han gav mig en ekstra portion af Helligånden. Det var så stærk en oplevelse for mig, at jeg vidste, at med ham ved min side kunne jeg alt.
"Når håndgranaten lander, ved man, hvad man er villig til at dø for"
Niels Klingenberg Vistisen, tidligere udsendt til Kabul og Helmand, historiker, 42 år
De gange, jeg har været udsendt, har jeg været villig til at risikere mit liv for retfærdighed og for kampen mod Taleban, undertrykkelse og terrorisme. Jeg troede på det, jeg gjorde. Der var en højere sag. Jeg ville gøre det samme i dag, men min risikotærskel er anderledes, fordi jeg har en familie og små børn. Da jeg tog til Afghanistan, var jeg godt klar over, at risikoen for at dø eller blive dræbt var høj. Dermed accepterede jeg implicit, at jeg var villig til at dø, men jeg troede stadig på, at jeg kunne gøre en bedre forskel ved ikke at dø. For jeg kunne ikke sige, at hvis jeg døde, så var der noget, der blev bedre. Men det er i virkeligheden en beslutning, som man tager på et splitsekund. Det er, når håndgranaten lander, og man fortæller sig selv, at hvis jeg kaster mig ned over den, så redder jeg tre andre. Det er ikke noget, man fintænker hjemmefra.
Det er lidt en anden måde at dø på, end hvis man bruger flere måneder på at dø med sygdom i kroppen, eller som Jesus, der døde på korset og ofrede sig, for at befri mennesker for synden - han vidste, det førte noget stort med sig. I dag er jeg villig til at dø for min familie. Det er også noget, man spøger lidt med blandt soldaterkammerater: Når en mand har en familie, så er det ikke nok at føle sig heldig. Man tager færre chancer, når man har hustru og børn derhjemme.
Min far mig lov til at dø for sagen. Det var meget frigørende for mig. Vi har et meget underligt forhold til døden. Det er det eneste, vi med sikkerhed kan sige kommer til at ske i vores liv, men vi har ikke lyst til at se det i øjnene.
Det er også det, der gør, at soldater kaster sig over håndgranater for at redde deres kammerater. De er blevet til en familie. Hvis ikke de er som en familie, så gør man det heller ikke. Når jeg på et tidspunkt skal dø i en kamp for at forsvare Danmark, så er det ikke for Ukraine og Afghanistan, så er det for Danmark, og så er Danmark i den situation blevet til min familie. Jeg vil gerne tage til Ukraine og slås for at redde Ukraine, men jeg er ikke villig til at dø. Jeg er klar over, at risikoen er der, men det er noget, jeg helst vil undgå. Som den amerikanske general Patton sagde i en meget berømt tale i 1944, så skal soldater slet ikke dø for deres land. Deres opgave er derimod at slå soldaterne fra modstanderens land ihjel. Så kan de dø for deres land, og vi kan leve for vores.
"Hvis man virkelig vil leve, skal man også være klar til at dø"
Lars Møller, jægersoldat gennem 25 år og udsendt i Irak, Afghanistan og Balkan, 59 år
Jeg har altid været villig til at dø for den store principsag. Jeg har været jægersoldat i 25 år, så jeg har ikke kunnet undgå at overveje, hvad jeg er villig til at dø for. Man skal simpelthen have tænkt tanken. Da Al-Qaeda fløj ind i World Trade Center i New York, herskede der for mig slet ingen tvivl for om, at det var så alvorlig en forbrydelse, at jeg ville deltage i en kamp imod det. Jeg så det som ekstremt ondt og forkert. Ikke bare for de mennesker, som mistede livet i tvillingetårnene, men fordi det truede vores verden, vores demokrati, mine børns frihed og måske også deres mulighed for på sigt at få et godt liv. Så jeg var afgjort villig til at dø for at fjerne en terrororganisation som Al-Qaeda fra jordens overflade, og jeg endte også med at være i livsfare flere gange.
I dag er jeg villig til at dø for mine børn og min familie. Derudover er jeg villig til at dø for ting, som helt utvetydigt overskrider mine grænser. Det kunne være min frihed, mit land, måske demokrati. Det er en forpligtigelse - jeg har trænet benhårdt på at løse nogle helt bestemte opgaver for Danmark, og jeg blev jægersoldat, fordi jeg vidste, jeg kunne løse noget, som ikke særligt mange mennesker kunne. Når mit land beder mig om at handle på en sag, så er jeg også klar til at give det, det koster, hvis det brænder på.
Idéen om at være tro mod Gud og sig selv er det smukkeste, jeg kan tænke mig. Det er værd at give sit liv for.
Da jeg fik min søn, overvejede jeg at stoppe som jægersoldat, fordi nu, hvor jeg havde fået et barn, kunne jeg ikke dø mere. Men så luftede jeg idéen for min konservative far, der endte med at sige:
"Men Lars, du kan jo ikke stoppe. Du er jo soldat, det er hele dit liv, og det er også det, der gør dig til den gode far, du er."
Med andre ord gav han mig lov til at dø for sagen. Det var meget frigørende for mig. Vi har et meget underligt forhold til døden. Det er det eneste, vi med sikkerhed kan sige kommer til at ske i vores liv, men vi har ikke lyst til at se det i øjnene. Hvis man virkelig skal kunne leve, så skal man også være klar til at dø. Tanken om at skulle gå før sine kære ind i døden er sørgelig, men angsten for at dø kan meget let blive angsten for at leve.
Det smukkeste, jeg kan tænke mig, er at dø for min tro
Kenneth Kühn, frikirkepræst, arbejder med mission, 53 år
Jeg vil dø for min tro på Jesus. Jeg arbejder med konvertitter fra Iran og Afghanistan, der før var shia-muslimer, og i shia-islam er der en tanke om, at man skal være klar til at ofre sit liv for Gud. I fanatisme er der et eller andet med at manipulere sin dødsangst med angsten for at gå fortabt.
Jeg har meget lyst til at tage afstand fra fanatisme, når jeg siger, at jeg gerne vil dø for min tro. Så vil jeg hellere tage udgangspunkt i begrebet kærlighed: Hvad elsker jeg så højt, at det er mere værd for mig end mit eget liv? Man kan kun eje den kærlighed, hvis man selv føler, man har været genstand for den. Det ligger grundlæggende i kristendommen, at vi er elsket af Gud.
Jeg var ikke særlig gammel, før jeg fik den overbevisning, at jeg er her i livet, fordi Gud vil mig. Da jeg først blev opmærksom på Guds nærvær, fandt jeg et rum, hvor jeg var fuldt accepteret og ikke skulle præstere, men blot være den, jeg i virkeligheden er. Hvis man skal ofre sig selv, så må det være, fordi man giver sit liv for det, som også giver en identitet. Det er nødvendigt, for ellers svigter jeg den, jeg er. Det intuitive svar er, at vi vil dø for vores børn, fordi de er så forbundet med vores identitet. I hvert fald, når de er små, for der oplever vi en eller anden refleksion af den ubetingede kærlighed. Den kærlighed finder jeg i min gudsrelation.
Påskens budskab er, at kærligheden overvinder døden. På den måde kan man sige, at kristendommen tager forskud på døden. Vi bliver døbt til Jesu død, men dermed også til det liv, som har et evigt perspektiv. I den forstand er døden ikke en trussel længere. For mig handler det om troskab og om at dele den kærlighed, jeg selv har været genstand for. Det tror jeg også er en nøgle i forhold til at være klar til at ofre sig. Troskab er en af kærlighedens fineste kvaliteter. Der står et sted i Bibelen om Kong Davids død:
"Da David havde tjent sit slægtled, sov han hen".
Idéen om at være tro mod Gud og sig selv er det smukkeste, jeg kan tænke mig. Det er værd at give sit liv for. Faktisk ville jeg være stolt, hvis der en dag står på min gravsten:
"Han var tro i sit slægtled."
Jeg har været villig til at dø i kampen mod det onde
Merete Engell, sygeplejerske, tidligere udsendt med Læger Uden Grænser, 51 år
Helt simpelt ville jeg i dag dø for min datter. Men hvis jeg ikke havde hende, ville jeg uden tvivl dø for en sag. Det har jeg været villig til tidligere i mit liv, og det vil jeg i et eller andet omfang stadig gerne. Når et menneske blive konfronteret med krig, så bliver man nødt til at tænke over, hvad man er villig til at give sit liv for. Tag for eksempel Anden Verdenskrig. Hvorfor gjorde vi ikke mere opstand? Hvordan kunne man se så mange millioner mennesker blive dræbt i koncentrationslejrene? Hvad ville jeg selv have gjort? Jeg er kommet tæt på at besvare det spørgsmål som udsendt for Læger Uden Grænser.
Jeg er ikke soldat, og jeg kommer heller aldrig nogensinde til at blive soldat, men jeg har været villig til at sætte mit liv på spil for at hjælpe andre mennesker. Jeg har været helt derude, hvor det har drejet sig om overlevelse. Min sag har ganske slet og ret været kampen mod det onde. Jeg ville aldrig gå i krig og gå til angreb på styrker, men jeg har kæmpet kampen mod det onde ved at hjælpe nødlidende mennesker på min vej. Hvorfor ville jeg ellers arbejde i Afghanistan, det østlige Congo, Irak? For mig har det handlet om at hjælpe mennesker, som er blevet udsat for ondskab. Så er det sådan set lige meget, hvor de kommer fra.
Jeg har ikke været drevet af en tro på noget. Tværtimod. Jeg har ikke nogen tro på, at der er nogen foroven, som kan fikse alt det her, og at der er en mening med det. For mig findes der ingen mening. For mig er der kun et menneske, som gør et andet menneske ondt. Og det er der nogen, som bliver nødt til at kæmpe imod. I den vestlige verden har vi en idé om, at der findes en eller anden form for poetisk retfærdighed og en mening med det hele. Men der er millioner af menneskeliv i denne verden, som ikke får en lykkelig slutning, og derfor bliver nogen nødt til at træde til. Jeg er stadig i manegen, men efter min datter er blevet født, er der grænser for, hvor meget fare jeg vil udsætte mig selv for.
For nylig blev jeg tilbudt at tage til Congo, til en aktiv krigszone. Det takkede jeg nej til. For i dag er det i sidste ende min datter, der er dirigerende for mine handlinger.