I løbet af et langt liv er jeg ofte om søndagen endt i Vor Frue Kirke til eftermiddagsgudstjenesten kl. 17. Lidt flovt en gang imellem, for i min optik er højmessen den "rigtige" gudstjeneste, og har man ikke nået den, er det grundlæggende, fordi man har sovet længe søndag morgen og ikke orker at stå op. Det er selvfølgelig noget pjat at tænke sådan, og jeg har også for længst overvundet flovheden og glæder mig, når jeg kommer til kl. 17-gudstjenesten med den ret varierede forsamling af sene kirkegængere, som samles der. Kirkerummet er nu engang betagende, Thorvaldsens Kristus altid nærværende, og roen i kirken på sådan en julemånedseftermiddag er en lise for sjælen som kontrast til de omliggende gaders mylder.
Set fra et gudstjenestesynspunkt må det være en ret let søndag. Evangeliet er tilsyneladende dystert med ”tegn i sol og måne”, angst og rådvildhed og brændingens brusen, men samtidig vækker teksten jo et ikke ubetydeligt håb ved at henvise til, at man skal være opmærksom og bede, og at Guds rige er nær. Og det er jo en rigtig god opfordring til at være årvågen og ikke falde hen i svir og drukkenskab eller dagliglivets bekymringer, selvom der for mange er en del af dem lige nu.
Min egen førsteprioritet blandt bekymringer lige nu er krigen i Ukraine med klimaet som nummer to, men prædikant Steffen Ringgaard Andersen valgte at lade ”brændingens brusen” pege på klimaet og truslen derfra. Helt o.k., selvom jeg allerede i den første salme – nr. 89 af Johannes Johansen – med sætningen ”Befriet bliver vi for hver eneste fjende” i tredje vers var sporet ind på Ukraine-krigen.
Anden salme var H.C. Andersens ”Jeg har en angst som aldrig før” (nr. 502), som udmærket blev flettet ind i og gjort til ledetråd i prædikenen, hvis tema naturligt netop var kontrasten mellem alt det mørke og dystre og så det håb, der alligevel vækkes, og som gør teksten til en adventstekst, hvor vi jo netop venter på det gode, der skal komme.
H.C. Andersen skrev sin salme i skæbneåret 1864, og tyve år før havde Søren Kierkegaard i den grad introduceret lidt mere avancerede læsere til begrebet angst i et værk, som prædikanten oprigtigt tilstod at have svært ved helt at forstå i alle detaljer. Det er han vist ikke ene om, og en sådan bekendelse viser jo kun positivt, at præster også er mennesker.
Prædikanten var helt åbenlyst mere til H.C. Andersen, og minsandten om han ikke også fik Ole Bornedals serie om 1864-krigen med og en lærke, der sang i den, som eksempler på håb, foruden Inger Christensen, der ikke var bleg for at kommunikere, at hun var bange, og Søren Ulrik Thomsen, der i kirken føler, at han taber ansigt over for Gud.
Det var jo ikke så lidt god kunst på én gang og som sagt med fin reference til salmevalget. Selvom jeg godt kan føle mig lettere overbebyrdet undertiden med digter- og andre citater, så fungerede det sådan set fint og gav en behagelig prædikenoplevelse og en fornemmelse af en præst, der havde gjort sig gode tanker om både gudstjenestens og prædikenens sammenhæng. Formaningen var at erkende livets vilkår, kommunikere det budskab videre og så – uden at det blev sagt helt tydeligt – netop tabe ansigt og lægge vor fortrøstning i Guds hænder.
Gudstjenesten afsluttedes med ”Rejs op dit hoved, al kristenhed” (nr. 274) og ”Vær velkommen Herrens år” (nr. 74). Imellem disse blev sunget en salme fra salmebogstillægget, som jeg ikke kunne finde på salmebogshylden. Måske har domkirken ikke købt tilstrækkeligt mange, og det skal jeg ikke bebrejde kirken.
Samlet en rigtig god og smuk gudstjeneste – musikken sublim som altid – så denne gudstjeneste var så absolut et lys i en ellers mørk tid. Fem stjerner, for i denne verden er ingen fuldkommen.
Gudstjeneste i Vor Frue Kirke 3. december, anden søndag i advent kl. 17.
Prædikant: Steffen Ringgaard Andersen.