Drabsdømt præst udløste stribe af konflikter

Længe før sin drabsdom viste Thomas Gotthard sig som en manipulerende og egenrådig præst, siger flere, der arbejdede sammen med ham. Det kirkelige system får kritik for ikke at reagere tilstrækkeligt

Sort-hvid foto af drabsdømte Thomas Gotthard, som dræbte sin kone Maria From Jakobsen i oktober 2020.
Sognepræst Thomas Gotthard var ansat i Ansgarkirken i Hedehusene, da han i oktober 2020 dræbte sin hustru, Maria From Jakobsen. Foto: Nordsjællands Politi/Ritzau Scanpix.

Den drabsdømte tidligere præst Thomas Gotthard skabte stor utryghed og smerte for medarbejdere og andre med forbindelse til Ansgarkirken i Hedehusene, hvor han virkede som præst. Hans adfærd blev indberettet til kirkelige myndigheder, men der blev ikke taget affære i tilstrækkelig grad, mener flere kilder, der over for Kristeligt Dagblad nu står frem og tegner et billede af en egenrådig og manipulerende præst, der var årsag til et giftigt arbejdsmiljø for flere mennesker med kontakt til hans kirke i Hedehusene. En af dem er et tidligere medlem af Thomas Gotthards menighed ved navn Hans Verner Lollike:

”Jeg har det rigtig dårligt med, at kirken fejer sagen med Thomas Gotthard ind under gulvtæppet,” skrev han i en mail til Kristeligt Dagblad forud for denne artikel.

Hans og andre kilders udtalelser kommer i kølvandet på, at den pågældende sognepræst for nylig blev kendt skyldig i drabet på sin hustru, Maria From Jacobsen, i oktober sidste år.

For at forstå, hvorfor Hans Verner Lollike retter denne kritik mod de kirkelige myndigheder og mod menighedsrådet i Hedehusene, skal man omtrent fem år tilbage i tiden.

Men først en introduktion: Hans Verner Lollike er pensioneret sognepræst. Han gik i 2009 på pension fra en stilling som sognepræst i Nakskov og flyttede til Hedehusene tæt på Roskilde sammen med sin hustru. Her begyndte parret at komme i Ansgarkirken, hvor Thomas Gotthard fem år senere blev ansat som præst i 2014.

Hans Verner Lollikes historie er et af flere vidnesbyrd, der sammen med dokumenter i form af beskeder, breve og høringssvar, som Kristeligt Dagblad har indsamlet fra en række kilder, giver indtryk af, at Thomas Gotthard ikke kun var en veltalende og charmerende sognepræst, som var glad for at hive guitaren frem og tage scenen i kirken. Han havde også en anden – og mere problematisk – side.

Thomas Gotthard var en præst, der kunne tage scenen med sin guitar, fortælles det.
Thomas Gotthard var en præst, der kunne tage scenen med sin guitar, fortælles det. Foto: Tina Arpe

Manipulerende og egenrådig

At Thomas Gotthard i sin tid som præst har været et menneske, som har haft en manipulerende og egenrådig tilgang og brugt et groft sprog, er tidligere blevet beskrevet i denne avis. Det nye i sagen er, at han ifølge flere kilder har fået afskediget medarbejdere efter forgodtbefindende, og at flere i årenes løb har forsøgt at råbe det kirkelige system op – uden at der efter deres opfattelser er blevet handlet tilstrækkeligt på problemerne.

Sagen er et eksempel på, hvordan det folkekirkelige system ikke er godt gearet til at løse konflikter og personalestridigheder.

Hans Verner Lollike holdt i første omgang meget af at komme i kirken sammen med sin hustru, hvor de var aktive og deltog i de fleste af den yngre præsts levende gudstjenester. Men efter halvandet år som kirkegænger hos Thomas Gotthard ændrede billedet sig. Hans Verner Lollike fandt sognepræstens adfærd manipulerende, og da han begyndte at ”orkestrere” afskedigelser af flere af kirkens faste og vellidte medarbejdere, ændrede den pensionerede sognepræst syn på Thomas Gotthard.

”Med ’orkestrere’ mener jeg, at Thomas Gotthard via manipulation og beskidte tricks havde sikret sig en fast skare af trofaste støtter i menighedsrådet, som gjorde det muligt for præsten at skaffe sig af med dem, han ville,” siger Hans Verner Lollike og fortsætter:

”Først fik han organisten fyret, siden kirke- og kulturmedarbejderen, så en kvinde, som var ansat i et fleksjob og til sidst kirketjeneren. Alle med forskellige begrundelser, som ikke holdt vand,” mener Hans Verner Lollike.

Ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger fik tre af de fire fyrewde medarbejdere erstatning, efter at deres fagforeninger gik ind i sagerne. Blandt andre kirke- og kulturmedarbejderen Lonni, som ikke ønsker sit fulde navn i avisen. Lonni oplyser, at hun har fået godtgørelse på grund af uretmæssig fyring, og Kristeligt Dagblad har set dokumentation for dette.

Den og andre sager fik den 29. marts 2017 Hans Verner Lollike til at rette henvendelse til den daværende biskop over Helsingør Stift, Lise-Lotte Rebel. I henvendelsen gav han udtryk for sin bekymring over den yngre præsts adfærd, som han i dag husker som utilstedelig og grænseoverskridende.

”Som aftalt i går fremsendes vores oplevelse af sagen!”, indledte Hans Verner Lollike sin henvendelse til biskoppen. Dagen forinden havde han ringet til Lise-Lotte Rebel og varslet hende om, at han ville sende sin udlægning af den seneste tids afskedigelser i Ansgarkirken, som set fra kirkebænken var ”ganske ubegrundede”. Om Lonnis fyring skrev han:

”Det er en katastrofe for menighedens liv og fuldstændig uden grund i virkeligheden – alene fordi Thomas Gotthard vil have fuld kontrol over kirkens liv.”

Kristeligt Dagblad har anmodet menighedsrådsformand i Ansgarkirken Tine Hvidberg Pedersen om en kommentar, men via en pressekonsulent lyder det, at hun hverken kan, vil eller må kommentere kritikken frembragt i denne artikel. Kritikken er desuden præsenteret over for daværende biskop over Helsingør Stift Lise-Lotte Rebel. Avisen har som svar på dette fået en mail fra stiftsadministrationen i Helsingør, der oplyser, at denne vil besvare spørgsmålene, da Lise-Lotte Rebel er pensioneret. Om Hans Verner Lollikes henvendelse skriver stiftsadministrationen:

”Arkiverne viser, at den omtalte henvendelse fra Hans Verner Lollike blev modtaget af biskoppen og videresendt til behandling i stiftets administration, hvorfra den ved en meget beklagelig fejl aldrig blev besvaret.”

Flere forsøgte at protestere

På Hans Verner Lollikes bogreol i hjemmet i Hedehusene findes en bog med titlen ”Psykopater i jakkesæt” trykt på bogryggen – en af to bøger om psykopatisk adfærd, som han anskaffede sig i dagene efter, at han forlod Ansgarkirken, for allerede på det tidspunkt mente han, at den var helt gal med præsten Thomas Gotthard. Derfor valgte han sammen med en større gruppe af søndagsmenigheden efterfølgende at forlade kirken, som han ingen kontakt har haft til siden.

Hans Verner Lollike er med egne ord kommet videre, men efter at drabssagen begyndte at rulle, kunne han alligevel ikke lade være med at forholde sig kritisk til den måde, hvorpå kirken har håndteret sagerne om Thomas Gotthards virke som præst.

”Den personlighed, som har gjort, at Thomas Gotthard har handlet, som han har, har han hele tiden haft. Det er selvfølgelig ikke logisk, at enhver som har den personlighed, går ud og gør som han, men han har ikke fået en forfærdelig personlighed over årene – sådan har han hele tiden været. Vi er nogle, som har set det. Alligevel har han fortsat været præst i Hedehusene og udøvet sin indflydelse på mange mennesker.”

Hans Verner Lollikes håb er, at de mennesker, som måtte have slået sig på Thomas Gotthards stil i løbet af hans år som præst, kan få den hjælp, de har brug for. Og at kirken kunne udvise mere åbenhed om det lange forløb.

Menighedsråd fastholdt fyring

Den fyrede medarbejder Lonni, der ikke ønsker sit efternavn i avisen, har gennem sin tid i sognet fået et tilsvarende indtryk, lyder reaktionen, da Kristeligt Dagblad beskriver Hans Verner Lollikes udlægning af den konfliktprægede tid i Ansgarkirken. Hun kender kirken indefra, for hun var en af de faste medarbejdere, som Thomas Gotthard ifølge hende fik afskediget i foråret 2017. Siden 2005 havde hun været ansat i kirken som både kirkesanger, korleder, kirketjener og kirke- og kulturmedarbejder. Gennem flere år fungerede hun desuden som medarbejdernes repræsentant i menighedsrådet.

Lonni og Thomas Gotthard havde været kolleger i 3 år, inden hun en dag uden varsel og efter 12 års ansættelse modtog et brev i sin postkasse, hvor der stod, at hun var fyret.

Hun blev efter egen opfattelse afskediget af menighedsrådet, fordi Thomas Gotthard blev gal på hende over, at hun fik menighedsrådet til at trække en fyring af en anden medarbejder tilbage.

I begyndelsen af Thomas Gotthards tid i Ansgarkirken var de to ellers ”fortrolige”, forklarer Lonni:

”Han kaldte mig ofte ind på sit kontor for at vise mig, hvordan han ned til mindste detalje havde planlagt fyringen af først organisten, som var klassisk uddannet og ikke passede ind i hans plan om at have et rytmisk band i kirken, og efterfølgende kirke- og kulturmedarbejderen, som var vellidt og havde været i kirken flere år end ham, men som han ikke brød sig om og derfor ville af med,” siger Lonni, der overtog stillingen som kirke- og kulturmedarbejder efter fyringen.

I organistens sted fik Thomas Gotthard ifølge Lonni ansat sin gode ven, men præsten afviste over for kirkens medarbejdere, at han kendte den nye ansatte privat.

Efter at fyresedlen var landet i Lonnis postkasse, blev menighedsrådet bedt af Helsingør Stiftsøvrighed, der bestod af stiftets daværende biskop Lise-Lotte Rebel og stiftsamtsmanden, om at trække afskedigelsen tilbage. Det fremgår af et brev, som Kristeligt Dagblad er i besiddelse af. Brevet er dateret den 31. marts 2017, og i det opfordrer stiftsøvrigheden til at ”annullere opsigelsen og – såfremt der er sagligt belæg for det – iværksætte en opsigelsesproces, der følger de regler, der er fastsat for det”.

Men menighedsrådet fastholdt afskedigelsen på trods af, at der ifølge Lonni blev indsamlet omkring 150 underskrifter fra Hedehusenes sognebørn om at beholde den mangeårige medarbejder i kirken.

”Thomas Gotthard havde manipuleret dele af menighedsrådet til at tro, at det var det rigtige at fastholde afskedigelsen,” mener Lonni, der ikke finder, at stiftet reagerede tilstrækkeligt på udviklingen i sognet. Det tærede alt sammen på hende:

”Jeg var helt nede at ligge. Dels over at have arbejdet sammen med ham i tre år, hvor jeg på egen krop havde oplevet hans manipulerende og grænseoverskridende adfærd, dels over at være blevet fyret uden varsel og sagligt grundlag,” siger hun.

Hørte aldrig fra biskoppen

Men hvordan kan en præst, som ingen reel fyringsmyndighed har, angiveligt fyre efter forgodtbefindende? Spørger man Lonni, findes svaret i det brev, der landede i hendes postkasse den dag for fire år siden.

Brevet var underskrevet af den nuværende formand for menighedsrådet, Tine Hvidberg Pedersen, og den daværende kontaktperson, som er anonymiseret her, fordi han siden er død og ikke har mulighed for at tage til genmæle. Begge kendte Thomas Gotthard fra tiden, hvor han var bestyrelsesmedlem i FDF Hedehusene, og flere kilder fortæller uafhængigt af hinanden, at præsten sammensatte et menighedsråd, som han gerne ville have det, og som støttede hans kurs i kirken.

Selv forsøgte Lonni også at række hånden ud for at få hjælp – også inden hun blev fyret. Til en gudstjeneste i foråret 2017 trak hun biskop over Helsingør Stift Lise-Lotte Rebel til side og ”stortudede” foran hende, mens hun forklarede hende om miljøet i kirken under Thomas Gotthard og om den seneste tids afskedigelser.

Ifølge Lonni sagde biskoppen, at hun ikke havde hørt noget om det, men at hun ville undersøge sagen, men Lonni fik aldrig en tilbagemelding. I dag har hun ligesom Hans Verner Lollike den oplevelse, at de kirkelige myndigheder ikke reagerede tilstrækkeligt, og at man har forsøgt at nedtone sagerne om Thomas Gotthards virke som præst frem for at få dem frem i lyset.

Det gælder også en episode, hun oplevede, da hun som medarbejderrepræsentant sad med på et af menighedsrådets lukkede møder. Her husker hun, hvordan Thomas Gotthard på et møde om økonomi en dag præsenterede et slideshow, hvor det på det sidste slide fremgik, at Bente Borby Andersen – den ansatte i fleksjob – skulle fyres.

Stiftsadministrationen i Helsingør Stift skriver som svar på beretningen fra Lonni, der hævder, at biskop Lise-Lotte Rebel lovede at reagere på den mundtlige henvendelse uden for kirken:

”Såvel biskop Lise-Lotte Rebel som biskop Peter Birch har altid bedt om, og beder altid om, at mundtlige henvendelser om psykisk arbejdsmiljø bliver stilet skriftligt til bispeembedet. Herefter følger partshøring, som giver den påklagede mulighed for at svare.”

Frosset ud af kirken

Bente Borby Andersen var ansat i fleksjob, da hun efter eget udsagn en fredag eftermiddag i 2017 blev ringet op af Thomas Gotthard og fyret. Da hun fik at vide, hun ikke skulle møde op om mandagen, undrede hun sig over, at det var præsten, der ringede, for på daværende tidspunkt var præsten ikke den såkaldte kontaktperson i menighedsrådet, som har personaleansvaret i et sogn.

”Det var psykisk hårdt. Jeg knækkede fuldstændig til sidst,” siger Bente Borby Andersen, der ligesom de andre retter kritik mod menighedsrådet for håndteringen af processen i sognet.

I et høringssvar til menighedsrådet fra den 11. september 2017 skriver den tidligere medarbejder, at hun efter sin afskedigelse fik tilbudt genansættelse. Det gjorde hun, fordi menighedsrådet trak hendes fyring tilbage, efter at der var opstået uenighed om, hvorvidt fyringen var berettiget. Da hendes fagforening gik ind i sagen, fik hun endvidere et tilbud om at få erstatning. Hun valgte at genoptage sit arbejde, fordi hun ”var så glad for sit arbejde og for sine kollegaer” – et valg hun har fortrudt lige siden, fortæller hun i dag. For da Bente Borby Andersen kom tilbage i Ansgarkirken, blev hun ”frosset ud” af blandt andre Thomas Gotthard:

”Thomas håndplukkede venner, bekendte og ansatte i nabokirkerne til de stillinger, der var blevet ledige, efter han havde fyret folk. De blev så prioriteret frem for mig med hensyn til kirketjeneruddannelsen, som jeg havde ønsket mig i flere år,” skrev Bente Borby Andersen i høringssvaret til menighedsrådet, hvor hun ligeledes hævdede, at der intet blev gjort fra menighedsrådets side for at forbedre arbejdsmiljøet.

”Tværtimod. Jeg gjorde den nye menighedsrådsformand, Tine Hvidberg Pedersen (...) opmærksom på situationen og på, at jeg havde hørt, at der var blevet sagt af et nyt medlem af menighedsrådet, (afdød, her anonymiseret, red.), at han nok skulle sørge for, at jeg og min kollega, Lonni, blev fyret, når han blev kontaktperson. Men Tine Hvidberg Pedersen tog det ikke alvorligt,” står der i høringssvaret.

For Bente Borby Andersen er det vigtigt at understrege, at Thomas Gotthard ikke var alene om at gøre hendes tid som ansat i fleksjob ubehagelig. Det samme gjorde flere af ”hans allierede” i kirken. Alligevel var der noget helt særligt ved sognepræsten, som udløste ubehag hos hende:

”Han brugte mennesker, som vi andre bruger køkkenrulle. Og så snart han havde brugt nogen til sin egen fordel, så interesserede de ham ikke længere.”

Ingen støtte fra myndigheder

Det betændte forløb i Ansgarkirken i foråret 2017 var ikke første gang, Thomas Gotthards stil havde givet anledning til debat. I foråret 2009 var han ansat som sognepræst i Skibby Kirke i Frederikssund Kommune, hvor han begyndte året forinden – omtrent 40 kilometer fra Ansgarkirken. Her indkaldte han i april 2009 til et ekstraordinært menighedsrådsmøde, hvor der på dagsordenens andet punkt stod ”Formandens afsked” – en dagsorden, som den daværende formand, Steen Vinther-Jensen, ikke havde godkendt forud for mødet. Alligevel blev både Steen Vinther-Jensen og næstformanden, der ikke var til stede på mødet, fritaget fra hvervene som formand og næstformand. Flere menighedsrådsmedlemmer havde på et tidligere møde fremsat kritik af Steen Vinther-Jensens ledelse af rådet.

Den afsatte menighedsrådsformand henvendte sig efterfølgende til en række kirkelige instanser – heriblandt den daværende provst, Inge Bastkær Rasmussen, og den daværende biskop i Helsingør Stift, Lise-Lotte Rebel, og sagen endte i november 2009 i Kirkeministeriet.

I januar 2010 efter det ordinære valg vendte Kirkeministeriet tilbage på henvendelsen med den afgørelse, at menighedsrådet ikke havde ”hjemmel til at træffe afgørelse om at fritage” Steen Vinther-Jensen fra hvervet som menighedsrådsformand. Men på grund af tekniske forhold i sagen fik det ingen konsekvenser.

Kristeligt Dagblad har fået aktindsigt i Kirkeministeriets afgørelse, som bekræftes af Ellen Lundsgaard, der er forhenværende præstekone i Skibby Sogn og uddannet jurist. Hun hjalp Steen Vinther-Jensen, som det ikke har været muligt at få en kommentar fra, med hans klagesag i 2009. I forbindelse med Kirkeministeriets afgørelse skrev Ellen Lundsgaard desuden et bekymret læserbrev til Kristeligt Dagblad den 9. april 2010 med den mundrette rubrik ”Jeg undres”. Her påtalte hun den manglende opbakning, som de kirkelige myndigheder og interesseorganisationer ifølge hende viste over for menighedsrådsformanden og næstformanden i Skibby Sogn efter deres uberettigede fritagelse af den tidligere menighedsrådsformand.

”Provsten og biskoppen skulle have reageret, inden sagen nåede helt til Kirkeministeriet. Det er ikke jura på højt niveau. Det var helt basale regler, som blev tilsidesat,” siger hun i dag og tilføjer:

”Denne og lignede episoder var med til at skabe stor utryghed i menigheden”.

Det er den samme kritik, som fik Hans Verner Lollike til at sætte sig ned og skrive en mail til Kristeligt Dagblad. Og det var den kritik, som fik Lonni til endnu engang at fortælle sin historie, selvom hun egentlig helst vil lægge episoden bag sig. Og det var også den, som fik den ansatte i fleksjob, Bente Borby Andersen, til at genbesøge ”den værste tid i mit liv”. Fælles for dem er en undren over de utilstrækkelige reaktioner fra de kirkelige myndigheders side. De ser det som et udtryk for, at kirken ikke har grebet ordentligt ind i sager, hvor det lykkedes for en præst at ødelægge arbejdsmiljøet og fjerne ansatte uretmæssigt.

Kristeligt Dagblad har været i kontakt med Thomas Gotthards daværende provst, Inge Bastkær Rasmussen, som ingen kommentarer har. Stiftsadministrationen i Helsingør Stift skriver til Kristeligt Dagblad, at biskoppen ikke havde beføjelser til at gribe ind i sagen om den uretmæssige fritagelse af formanden Steen Vinther-Jensen.

”Det skal bemærkes, at den eller dem, der klages over, altid skal have mulighed for at udtale sig, inden en overordnet myndighed træffer afgørelse i en klagesag. Det er også sket i denne sag, hvor menighedsrådet (og senere provsten) har haft lejlighed til at udtale sig. Hvis stiftsøvrigheden skal gribe ind i en sag, der er eller har været under behandling i et menighedsråd, skal ganske særlige betingelser i tvangsbestemmelsen i menighedsrådslovens § 46 være opfyldt. I den sag, der her refereres til, har disse betingelser ikke været til stede. Dertil kommer, at hverken biskop eller stiftsøvrigheden har beføjelser til at intervenere i en sag, der er påklaget til en overordnet myndighed.”

Med andre ord siger Helsingør Stift, at biskoppen ikke havde mulighed for tage affære i sagen om den uretmæssige fritagelse af formanden i menighedsrådet for Skibby Sogn, da sagen blev behandlet af en højere instans, nemlig Kirkeministeriet.

Flere af sagerne beskrevet i denne artikel fandt sted, mens tidligere menighedsrådsformand Bjarne Kogsbøll sad i menighedsrådet i Ansgarkirken. Han ønsker ikke at kommentere kritikken bragt i denne artikel, og det ønsker heller ikke Ritta Møller, der ligeledes sad i menighedsrådet i Ansgarkirken, da de omtalte afskedigelser fandt sted.

Til gengæld har Kristeligt Dagblad forelagt beretningerne for professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, som blandt andet beskæftiger sig med offentlig forvaltning. Han kalder dem for ”skrækkelige historier”, men desværre er sagerne om miljøet i Ansgarkirken ikke så unikke, som man kunne håbe, vurderer han. Ifølge ham indeholder de flere kendetegn, som man finder i mange klassiske kirkekonflikter.

”Det er på mange måder en klassisk strid, hvor en ny præst kommer ind og repræsenterer en ny linje, mens nogle af sognebørnene står for en anden. Her har den nye præst villet modernisere gudstjenestens udtryk, hvor andre har villet bevare det traditionelle linje. Det har skabt nogle spændinger, som er kommet til udtryk i nogle grimme sager. Men det er svært at sige, om præsten har ’orkestreret’ fyringer, eller om han bare har skaffet sig et flertal i menighedsrådet. Sagen er, at præster har relativt lang snor i forhold til forkyndelsesfriheden, og der er ikke noget faktuelt, der indikerer, at sagerne havde ført til en tjenstlig irettesættelse, selv hvis de var blevet behandlet på et højere niveau,” siger han og tilføjer:

”Det er meget muligt, at han har været urimelig, chikanerende og manipulerende. Jeg er bare ikke overbevist om, at der foreligger noget her, der ville kunne føre til en irettesættelse for slet ikke at tale om en afskedigelse af præsten. Jeg ville personligt ikke være begejstret, hvis han havde været præst i min kirke, men så havde jeg nok løst sognebånd til en anden præst.”

Kristeligt Dagblad har via Kriminalforsorgen forsøgt at få en kommentar fra den drabsdømte Thomas Gotthard. Henvendelsen blev ikke besvaret.