Folk med interesse for menneskerettigheder i USA har sagt, at Jehovas Vidner burde have en præmie for deres bidrag til retspraksis i menneskeretlige spørgsmål. Den lille sekt har nemlig over årene været årsag til et uforholdsmæssigt stort antal principielle afgørelser om statens ret til at krænke religiøs praksis. Det gælder sager om militærnægtelse, troskab mod nationalstater og blodtransfusion.
Forleden kom den danske Højesteret med endnu en principiel afgørelse i rækken af sager mellem medlemmer af Jehovas Vidner og nationalstater. Den omstødte en dom fra Østre Landsret i 2020, hvor et flertal var nået frem til, at det var en fejl, at en læge på Odense Universitetshospital havde givet et medlem af Jehovas Vidner en blodtransfusion efter en faldulykke. Han var bevidstløs.
Selvom manden ved tidligere lejligheder havde nægtet at modtage blodtransfusion med henvisning til sin tro, og selvom han på ulykkestidspunktet bar et skriftligt dokument på sig om, at han ikke ville modtage andres blod, fandt Højesteret altså, at lægerne ikke havde handlet på en ansvarspådragende måde.
Professor emeritus i retshistorie Ditlev Tamm er en af dem, der tilskriver Jehovas Vidner en vis ære for mange interessante afgørelser. Hvis man ser bort fra de tragiske omstændigheder i dette tilfælde – den dødelige udgang på sagen trods blodtransfusionen – er den yderst interessant, mener han. Den handler dog ikke entydigt om religionsfrihed, men om danske undtagelser fra Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), er hans konklusion efter at have nærlæst dommen.
“Spørgsmålet har her været, hvordan man opvejer hensynet til den enkelte mands religionsudøvelse beskyttet af EMRK op imod et dansk regelsæt, der gør det så nemt og ukompliceret som muligt for læger og sundhedspersonalet at træffe beslutninger i en situation, der handler om liv og død,” siger han og vurderer, at dommen på den baggrund ikke i sig selv er om religionsfrihed, men om hvordan det danske retssystem lægger vægt på forskellige hensyn.
“De danske domstole har en klar tendens til ikke at træffe afgørelser om andet end det helt konkrete i en sag. I denne sag er den principielle afgørelse dermed, at det ikke kan bebrejdes en læge, at denne foretager blodtransfusion, når patienten er bevidstløs og dermed ude af stand til at tage stilling til behandlingen. Der skal en udtrykkelig tilkendegivelse til fra patienten i den konkrete situation, før læger skal undlade at foretage en nødvendig blodtransfusion. Tidligere tilkendegivelser og en ældre skriftlig tilkendegivelse er ikke nok.”
Derimod kan dommen ikke nødvendigvis bruges til meget i fremtiden, når det gælder religionsfrihedsaspektet, vurderer Ditlev Tamm.
“Dommen kan bruges i fremtiden i situationer, hvor omstændighederne er tilsvarende og berettiger lægen til at foretage blodtransfusion, uanset at det kan være tvivlsomt, om patienten ville have tilladt det. Derimod giver dommen ikke læger ret i almindelighed til at give blodtransfusioner mod patienters vilje.”
Som man kunne læse i Kristeligt Dagblad forleden, er der andre, der tillægger dommen større vægt i spørgsmålet om religionsfrihed end Ditlev Tamm. For eksempel kaldte Institut for Menneskerettigheder det for en dom, der skaber usikkerhed for Jehovas Vidner. Instituttet satte desuden spørgsmålstegn ved, om retten til selvbestemmelse er tilstrækkeligt beskyttet i dansk sundhedslov.
National chef Maria Ventegodt uddyber:
“Vi har i Danmark en lang tradition for religionsfrihed, men vi ser også en tendens til, at man har svært ved at forstå nogle menneskers behov for at fastholde religiøse principper.”
Anderledes syn på religionsfrihed i udlandet
Spørgsmålet er, om Danmark dermed fortolker religionsfrihed mindre håndfast end andre vestlige lande. Ifølge Marie Juul Petersen, seniorforsker med speciale i religionsfrihed ved Institut for Menneskerettigheder, kan man kun gisne.
“Mit gæt ville være, at man i for eksempel USA ville være mere tilbøjelig til at vægte religionsfriheden højst i sager som denne. Religionsfriheden står meget stærkere i USA end herhjemme, hvor samfundet er meget mere sekulariseret.”
Samme vurdering har Ditlev Tamm. Selvom han ikke ser den aktuelle sag som et entydigt eksempel på det, er Danmark og et land som USA hinandens modsætninger i fortolkningen og betoningen af retten til frit at udfolde sin religiøse praksis.
“USA bygger på en helt anden opfattelse af forholdet mellem stat og borger end os. I dette spørgsmål er Danmark og USA på hver sin fløj, fordi vi i Danmark har en tilbøjelighed til at gå ud fra, at staten handler fornuftigt, medmindre det modsatte er bevist. Det forholder sig lidt anderledes i et land som USA, hvor civilsamfundet er meget mere differentieret. Der er i USA en langt større religiøs mangfoldighed med flere trossamfund, der kæmper for anerkendelse af deres mange forskellige synssæt," siger han og peger på Tyskland som et andet eksempel.
"I Tyskland har man haft en sag for Forfatningsdomstolen for tyve år siden om blodtransfusion, hvor man slog fast, at religiøse rettigheder var krænket, så – selv om det er en ældre sag – ser også tyskerne nok anderledes på sagen, end man gør i Danmark."
Det vil filosoffen og forfatteren Peter Tudvad godt tro på. Han har i mange år boet i Tyskland og været opmærksom på forskellene på danskernes og tyskernes forhold til staten. Han er ikke jurist, men vurderer, at den tyske retsfølelse i langt højere grad end den danske ville blive krænket over eksemplet fra Danmark med blodtransfusionen.
“Jeg ville have en formodning om, at en lignende sag i Tyskland ville falde anderledes ud. Men det har ikke at gøre med religionsfrihed. Tværtimod handler det om, at man i Tyskland er enormt opmærksom på, at staten ikke kan eller må krænke individets frihedsrettigheder. Det skyldes primært landets historie, hvor man både under nazismen og det kommunistiske regime i Østtyskland har oplevet, at grundlæggende personlige rettigheder blev overtrumfet totalt,” siger han og tilføjer:
“Til sammenligning kunne man se på den nuværende diskussion om en mulig indførelse af vaccinepligt i Tyskland. Der har været enormt stor modstand mod dette, da det, på samme måde som en krænkelse af religionsfriheden, ville være at overskride individets ret til at bestemme over sit eget liv.”