Efter krigen mellem Uganda og Tanzania i 1979 var der uroligheder i området, og jeg blev taget som krigsfange sammen med mange andre. Vi var ikke dømt for noget og vidste derfor heller ikke, hvor længe vi skulle sidde fængslet.
I begyndelsen gik jeg i kirke i fængslet hver søndag. Men da der var gået fem år, kunne jeg ikke længere gå med til gudstjeneste. Jeg var begyndt at tvivle på, hvor Gud var henne, og hvad meningen med det hele var.
Præsten bad og bad for mig, og der blev helt stille omkring os. Mens han bad, kunne jeg mærke, at han var sendt til mig af Helligånden. Det var et klart budskab. Derefter fik jeg håbet tilbage.
Jeg fornægtede ikke Gud, men jeg forstod ikke, hvorfor der skete de ting, som skete for mig. Min far var død, allerede inden jeg blev taget som krigsfange, og jeg forstod ikke, hvorfor Gud havde ladet ham dø så tidligt, når han levede som et troende menneske. Jeg forstod heller ikke, hvorfor jeg skulle sidde fængslet uden noget lys forude. Så jeg holdt op med at gå i kirke. Jeg sagde: ”Gud, jeg træt, jeg orker ikke mere. Hvis det her en lektie, du vil lære mig, så har jeg fået nok. Lad det stoppe nu.”
Jeg kunne ikke slippe væk fra præsten
En søndag, da præsten var kommet for at holde gudstjeneste, lå jeg på min seng, omgivet af alle de andre fanger, som spillede kort og snakkede sammen. Så kom præsten ind i rummet og gik direkte hen til min seng og gav sig til at bede for mig. Jeg kunne ikke slippe væk, for han stod for fodenden af min seng, og på begge sider af mig var der andre senge, hvor mine medfanger sad.
Præsten bad og bad for mig, og der blev helt stille omkring os. Mens han bad, kunne jeg mærke, at han var sendt til mig af Helligånden. Det var et klart budskab. Derefter fik jeg håbet tilbage. Jeg begyndte at gå i kirken igen, og jeg vidste, at Gud ikke var langt væk. Når man er nået til et sted, hvor man råber i fortvivlelse til Gud, kan Helligånden komme til én – i et tegn eller et budskab i få ord. Det var det, der skete, da præsten bad for mig.
Tre måneder efter fik jeg asyl og kom til Danmark som FN-kvoteflygtning. Jeg kom til Aarhus i 1985, og her har jeg boet siden. På forhånd vidste jeg, at Danmark var et landbrugsland, der var kendt for sine mejeriprodukter, og jeg vidste, at Danmark var et kristent land.
Da jeg kom hertil, fandt jeg ud af, at der er mange, som kalder sig kristne, men der er ikke så mange, der virkelig tror på Gud. De fleste går kun i kirke ved højtiderne, og de lader ikke Helligånden vejlede sig. Børnene kender mere til julemanden end til Jesus. Hvis man vil leve som kristen, må man lade Helligånden fylde sig. Jesus siger selv, at han vil sende Ånden til os, og at vi skal gå ud og forkynde evangeliet.
Der er mange dygtige præster i folkekirken, men menighederne virker ofte lukkede, fordi danskere ikke taler med mennesker, de ikke kender. De venter på, at man skal komme hen til dem. De kommer hen i kirken, sidder hver for sig og går hjem hver for sig.
I Afrika siger vi ikke bare ”godmorgen”, vi siger ”Hvordan vågnede du i morges?”. Det åbner for, at den anden kan fortælle noget og give noget af sig selv. Sådan er det også som kristne. Vi må åbne os, så vi kan dele troens styrke.
Alligevel er der noget særligt i Danmark, som afspejler en kristen ånd, og det er taknemligheden. Læg mærke til, hvor mange gange i løbet af en dag, man siger tak i Danmark. Man siger tak hele tiden, og selv små børn lærer at sige tak for mad og tak for gaver og tak for det ene og det andet. Dansk er også det eneste sprog, hvor man endda sætter antal på sin taknemlighed: Tusind tak. Det holder jeg meget af, for vi skal huske at takke Gud hver dag.
Ingen føler sig forkerte i min kirke
Heldigvis har jeg fundet en menighed i Gellerup Kirke, som er meget åben og inkluderende. Det er en international menighed, så ingen føler sig forkerte. Alle, der kommer i kirken, kan mærke en åndelig fred. Alle er velkomne, for tolerance er også en vigtig del af kristendommen.
Vi inviterer også muslimerne fra området og spiser sammen. Alle tilbereder en ret, og vi smager hinandens mad, og vi sørger, at der ikke er svinekød. Når vi holder international gudstjeneste, læser vi bibelteksterne og bønnerne på mange forskellige sprog.
Jeg læser også indimellem på mit sprog, kakua. Det er et stammesprog, som min familie og jeg er de eneste i Danmark, der taler. Men jeg har en bibel på mit sprog. Den fik jeg min mor til at sende, da jeg var kommet til Danmark. Derhjemme beder vi også på kakua, og mine to yngste sønner kan recitere Fadervor og nogle andre bønner på kakua, selvom de ikke taler sproget. Sproget går i deres hjerter via bønnen.
Siden præsten bad for mig den søndag i fængslet, har Gud aldrig været langt fra mig, og jeg har aldrig følt mig ensom, heller ikke selv om jeg kom alene til Danmark og først fik min familie hertil efter et stykke tid. Som kristen kan du aldrig være ensom, for du er indlemmet i treenigheden og den samtale og udveksling, der foregår i den. Når du arbejder eller går omkring, kan du synge en stille lovsang til Gud, og så er du sammen med Faderen og Sønnen og Helligånden. Kristendommen er unik, for det er den eneste religion, hvor Gud er kommet så tæt på mennesket ved at sende sin søn til Jorden, så han kunne føle med os, og vi kan relatere direkte til ham ved Helligånden.