Efter fire nyretransplantationer, kræft og blodprop: ”Jeg er kun i live på grund af mine bønner til Gud”

Sognepræst Helga Døssing Bendfeldt har kæmpet sig gennem nyresygdom, kræft og senest to hjertestop og en blodprop i hjertet. Hun tror på, at bøn er grunden til, hun stadig lever

Da Helga Døssing Bendfeldt var 11 år, svigtede begge hendes nyrer, og siden har hun været alvorligt syg flere gange, end hun kan tælle på en hånd. Det er hendes egen overbevisning, at hun kun er i live i dag på grund af sine bønner til Gud
Da Helga Døssing Bendfeldt var 11 år, svigtede begge hendes nyrer, og siden har hun været alvorligt syg flere gange, end hun kan tælle på en hånd. Det er hendes egen overbevisning, at hun kun er i live i dag på grund af sine bønner til Gud. Foto: Liv Høybye.

"Du bliver aldrig rask, Helga, du er uhelbredeligt syg."

Med alvorlige øjne så lægen på den lille skikkelse foran ham. 11-årige Helga Døssing Bendfeldt stirrede tilbage. Begge hendes nyrer havde svigtet, og hun var havnet på Aalborg Sygehus. Her skulle hun i dialyse fire timer om dagen, fire dage om ugen, for at få renset sit blod, nu hvor nyrerne ikke længere kunne gøre det.

Da Helga Døssing Bendfeldt kom hjem den dag, gik hun i seng. Hun nægtede at stå op igen, for til hvilken verdens nytte skulle hun dog det, når hendes liv alligevel ville slutte, før det egentlig var begyndt?

Forældrene og de to søstre blev tiltagende bekymrede, efterhånden som dagene gik, og der stadig ingen tegn var på, at deres brunøjede ellers livsglade datter ville vende tilbage fra sengens fortvivlede mørke. Men en aften fik familien en gæst på besøg. En ven af familien, psykolog og tidligere missionær. Han bankede på den lille piges dør og sagde så: ”Helga, ordet uhelbredelig findes ikke i Guds ordbog."

"Det var den erkendelse, som fik mig til at stå op af min seng. Jeg ville ikke dø, og hvis jeg gjorde, ville jeg ikke være alene, fordi Gud var med mig," husker den i dag 50-årige Helga Døssing Bendfeldt, der er sognepræst i Sindbjerg Kirke i det sydøstlige Jylland.

To ud af tre præster tror på, at bøn kan helbrede psykiske lidelser, mens kun 46 procent, under halvdelen af de adspurgte, tror på, at bøn kan helbrede fysiske lidelser. Det viser en rundspørge fra Kristeligt Dagblad, som 238 af folkekirkens sognepræster har svaret på.

Siden den dag på værelset i barndomshjemmet har Helga Døssing Bendfeldt hørt til den gruppe, som tror på, at bøn kan hele både det bogstavelige og det metaforiske hjerte.

At Gud sådan havde noget at skulle have sagt i tilværelsen, var ikke ny viden for Helga Døssing Bendfeldt. Hele sin barndom havde præstedatteren forestillet sig, at hendes seng var Guds ene hånd, og dynen var Guds anden hånd. I hulrummet derimellem sov hun trygt hver nat.

Hele sin barndom forestillede Helga Døssing Bendfeldt sig, at hendes seng var Guds ene hånd, og at dynen var Guds anden hånd. I hulrummet derimellem sov hun trygt hver nat.
Hele sin barndom forestillede Helga Døssing Bendfeldt sig, at hendes seng var Guds ene hånd, og at dynen var Guds anden hånd. I hulrummet derimellem sov hun trygt hver nat. Foto: Liv Høybye

Da hun blev syg, blev hun bange for, at Gud havde forladt hende, fordi hun havde syndet. Sådan må du aldrig tænke, beroligede faderen sin 11-årige datter og lærte hende et vers fra salmen "Alt står i Guds faderhånd" af N.F.S. Grundtvig.

"Alt står i Guds faderhånd, hvad han vil, det gør hans ånd: Af Guds nåde til Guds ære / Evig glade vi skal være i Vorherres Jesu navn."

Helga Døssing Benfeldt citerer verset ordret fra hukommelsen. Med netop dette vers fandt hun et sted, der med hendes egne ord er fuldstændig trygt:

"Da min far lærte mig salmen, fandt jeg frem til et sted, hvor jeg kunne finde fred og glæde, selvom tingene var svære. I bønnen fik jeg en fornemmelse af, at Gud var nær mig. Jeg rettede mine øjne og mit hjerte mod Gud, og det hjalp mig med at acceptere, at jeg måske skulle herfra," fortæller sognepræsten.

Helbredt af sine bønner

Efter et ungdomsliv præget af hospitalsindlæggelser og fire nyretransplantationer fik Helga Døssing Bendfeldt som 37-årig konstateret kræft i sine egne biologiske nyrer. For disse fjerner man nemlig ikke, når man får nogle nye indopereret.

Helga Døssing Bendfeldt beder flere gange om dagen. Både i sit hjem, på sit arbejde og i bilen fra A til B.
Helga Døssing Bendfeldt beder flere gange om dagen. Både i sit hjem, på sit arbejde og i bilen fra A til B. Foto: Liv Høybye

Det er hendes overbevisning, at hun kun er i live og ved godt helbred i dag på grund af bøn til Gud til trods for, at hun har været dødeligt syg flere gange, end hun kan tælle på en hånd.

"Gud helbreder mennesket både fysisk og psykisk. Bøn er grunden til, at jeg er fuldstændig normalt fungerende i dag," fastslår Helga Døssing Bendfeldt, som hver morgen og aften beder en bøn til Gud. Nogle gange også i bilen på vej til arbejde eller i haven i hjemmet i Juelsminde Det er sådan set underordnet, hvor det foregår. Bøn er blot at blive stille nok til, at man kan høre Gud, som hun siger.

Helga Døssing Benfeldt er taknemmelig for, at hun kan nyde godt af lægekunsten. Hver eneste dag indtager hun medikamenter i alskens former og farver for at holde sin krop rask. Men de er alligevel ikke et udelt gode, forklarer hun.

"Min medicin forværrer mit immunforsvar, nedbryder min fjerde nyre og gør, at jeg lettere får kræft. Hvis man tager medicin for en lungebetændelse og ikke er interesseret i andet, så er det selvfølgelig fint. Men for mig er Gud svaret på alle ens eksistentielle behov og derfor også på ens fysiske behov. Det er Guds ånd, der samler os, så vi bliver hele og helbredt. Derfor mener jeg også, at bøn skal helbrede verden."

I 2020 fik Helga Døssing Bendfeldt to hjertestop og siden også en blodprop i hjertet. Tror man, at hendes bønsliv har været gnidningsfrit, må man tro om igen. Det har også været en kamp. Men med og ikke mod Gud, skynder Helga Døssing Bendfeldt sig at understrege.

"Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig, har jeg mange gange tænkt. På den måde er bønnen en fuld overgivelse til Gud. Ligesom disciplen Peter, der går ud på vandet, mister fokus og falder i, men bliver løftet op af Jesus, der rækker ham hånden og løfter ham op. Bøn er at gøre plads til Gud i sit indre og tage imod hans fremstrakte hånd."

Men hvordan forener man troen på Guds helbredelse med en tilværelse, der har været formet af en sygeseng? Kan man undgå at tvivle, når sygdom synes at være ens lod i livet?

"Da jeg mistede min tredje nyre, var jeg meget deprimeret og havde følelsen af, at mit liv var som sand, der forsvandt mellem hænderne på mig. Jeg kunne nærmest se for mig, at der var sorte pletter på mit hjerte, så ked af det var jeg. Men på et tidspunkt stod jeg i køkkenet med hånden på køkkenbordet, og så følte jeg pludselig, at Gud rørte ved mit hjerte, tog sin finger, kørte den hen over sorgen og helbredte mig," fortæller sognepræsten.

Hun fortsætter:

"Efterfølgende havde jeg en periode, hvor jeg var meget glad, indtil jeg et par uger senere blev ramt af en voldsom bitterhed over, at jeg skulle i dialyse igen. Det følte jeg ikke min krop kunne klare. Men så viste Gud sig for mig endnu engang og sagde: 'Helga, du skal sige tak'. Jeg gik ind på mit soveværelse, knælede foran min seng og sagde tak, indtil jeg ikke længere følte bitterhed. Og jeg har ikke været bitter siden."