Efter kritik af Benedikt XVI: Nye paver vil blive gransket minutiøst

Ny rapport om seksuelle overgreb skæmmer den tyske paves ry. Men for fremtidige paver kan konsekvenserne også blive store

En ny rapport konkluderer at Pave Benedikt XVI fejlede i håndteringen af seksuelle overgreb i sin tid som ærkebiskop. Det vil få konsekvenser for fremtidige paver, mener lektor Andreas Rude.
En ny rapport konkluderer at Pave Benedikt XVI fejlede i håndteringen af seksuelle overgreb i sin tid som ærkebiskop. Det vil få konsekvenser for fremtidige paver, mener lektor Andreas Rude. Foto: Tony Gentile/Reuters/Ritzau Scanpix.

Det er vigtigt på det symbolske plan, men vil næppe sende chokbølger gennem den katolske kirke, at pave emeritus Benedikt XVI er blandt tre nuværende og tidligere ærkebiskopper af München, der beskyldes for forsømmelser i deres håndtering af sager om præsters seksuelle misbrug af mindreårige.

Efter tyve år med stadige afsløringer kan man snarere spore en lettelse over, at anklagerne mod ham trods alt kun angår fire forhold, og at en af dem tilmed har været offentlig kendt i over ti år.

Benedikts efterfølger på posten i München, kardinal Friedrich Wetter, anklages for forsømmelighed i 21 sager, og selv den nuværende ærkebiskop, kardinal Reinhard Marx, der bestilte udredningen hos det tyske advokatfirma Westphal Spilker Wastl anklages i to tilfælde. Rapporten dækker årene fra 1945 til 2019 og har identificeret 497 tilfælde af overgreb.

Benedikt var som Joseph Ratzinger ærkebiskop af München og Freising fra 1977 til 1982, og de fleste misbrugssager i den katolske kirke daterer sig netop til 1970’erne og 1980’erne. Det var år, hvor den seksuelle revolution for alvor slog igennem, uden at nogen var specielt optaget af, at seksuelle overgreb kunne være et særligt problem.

I den katolske kirke skabte en blanding af gejstlig arrogance, iver efter at beskytte kirkens renommé, dårlig vejledning fra læger og jurister sammen med en god portion biskoppelig naivitet ideelle forhold for pædofile blandt gejstlige og kirkeligt ansatte.

Fyrre år senere har man nøje defineret, hvordan sådanne sager skal behandles, men det ville være meget overraskende, hvis daværende ærkebiskop Joseph Ratzinger håndterede dem således. For det var der næppe nogen anden biskop, nogen anden institution eller noget samfund, der gjorde. 

Det var først efter, at Ratzinger i 1982 overtog ledelsen af Troslærekongregationen i Vatikanet, at han fik førstehåndskendskab til problemets udbredelse i hele kirken og erfarede, at mange biskopper ikke straffede de skyldige men blot flyttede dem fra et sogn til et andet.

I 2001 gennemførte Ratzinger en afgørende ændring i den katolske kirkes procedurer, idet alle sager om seksuelt misbrug af mindreårige blev fjernet fra den enkelte biskops jurisdiktion og overført til Vatikanet, hvor de kunne blive behandlet ensartet og uden hensyn til lokale forhold.

Efter at være blevet valgt til pave i 2005 fortsatte Benedikt den stramme kurs, ligesom han gentagne gange undskyldte offentligt for den institutionelle kirkes svigt og mødtes med ofre for seksuelt misbrug. I 2005 benyttede han en andagt langfredag til offentligt at beklage, ”hvor meget skidt” der var i kirken.

Benedikt selv har afvist, at han skulle have gjort noget forkert i de fire sager, og en længere skriftlig redegørelse fra hans hånd er vedlagt rapporten som et appendiks. Skønt anklagerne mod ham synes at bygge på indicier og formodninger, er de alvorlige nok til at skæmme hans eftermæle som pave.

De vil også bidrage til yderligere at komplicere billedet af en mand, der på en gang er den måske største nulevende katolske teolog, og som samtidig tog det uhørte skridt at træde tilbage som pave, da han ikke længere syntes, han magtede den opgave.

Den væsentligste konsekvens af den tyske rapport ligger nok i dens betydning for fremtidige paver. For mens en nyvalgt pave traditionelt er blevet mødt med instinktiv goodwill, er det sandsynligt, at medier og interesseorganisationer nu minutiøst vil gennemgå enhver paves hidtidige karriere med henblik på at finde forsømmelser som i Benedikts tilfælde.

Hvis den næste pave er født i 1950’erne, vil han have fået sin uddannelse i 1970’erne, måske være blevet biskop i 1980’erne og fået sin første toppost i 1990’erne. Det er længe før, at kirken belært af bitre erfaringer indførte principper om nul tolerance og centraliseret sagsbehandling, og det er ikke svært at forestille sig, at en sådan granskning vil finde svigt og mangler. 

Den virkelighed gør fremtidige pavekandidater, deres rådgivere og resten af kirken klogt i at forberede sig på. Der er vigtige pointer at hente i Benedikts historie. Hans erfaringer og udvikling skal italesættes konstruktivt.