Efter sager om seksuelt misbrug: Skriftemålet er under pres som fortroligt sted

Fastetid er skriftetid for verdens 1,3 milliarder katolikker. Men fortroligheden i skriftestolen er under pres efter sager om seksuelt misbrug i den katolske kirke

Skriftemålet er et af den katolske kirkes sakramenter og involverer i kirkens optik et personligt møde med Gud.
Skriftemålet er et af den katolske kirkes sakramenter og involverer i kirkens optik et personligt møde med Gud. Foto: Michael Bager/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix.

Kan verdens katolikker fremover regne med, at det, de fortæller i skriftestolen, aldrig bliver fortalt videre, men forbliver en sag mellem den skriftende, præsten og Gud? Spørgsmålet er særligt aktuelt i denne tid, hvor mange katolikker benytter fastetiden op til påske til at få lettet deres samvittighed, angre og søge tilgivelse for stort og småt.

Nogle synder fylder dog særligt meget i den offentlige bevidsthed, og efter mere end to årtier med afsløringer af seksuelt misbrug af børn og unge i den katolske kirke er der stadig mindre tålmodighed med, at alle oplysninger, der fremkommer under et skriftemål, skal være undtaget rapporteringspligt, som det hidtil har været praksis.

I 2020 vedtog parlamentet i den australske delstat Queensland således, at præster fremover skulle kunne idømmes fængselsstraf, hvis ikke de rapporterer seksuelt misbrug af mindreårige, og at skriftemålet ikke er undtaget fra denne pligt. I lande som Irland, Frankrig og USA debatteres spørgsmålet også, og i denne måned behandler parlamenterne i de amerikanske delstater Delaware, Vermont og Utah lovforslag om at bryde skriftemålets hemmeligholdelse i tilfælde af misbrug eller forsømmelse af børn.    

I mange lande er præster, ligesom læger, skolelærere og advokater, allerede forpligtet til at rapportere mistanke om seksuelt misbrug til myndighederne, uden at det volder principielle problemer. Men når det drejer sig om skriftemålet, insisterer den katolske kirke på, at hemmeligholdelsen er noget ganske andet end den professionelle fortrolighed, der for eksempel eksisterer mellem læge og patient. Kirkerettens kanon 983 paragraf 1 understreger, at skriftemålshemmeligheden altid er ukrænkelig, selv når det drejer sig om at redde liv, inklusive præstens eget liv.

Skriftemålet er et af den katolske kirkes sakramenter og involverer i kirkens optik et personligt møde med Gud. I et interview med Catholic News Agency i 2021 forklarede lederen af det tribunal i Vatikanet, der på topniveau behandler sager om skriftemål, kardinal Mauro Piacenza, at de oplysninger, der fremkommer under et skriftemål, skal hemmeligholdes, fordi de principielt ”er givet til Gud alene”. Det gælder ”altid og i enhver situation”. Det gælder derfor også, uanset om den skriftesøgende får tilgivelse – absolution – eller ej. For tilgivelse sker ikke automatisk, men forudsætter oprigtig anger.

Spørgsmålet er dog, om denne teologiske forklaring er nok til fremover at bevare skriftemålets ukrænkelighed i et sekulariseret samfund. For når det handler om religion, er journalister og politikere som regel mere interesserede i tidens varmeste emner – køn, seksualitet, misbrug og krænkelser – end i baggrund og sammenhæng. Den store udfordring for den katolske kirke er at vise, at kirkeretten ikke står over den nationale lovgivning, men også at de verdslige myndigheders forsøg på at bryde skriftemålets hemmeligholdelse rejser vigtige spørgsmål om religionsfrihed.

Heri ligger en væsentlig formidlingsopgave, der kræver, at reglerne for skriftemål gøres tydeligere, så offentligheden ikke tror, at den katolske kirke slet ikke er interesseret i, at retfærdigheden sker fyldest ude i samfundet. For præsten bør selvfølgelig søge at overbevise en gerningsmand om at tage ansvar for, hvad han har gjort, og efter skriftemålet fortsætte samtalen med henblik på at involvere politiet. Det samme gælder et offer for misbrug, der fortæller om det i skriftestolen. Også her bør præsten efterfølgende opmuntre til at gå videre med sagen og søge hjælp.

De fleste skriftemål foregår stadig i en skriftestol, hvis indretning sigter på at bevare den skriftendes anonymitet. Anonymiteten og hemmeligholdelsen af skriftemålet forklarer, hvorfor mange mennesker fortæller ting her, de ellers aldrig ville sige. Nogle biskopper peger på, at skriftemålet giver dem, der har misbrugt børn og unge, en mulighed for at erkende og angre, hvad de har gjort, som de måske ellers aldrig ville få. Der er naturligvis ingen garanti, men for kirken er det afgørende, at muligheden eksisterer.