Ekspert: I skyggen af krigen i Ukraine kæmper broderfolk om den ortodokse sjæl

De første dage af krigen i Ukraine har afsløret en loyalitetskonflikt, der ikke bare splitter ortodokse i Ukraine, men også ses inden for den russisk-ortodokse kirke

Manden med det grå skæg, der uddeler nadver, er i en svær situation i øjeblikket. Det er den ortodokse metropolit Onufrij af Kijev, som hører under Moskvapatriarkatet og dermed forventes af være loyal over for Moskva. Men det har han ikke været. Tværtimod har han kritiseret invasionen af Ukraine.
Manden med det grå skæg, der uddeler nadver, er i en svær situation i øjeblikket. Det er den ortodokse metropolit Onufrij af Kijev, som hører under Moskvapatriarkatet og dermed forventes af være loyal over for Moskva. Men det har han ikke været. Tværtimod har han kritiseret invasionen af Ukraine. . Foto: Anna Marchenko/TASS/Ritzau Scanpix.

I løbet af den anspændte situation, som gik forud for den russiske invasion af Ukraine, er det blevet stadig klarere, at den kirkelige dimension af konflikten mellem Rusland og Ukraine også spiller en væsentlig rolle. Det er påfaldende, at alle parter i konflikten påberåber sig en lang, fælles åndelig arv og i omfattende grad har tyet til historien og den ortodokse kirkes rolle i den for at begrunde og forsvare deres respektive holdninger. Indtil nu har det ganske vist været forskelligt, hvor meget de kirkelige aktører har udtalt sig om stridens substans.

At kirken og dens ortodokse tro er en af de vigtigste ingredienser i det åndelige og historiske fællesskab, som eksisterer mellem russere og ukrainere, bestrider ingen. Men på grund af de øvrige nationale og kulturelle skel er kirken samtidig blevet et fokus for splittelsen mellem de to folk. Det, der skulle være en fælles ramme, er i praksis blevet et forum for bitter strid, en arena for kampen om Ukraines og for så vidt også Ruslands sjæl.

Denne artikel er en del af denne serie:
Konflikten i Ukraine

I Ukraine eksisterer således ikke mindre end tre forskellige vigtige versioner af den ortodokse kirke: En hører under Moskvapatriarkatet og er således er en del af den russisk-ortodokse kirke. To hører ikke under Moskva. Denne situation er ifølge fælles ortodokse regler i sig selv en uting, fordi disse regler dikterer, at der kun kan være én kirke i hvert land.

Alle tre kirker er identiske i alle substantielle henseender som teologi, ritus, organisation og kirkeligt liv. Men de anerkender alligevel ikke hinanden som kanoniske, altså i overensstemmelse med den overleverede kirkelige kanon. Formelt afviser de hinanden under henvisning til reglerne, men reelt er det på grund af spørgsmålet om nationalt tilhørsforhold, som i princippet er kristeligt irrelevant og endda defineret som et kætteri (såkaldt fyletisme), hvis det anvendes som kirkeligt kriterium.

Den reelle splittelse mellem de ortodokse kirkestrukturer i Ukraine har endda bredt sig til visse dele af den almene ortodokse verden, for så vidt man udtrykkeligt har valgt side til fordel for den ene af parterne. Splittelsen udtrykkes også på forskellig vis af officielle udtalelser fra de forskellige kirkelige parter i konflikten.

En af hovedpersonerne er den lokale leder af den ukrainsk-ortodokse Kirke, der hører under Moskvapatriarkatet, metropolit Onufrij af Kiev, som længe må have befundet sig i en loyalitetskonflikt. Som overhoved for den største og indtil 2019 eneste kanoniske af de ukrainske kirker har han selvsagt først og fremmest måttet have de troende i Ukraine for øje, men samtidig har han som hørende under Moskvapatriarkatet også en forpligtelse over for den russiske kirkes ledelse, som under patriark Kirill gennem mange år har udviklet et stadig nærmere forhold til præsident Putin og hans regering.

Denne dobbeltrolle er netop en del af problemet og årsag til, at mange ukrainere, herunder også det ukrainske parlament og tidligere og nuværende regering har betragtet Onufrij og den moskvatro kirke, han leder, som en slags femtekolonne, en del af en organisation med centrum i Moskva, der som kirke har haft mulighed for fortsat at eksistere i Ukraine også efter uafhængigheden i 1991.

Som sådan har denne kirke efter mange ukraineres opfattelse kunnet udøve en uacceptabel russisk eller russiskvenlig indflydelse på mange planer i det ukrainske samfund (ca. 12.000 sogne hører under denne kirke).

Om end tilhørsforhold til denne kirke ikke nødvendigvis har været ensbetydende med russisk nationalt sindelag, har dens stilling dog længe været anfægtet i det ukrainske samfund, ikke mindst siden den ene af de to andre kirker i 2019 blev anerkendt som kanonisk af patriarken af Konstantinopel.

Det er derfor bemærkelsesværdigt, at Onufrij den 24. februar, samme dag som påbegyndelsen af det russiske angreb, i en henvendelse til alle troende under den ukrainsk-ortodokse kirke i umisforståelige vendinger hævder Ukraines “suverænitet og Integritet” og appellerer til Ruslands præsident om øjeblikkeligt at standse denne “brodermorderiske krig”. Appellen sker netop under henvisning til den fælles historie, og til at de ukrainske og russiske folk er udgået fra samme “døbefont”, hvorfor krig mellem disse folk er en fortsættelse af Kains synd, brodermordet. Onufrij tager altså klart stilling til fordel for sit ukrainske folk imod den russiske præsidents angreb.

Herved bringer han sig klart i modsætning til nogle af sine russiske kolleger i Moskvapatriarkatet, i hvert fald I forhold til biskop Savva af Zelenograd, en af patriark Kirills vikarer, der efter præsident Putins lange historiske tale den 21. februar erklærede sin store tilfredshed med, at forståelsen af den russiske historie nu endelig var kommet til sin fulde ret.

I denne tale havde Putin rullet hele det cirka 1000-årige perspektiv ud som grundlag både for det åndelige fællesskab mellem ukrainere og russere og for at betvivle Ukraines eksistensberettigelse som selvstændig stat. Putin henviste også til den vold, som den ukrainske regering angiveligt udøver mod den ukrainsk-ortodokse kirke under Onufrij.

Biskop Savvas udtalelse måtte altså forstås som en støtte til Putins kurs, hvilket to dage senere blev indirekte understreget af patriark Kirill selv, som den 23. lykønskede Putin og Moskvas borgmester i anledning af “dagen for fædrelandets forsvarer”. Her priste Kirill ikke mindst Putins indsats for det gode samarbejde mellem stat og kirke, herunder arbejdet for at bevare traditionelle moralske principper.

Dagen efter, den 24. februar, hvor det russiske angreb begyndte, henvendte Kirill sig til alle medlemmer af den russisk-ortodokse kirke, i Rusland, Ukraine og andre steder, og udtrykte sin ”dybe smerte” over folkets lidelser og opfordrede “alle sider i konflikten” til at “gøre alt muligt for at undgå ofre blandt fredelige indbyggere” og yde dem al mulig hjælp. Kirill henviste også til russernes og ukrainernes fælles dåb og århundredelange historiske fællesskab og bad for en snarlig genoprettelse af freden, men modsat Onufrij opfordrede han ikke Putin til at indstille sin invasion af broderfolket. Også her kan man nok ane en loyalitetskonflikt eller i al fald et taktisk dilemma.

Dette problem havde metropolit Epiphanius til gengæld ikke. Han er leder af den ortodokse kirke i Ukraine, der blev oprettet i december 2018 ved forening af den autokefale kirke, Kijevpatriarkatet og nogle dele af  Moskvapatriarkatets kirke. Den ikke hører under Moskva, men blev anerkendt af patriarken af Konstantinopel.

Epiphanius har også han henvendt sig til de troende i sin kirke den 22. februar og henviste til den 1000-årige historie for at illustrere, hvordan det område, der nu er Ukraine, i tidligere tider gentagne gange er blevet overfaldet af russiske angribere. Hans konklusion var klar:

“For os, det ukrainske folk, kan der kun være ét svar på Kremls aggression: Forenet modstand, forsvar af vort fædreland, frihed og værdighed og kamp mod angriberen indtil sejren”.

Den lange fælles historie er der som sagt ingen, der bestrider, men lige nu er den åbenlyst mere årsag til bitter konflikt end til broderlig fred og fordragelighed.

Christian Gottlieb er sognepræst og adjungeret professor i teologi med speciale i ortodoks kristendom.

Vil du modtage de seneste artikler per mail, når Kristeligt Dagblad har skrevet nyt om krigen i Ukraine? Så skriv dig op her.