En ny rapport anklager den tidligere pave Benedikt XVI for svigtende håndtering i fire sager om seksuelt misbrug af mindreårige begået i den katolske kirke. Arbejdet blev præsenteret torsdag på et pressemøde i München.
Eksperterne bag rapporten har siden 2020 undersøgt sager om seksuelle overgreb fra præsters og fuldtidsansattes side i perioden 1945 til 2019 i ærkebispedømmet München og Freising. Det antages, at der har været mindst 497 ofre i perioden, hovedsageligt børn og unge af hankøn.
"Selvom det er uhyggeligt tal, er det ikke et højt antal ofre i forhold til de tal, vi kender fra for eksempel Frankrig. Ikke hvis vi tager stiftets størrelse og periodens længde i betragtning. Det, der er bemærkelsesværdigt, er, at rapporten omtaler en tidligere pave," siger lektor Jakob Egeris Thorsen.
Benedikt XVI var ærkebiskop i München og Freising fra 1977 til 1982, og i følge rapporten, som er bestilt af ærkebispedømmet selv, undlod den forhenværende pave at handle i fire sager om seksuelle overgreb.
Særligt fremhæver eksperterne bag rapporten sagen med præsten "Peter H.", som han kaldes i teksten. Han var blevet forflyttet fra Essen til München, efter han allerede der havde misbrugt børn. I München begik Peter H endnu et overgreb og blev dømt, men han fik lov at fortsætte som præst i stiftet.
"Paven udtalte senere, at han ikke kendte til sagen. Det betvivler rapporten nu," siger Jakob Egeris Thorsen.
Ifølge Jakob Egeris Thorsen er der umiddelbart ikke tale om, at Benedikt XVI aktivt dækkede over overgrebssager:
"Det, rapporten konkluderer, er, at paven med al sandsynlighed har kendt til flere af overgrebssagerne, og at han fejlede ved ikke at handle på dem," siger Jakob Egeris Thorsen, som mener, at den kritisable håndtering og påstande om ikke at have kendt til overgrebssagerne vil gå ud over ekspavens eftermæle:
"Det er ikke, fordi hans eftermæle er fuldstændig smadret, men der er bestemt kommet en alvorlig plet. Han blev kendt som den første pave, der tog misbrugssagerne alvorligt, men nu skal vores billede af den proaktive pave justeres," siger Jakob Egeris Thorsen.
Også den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, mener, at sagen vil sætte sig på Benedikt XVI's eftermæle:
“Jeg mener fortsat, han var en god pave, men disse fejl kommer nok til i nogen grad til at sløre det positive billede," siger Czeslaw Kozon.
Den danske biskop understreger, at det er sager som disse, der har bevirket, at kirken har indført klare retningslinjer for, hvordan man skal håndtere misbrugere og ansvarlige, der dækker over misbrugere.
"Vi kan aldrig sikre os fuldstændig mod overgreb, men vi har taget så mange forholdsregler, vi kan, for at sager i fremtiden bliver håndteret korrekt," siger Czeslaw Kozon.
Den nuværende ærkebiskop over München og Freising, kardinal Reinhard Marx, beskyldes også for passivitet i sager om seksuelt misbrug. Han har ligesom pave Benedikt været en af de mest magtfulde katolikker i Tyskland, ikke mindst fordi han længe var leder af bispekonferencen, de katolske biskoppers fælles organ i Tyskland.
Den offentlige anklagemyndighed i München har modtaget rapporten og meddeler, at den er i gang med at vurdere, om nulevende kirkeledere har begået strafbare handlinger.