29. Det er antallet af sager om seksuelle krænkelser, som folkekirkens stifter har registreret gennem de sidste ti år, og som kirkeministeren netop har fremlagt for kirkeudvalget. Tallet er indhentet efter kritik af håndtering af en overgrebssag i Københavns Domkirke.
Men eksperter tvivler på, at tallet giver et retvisende billede af omfanget af seksuelle krænkelser i folkekirken.
De 29 sager dækker højst sandsynligt over et mørketal, vurderer religionssociolog Brian Arly Jacobsen, der er ansat som lektor ved institut for tværkulturelle og regionale studier ved Københavns Universitet:
"Hvis man kun tæller sager, der er behandlet i systemet, får man jo ikke de sager med, hvor den krænkede ikke har turdet melde sagen, eller hvor ledelsen har valgt ikke at håndtere sagen," siger Brian Arly Jacobsen, som mener, at folkekirken kan lade sig inspirere af, hvordan man gør på andre arbejdspladser:
"For eksempel har de fleste universiteter ladet spørgsmålet om krænkelser indgå i anonyme arbejdspladsvurderinger, og det gør, at man får et langt højere tal end anmeldte. Og det er den rigtige måde at gøre det på. Men folkekirken må nok også forvente, at der kommer mange flere sager," siger Brian Arly Jacobsen.
At der sandsynligvis gemmer sig flere sager end de 29 registrerede, skyldes også, at man ikke altid har været lige fokuseret på problemet. Det vurderer Anette Borchorst, kønsforsker og professor emerita ved Aalborg Universitet, som har forsket på området:
"Det er først i slutningen af 1980'erne, at man begyndte at tale om seksuel chikane på arbejdspladserne, og det er først inden for de seneste fem-seks år, at man aktivt har adresseret problemet," siger Anette Borchorst.
Politikere kan ikke leve med, at omfanget er ukendt
Ligesom Brian Arly Jacobsen peger Anette Borchorst på, at man i andre brancher er godt i gang med at foretage mere dybdegående undersøgelser af seksuelle krænkelser.
"Især på arbejdspladser med stærke fagforeninger, har man haft interesse i at afdække problemet. Men det er ofte i ledelsens egen interesse, for det er ikke bare dårlig for omdømmet, det er også rigtig dyrt, fordi de fleste krænkede forsvinder fra arbejdspladsen eller bliver langtidssygemeldt," siger Anette Borchorst.
Hun mener, at en grundigere undersøgelse af seksuelle krænkelser i folkekirken snart kan komme på tale, nu hvor emnet er kommet på den kirkepolitiske dagsorden i forbindelse med den skarpe kritik af, hvordan man i Københavns Domkirke har håndteret en sag om mulige krænkelser mod et barn:
"Sagen fra Københavns Domkirke har fået både kirkeminister og kirkeudvalg til at få øjnene op for et potentielt problem. De kan ikke leve med, at omfanget er ukendt, især når kirker tager sig af konfirmander og børn," siger Anette Borchorst.
Men mens man venter på igangsættelsen af en større undersøgelse, kan man med fordel dykke ned i de 29 registrerede sager nærmere, mener Anette Borchost:
"Hvor alvorlige er sagerne? Hvem er den krænkede part? Det er vigtig viden. Og hvis vi kigger på præsterne, som udgør 22 sager, er kun to af dem endt med en disciplinær sanktion som fyring. Det vækker en vis nysgerrighed," siger Anette Borchorst.
Biskopper skal være mere proaktive
På trods af at de 29 sager nok dækker over et mørketal, vil de formentlig komme som en overraskelse for mange. Det mener Rasmus H.C. Dreyer, kirkehistoriker ved Københavns Universitet og tidligere præst:
“Selvom tallet statistisk set er lille i forhold til antallet af medarbejdere i folkekirken, så er det større end forventet. Det er, fordi man i folkekirken indtil nu har haft en forestilling om, at seksuelle krænkelser ikke rigtig finder sted. Det er noget man har forestiller sig hørte de katolske kirker til, men ikke folkekirken," siger Rasmus H.C. Dreyer.
Han mener derfor, at folkekirken bør indse, at krænkelser kan og vil forekomme:
“Mit indtryk er, at man allerede er meget bevidst om at man skal behandle hinanden ordentligt, men sagerne vidner dog også om, at der er et system, der kan opfange sager om krænkelse og udstede sanktioner mod krænkeren. Men siden man ikke har hørt meget til sagerne i offentligheden, er man jo gået lidt stille med dørene, netop fordi det blev anset som hændelser, der ikke ville kunne ske i folkekirken," siger Rasmus H.C. Dreyer.
Uanset om der kommer en mere grundig undersøgelse af problemet, har sagen i Københavns Domkirke allerede fået kirkepolitiske konsekvenser:
“Kirkeminister og kirkeordførere er blevet usikre på om biskopperne lever op til det store ansvar i at føre føre gejstligt og administrativt tilsyn med folkekirken. Og jeg fornemmer også, de er begyndt at tænke; tillid er godt, men kontrol er bedre," siger Rasmus H.C. Dreyer.