I sine 16 år som hospitalsimam har Naveed Baig siddet med mange mennesker i deres sidste tid her på jorden. Engang bad en patient ham om at fortælle hende, hvad der sker inden, under og efter døden i den islamiske tradition. Døden stod for døren, og hun var ængstelig.
De talte lidt, bad sammen, og Naveed Baig læste op af Koranen.
"I’m ready to go now," sagde patienten, der ikke talte dansk. Jeg er klar til at tage afsted nu, blev nogle af kvindens sidste ord.
"I bønnen accepterede hun sin skæbne og affandt sig med, at hun skulle dø. Gennem Guds ord fik hun tryghed og afklaring," husker Naveed Baig episoden i dag.
Hvad det egentlig, man beder for i et menneskes sidste øjeblikke? Bliver man ved med at bede for helbredelse, når alt håb burde være ude? Eller handler den sidste stund kun om lindring?
"Det er meget individuelt og handler mest af alt om, hvad den døende selv har brug for. Derfor kan det også være svært at skelne mellem at bede for lindring og helbredelse. I min tid som hospitalspræst har jeg ofte bedt for, at Gud må gøre det let for den døende. Når der ikke er håb tilbage for helbredelse, beder jeg for, at den døende må få et godt efterliv, at Gud vil tage smerterne væk og eksempelvis passe på vedkommendes børn, når han eller hun ikke længere selv kan," siger Naveed Baig, der fra 2005 til 2021 fungerede som hospitalsimam på Rigshospitalet og Herlev Hospital og i dag er ansat som ph.d.-studerende på Universitetet i Oslo, hvor han forsker i patienters åndelige og religiøse forestillinger ved svær sygdom.
For nogle kan døden være en lettelse fra pine og smerte. For andre er døden noget, som for alt i verden ikke må indtræffe. Det ved om nogen Karen Søe Pedersen, der er hospitalspræst ved Aalborg Sygehus, hvor hun i snart syv år har bedt for alvorligt syge mennesker.
"Hvis døden er en lettelse, er det naturligt at bede om, at den døende kan få fred og overgive sit liv i Guds hånd. Er man derimod bange, så kan min bøn lyde som følger: 'Gud, vi kan ikke undvære det menneske, vi er ved at miste. Vores liv vil jo gå under. Vi magter alt for lidt lige nu. Har du magt til at hjælpe? Så gør det. Det beder vi om i vores angst og nød," siger hospitalspræsten og tilføjer så:
"En præstekollega har engang sagt, at Gud ikke tager vore døde fra os, men tager imod dem. Det er en af mine grundtanker, når jeg beder for døende i deres sidste øjeblikke."
Karen Søe Pedersen mener ikke, man kan skelne mellem bøn for lindring og bøn for helbredelse, når det drejer sig om livets sidste timer.
"Sygdomme holdes nede en tid, sygdomme blusser op igen. Angst, afmagt og udmattelse slider hos den syge og hos de pårørende. Gør vi bøn til noget, vi kan måle, veje og se resultater af, går vi fejl af bønnens væsen. Vi beder i afmagt, fordi vi ikke kan lade være, ofte for at få hjælp, men også for at sige tak. Bøn er ikke altid helbredende for os, det er tydeligt. Men bøn er helende."
Hun fortsætter:
"Måske er vi for fikserede på helbredelse, tænker jeg sommetider. Vi dyrker helbred og det at være rask næsten manisk. Den græske filosof Hippokrates, lægekunstens far sagde fornuftigt om sundhedsvæsenets opgave 'stundom helbrede, ofte lindre, altid trøste'. Jeg beder sommetider med den syge til Gud om at give kræfter til at tage sig af det og dem, man kan være noget for. Og om Gud vil hjælpe med at bære det tankemylder og den angst, der presser sig på."
Man må ønske lindring, men ikke bede for det
I den jødiske tro er linjerne mellem lindring og helbredelse trukket anderledes skarpt op. Her må man nemlig ikke bede om lindring, men kun om helbredelse, fortæller overrabbiner Jair Melchior. Også han har været til stede hos flere mennesker i deres sidste stund, selvom man i jødedommen ikke har den samme tradition for at våge over mennesker i dødsøjeblikket.
"I jødedommen er det ikke en diskussion, om man skal bede for lindring eller helbredelse. Selv når du har et skarpt sværd trykket mod din hals, skal du fastholde en tro på, at du kan leve. Vi er ikke blinde for virkeligheden, men uanset hvad er der altid håb. Derfor skelner vi også mellem det, vi håber på, og det vi beder for, forstået på den måde, at det ikke er forkert at ønske smertelindring, men vi må ikke bede for det," forklarer Jair Melchior og kommer i tanke om en jødisk fortælling:
"En gammel kvinde opsøger en rabbiner og siger til ham, at hun er træt af livet og ikke vil mere. Rabbineren spørger hende, hvad hun mon gør for at holde sig selv i live. Hver morgen beder hun i synagogen, svarer den gamle kvinde. Rabbineren opfordrer hende da til at lade være med at bede næste morgen. Næste dag er hun død."
Pointen er, uddyber Jair Melchior, at det var den gamle kvindes bøn til Gud, som holdte hende i live. Alligevel er det en "klar holdning" i den jødiske tradition, at lægernes medicinske arbejde er en del af Guds værk her på jorden, tilføjer overrabbineren.
Også for Naveed Baig er det vigtigt at understrege, at man ikke skal udelukke hverken medicinens eller bønnens kraft:
"Hvad angår helbredelse er det vigtigt at definere, hvad vi ligger i begrebet. Både bønnen og medicinsk behandling er mange patienters 'holdepunkter'. Bønnens styrke er, at den appellerer til det sjælelige og medicinens styrke er, at den kan genoprette det kropslige her på jorden. Helt generelt er der behov for et større samarbejde og en bedre forståelse mellem de to verdener, som unægteligt hænger sammen."
Nøjes vi med den ene måde at anskue mennesket på, dur det ganske rigtigt ikke, supplerer Karen Søe Pedersen.
"Medicinens verden er én måde at se mennesket på. Men vi har også brug for at høre, at vi er Guds. Det kan siges i en bøn, i en salme fra Salmebogen og i en velsignelse. Vi har også brug for mennesker omkring os, der ser og hører os, når vi er i nød."