Når talen falder på Danmarks jødiske befolkning, kommer man sandsynligvis til at tænke på den jødiske synagoge i Krystalgade i København eller den jødiske kulturfestival, som hvert år afholdes i hovedstaden.
Men også i resten af landet lever danskere, som udøver jødisk tro og livstil. Det fortæller David Gerschwald, der siden 1970'erne har handlet med kosher-varer og stadig kører de danske motor- og landeveje tynde for at levere mad til jødiske familier i provinsen.
"Hvis man vil spise efter jødiske regler og ikke har en kosher-slagter i nærheden, kan man altid nøjes med at spise fisk. Men noget mad kan mange jøder ikke leve uden. Det er især det jødiske fladbrød, der spises omkring påske, og så kosher-ost, som jeg selv får produceret i Vejle," siger 71-årige David Gerschwald.
Turen går fra hjemmet i Frederiksberg over Storebælt til familier på Fyn og videre til alle afkroge af Jylland fra Padborg i syd til Aalborg i nord.
Men siden David Gerschwald for 50 år siden begyndte at køre, er der blevet mærkbart færre jødiske familier uden for København.
"Før var det mindre samfund. Nu er det enkelte husstande, der ligger meget spredt," siger han.
Der er derfor god grund til, at vi i dag forbinder det jødiske liv med hovedstaden. Men spoler vi tiden tilbage til midten af 1800-tallet, levede 41 procent af alle landets jøder i provinsen – fra Nordjylland til det Sydfynske Øhav.
Og her var de knap 1600 danske jøder med til at bringe den seneste mode til købstæderne og den nyeste teknologi til et landbrug i hastig udvikling. Det fortæller Vibeke Kaiser-Hansen, der netop har udgivet bogen "Jødernes Danmarkshistorie – i provinsen".
"Jøder har levet stort set alle steder i landet, men især Fredericia, Randers og Aalborg fik store jødiske befolkningsgrupper med egne synagoger," siger Vibeke Kaiser-Hansen.
Der var jødiske slagtere, bagere, møbel- og spritfabrikanter, men typisk arbejdede danske jøder inden for handel, hvor de benyttede sig af deres internationale forretningsforbindelser.
"Mange var første- eller andengenerationsindvandrere, hvilket betød, at de stadig havde gode forbindelser til de steder, de kom fra. Det gav dem muligheden for at være først med den seneste mode eller den nyeste landbrugsteknologi, som de fik helt ud til landsbyerne," siger Vibeke Kaiser-Hansen.
Og de jødiske handlende var kendte for deres modevarer, som de gerne reklamerede med:
"Direkte fra Manchester har jeg i disse dage erholdt et Parti Varer, bestaaende af Orleans, Sirtser, Flonel, Bomuldsfløjel, Brunel, hvidt Shirting og Kippret Stouts med flere Varer," lød en annonce fra tekstilhandler J.J. Glückstadt fra Fredericia i 1849.
Jøderne adskilte sig hovedsageligt fra resten af befolkningen med deres fremmedklingende efternavne, deres religiøse handlinger, deres gang i synagogerne, og ved at de blev begravet på jødiske begravelsespladser.
Deres særegenhed ledte sommetider til chikane og latterliggørelse, men sjældent til systematisk forfølgelse. En undtagelse er de antisemitiske optøjer i 1819, som går under navnet Jødefejden, der primært fandt sted i København og i en række sjællandske byer, mens de jyske byer gik fri.
Men ellers var forholdet fredeligt. For kristne og jøder arbejdede for og med hinanden, nogle giftede sig eller havde udenomsægteskabelige forhold, og deres børn gik i de samme skoler.
Det var også for at indgå ægteskaber, at nogle jøder valgte at konvertere til kristendommen. Men det var ikke konvertering, der fik det særegne jødiske liv til at forsvinde fra provinsen mod slutningen af 1800-tallet.
"De rejste, ligesom mange andre på landet, til København, som blev landets handels- og industricentrum," siger Vibeke Kaiser-Hansen.
I dag er der kun bevaret to synagoger uden for København, en i Faaborg og en i Horsens, og ellers er de mest markante spor fra det sprudlende dansk-jødiske liv deres begravelsespladser, som stadig findes rundt omkring i landet.