Det er svært at vinde et bispevalg i folkekirken uden at nævne Grundtvig.
Det teologiske fyrtårn, salmedigteren og samfundsbyggeren har spillet en central rolle i, at Danmark i dag er indrettet, som det er med et væld af folke-institutioner, herunder folkekirken. Mange forbinder ham med noget positivt, med den altomfavnende højskolebevægelse, med ånd, dannelse og samtaledemokrati, og da han har skrevet og sagt så meget forskelligt om Kristus og kirken, er der masser af gods at hænge det grundtvigske prædikat op på. Man træder med andre ord ikke nogen over tæerne, hvis man kalder sig selv inspireret af Grundtvig.
Ved det seneste bispevalg i Roskilde Stift brugte begge de to finalekandidater Rasmus Nøjgaard og Ulla Thorbjørn Hansen den samme formulering om, at man kunne finde dem på “Den grundtvigske midtbane,” da de blev bedt om at placere sig selv kirkeligt. Da vinderen af valget, Ulla Thorbjørn Hansen, senere blev bedt om at uddybe, hvad hun mente, svarede hun til kirke.dk:
“Det grundtvigske betyder for mig, at folkekirken aldrig kan eller må lukke sig om sig selv – men altid må forholde sig åbent ud mod verden og ud mod kulturen.”
Men er der mere i det grundtvigske end en åben folkekirke? Og er der forskel på at være grundtvigsk i dag og for 100 år siden?
En, der kan hjælpe med at besvare de spørgsmål, er Henrik Wigh-Poulsen. Han er biskop i Aarhus Stift, har skrevet en ph.d om Grundtvig, stået i spidsen for Grundtvigsk Forum som formand fra 2000 til 2008 og har holdt et væld af foredrag om, hvad det vil sige at være grundtvigsk i folkekirker og valgmenigheder rundt om i landet.
Henrik Wigh-Poulsen tager imod Kristeligt Dagblad på sit bispekontor på Dalgas Avenue tæt på Tangkrogen i Aarhus og en kort gåtur fra AGF-stadion. En oplagt lokation til åbningsspørgsmålet om, hvad han tror fodboldmetaforen “den grundtvigske midtbane” betyder. Han griner.
“Jeg tror, faktisk det er mig, der har opfundet udtrykket. Vi skal mange år tilbage, og jeg kan ikke huske, hvad sammenhængen var. Men når man placerer sig selv på den grundtvigske midtbane, så betyder det jo, at man i hvert fald ikke er en, der befinder sig ude på yderfløjene af det grundtvigske. Man kan måske sige, at den kirkeaktivistiske del af de grundtvigske hører til i offensiven, mens dem, der ligger tættere på det tidehvervske står i defensiven. Men det er en stor bane, der spilles på, og det er meget forskellige kandidater, der vil kunne kalde sig grundtvigske. Og de vil sådan set alle kunne gøre det med god ret,” siger Henrik Wigh-Poulsen.
Belæg for næsten ethvert synspunkt
Så hvis så mange, der mener så forskellige ting, kan kalde sig grundtvigske, er det så overhovedet muligt at prøve at definere en grundtvigsk kerne?
Her henviser Henrik Wigh-Poulsen til valgmenighedspræsten Anders Nørgaard, som i 1910 til 1917 blev kaldet til en grundtvigsk valgmenighed i Skanderup ved Kolding. Menigheden opstod i direkte opposition til egnens indremissionske sognepræst, Indre Missions formand Carl Moe.
Anders Nørgaard var med til at samle og formulere meget af det “grundtvigske arvesølv” med vægtlægning på dåb, nadver og trosbekendelse, forklarer Henrik Wigh-Poulsen. Han var også med til at gøre grundtvigianismen, som på det tidspunkt var blevet temmelig bred og altomfavnende, mere fokuseret. Hans tanker var også en tydelig inspiration for den senere teolog og kirkehistoriker Hal Koch, som under besættelsen trak fulde huse ved Københavns Universitet med sine forelæsninger om Grundtvig og demokrati. Her tog Hal Koch afsæt i Grundtvigs tankegods til at samle danskerne om noget fælles i en svær tid. Det har alle dage været sådan, at de fleste politiske partier har kunnet se en del af deres politik i Grundtvigs tanker. Og sådan er det også med mange teologers teologi.
“Man kan finde belæg for næsten ethvert synspunkt i Grundtvigs skrifter. Han kom ikke med en færdig plan for skolen eller et helt fuldendt tankesystem. Han var altid i bevægelse. Og det er måske det, der definerer det Grundtvigske bedst, den der lydhørhed over for den samtid, man er i. Hvor Tidehverv og Indre Mission er mere enige om at være skeptiske over for samtiden og erklære, at i tidsånden ligger det onde, så vil det grundtvigske ofte forholde mere sig til omverdenen.”
Tager man et kig på sammensætningen af Grundtvigsk Forums bestyrelse, forstår man, at der er plads til lidt af hvert under den grundtvigske paraply. Her finder man blandt andet valgmenighedspræst Morten Kvist, som for nogle år tilbage fik en tur i mediemøllen, da han blev valgt til at prædike ved Folketingets åbningsgudstjeneste, efter han havde udtalt sig om homoseksuelle rettigheder på en måde, som blev kritiseret. Det fik blandt andre SF til at boykotte gudstjenesten.
Her sidder også Louise Franklin Højlund, der har stiftet en studiekreds af teologer, som opfatter det lutherske gudsbillede og menneskesyn som “en fodlænke”. Derudover sidder sognepræst fra Varde Morten Fester Thaysen, der her i avisen har stillet sig kritisk over for kirkens forhold til samskabelse - en disciplin, som Henrik Wigh-Poulsen ellers betragter som “evident grundtvigsk”.
En modsætning til Indre Mission
De grundtvigske er altså en broget flok, hvor nogle er tilhængere af faste teologiske rammer, mens andre vil gøre oprør mod dem. Nogle ser det som en dyd at komme tættere på kommunen og det lokale, andre ser et øget samarbejde som en trussel mod folkekirkens selvstændighed.
Og det indbyggede modsætningsforhold er paradoksalt nok typisk grundtvigsk, vurderer Kurt E. Larsen, der er professor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet i Aarhus. Det grundtvigske er ifølge ham kendetegnet ved en høj grad af frihed, både politisk og teologisk, også til at være uenig, og derfor har de grundtvigske altid kunnet ligge i strid med hinanden i løbet af ugen, samtidig med at de har kunnet mødes til gudstjeneste og dele nadver om søndagen.
“I den grundtvigske storhedstid, som var omkring Anden Verdenskrig, var det primært en menighedskristendom. Man lagde vægt på menighedsfællesskabet, og var på den måde en modsætning til Indre Mission, hvor der var mere fokus på individuel fromhed. Men når det kom til forkyndelsen i kirken, så var det lige så konservativt som ved Indre Mission. De holdt fast i de gamle salmer, sagde trosbekendelsen, kunne De Ti Bud, og holdt andagter og morgensang,” siger Kurt E. Larsen.
Den kerne i det grundtvigske har han svært ved at få øje på i dag. Og han tilskriver det blandt andet landbrugssamfundets afvikling, for det var på landet, at den grundtvigske bevægelse stod allerstærkest. Samtidig er der sket en markant nedtoning af det kirkelige i grundtvigske sammenhænge.
“I dag kan man godt møde folk, der kalder sig selv for grundtvigske, men som er helt fremmede for hans kirkelige profil, selvom den netop var udgangspunktet for det grundtvigske. At så mange alligevel kalder sig grundtvigske, skyldes, at det også er et kirkepolitisk prædikat. Det betyder, at man lægger vægt på rummelighed og frihed, og at der er plads til forskellige tolkninger af den kristne tro. Når man kalder sig grundtvigsk, signalerer man også, at man er åben for et samarbejde bredt ud i det kulturelle landskab, så hvis man er grundtvigsk præst, vil man typisk lægge vægt på at samarbejde med lokale foreninger. Men det mener alle præster jo i dag, at man skal.”
Og så er vi tilbage på den grundtvigske fodboldbane, som kan ende med at blive så stor og bred, at man til sidst ikke kan se fra den ene ende til den anden, forklarer Henrik Wigh-Poulsen.
"Så er der faren for, at det grundtvigske risikerer at blive meget selvfølgeligt. At man helt glemmer, at nogle af de antagelser, vi bygger kirke og samfund på, som udgangspunkt er baseret på Grundtvigs tanker. Så forsvinder det jo lidt. Så bliver det grundtvigske til sidst bare en den identitetsmarkør, man tager på sig, hvis man ikke vil kaldes tidehvervsk eller missionsk," afslutter biskoppen.