Er man stadig muslim, hvis man elsker en anden kvinde?

Børn på den multikulturelle Guldberg Skole i København får testet deres fordomme i en brobyggeruge, hvor de har besøg af den muslimske skuespiller Ellie Jokar. Hun fortæller om at blive forelsket i en kvinde

Den muslimske skuespiller og komiker Ellie Jokar fortæller eleverne på Guldberg Skole på Nørrebro i København om dengang, hun blev forelsket i en kvinde. Besøget er en del af brobyggerugen, som finder sted på Guldberg Skole og Al-Hikma Skolen i Valby i uge 40. Ugen skal nedbryde fordomme hos eleverne.
Den muslimske skuespiller og komiker Ellie Jokar fortæller eleverne på Guldberg Skole på Nørrebro i København om dengang, hun blev forelsket i en kvinde. Besøget er en del af brobyggerugen, som finder sted på Guldberg Skole og Al-Hikma Skolen i Valby i uge 40. Ugen skal nedbryde fordomme hos eleverne. Foto: Özlem Cekic.

Nytårsaften i Miami, 2014. 34-årige Ellie Jokar er på bar sammen med sin homoseksuelle ven. Ved et bord ikke langt fra deres sidder Claudia. Hun byder Ellie Jokar på en drink.

"I’m not gay," siger Ellie Jokar nervøst. Jeg er ikke homoseksuel. Det var heller ikke det, jeg spurgte om, svarer Claudia, jeg spurgte, om du ville have noget at drikke. De snakker, Claudia er katolik, Ellie er muslim. De har begge to læst Koranen. Den aften forelsker Ellie Jokar sig for første gang i sit liv i en kvinde. 

En højlydt fniselyd sætter en brat stopper for Ellie Jokars historie. Foran hende på et rødt sportsgulv i spejlsalen på Guldberg Skole midt på Nørrebro i København sidder hele skolens 7. årgang. De har brobyggeruge på initiativ af Özlem Cekic, generalsekretær i foreningen Brobyggerne, som arbejder for at sikre større tolerance mellem forskellige livsanskuelser. 

"Bliver du utilpas?", spørger Ellie Jokar den fnisende dreng på forreste række, Omar. 

"Nej, nej, bare genert," svarer han. 

Hele ugen bliver eleverne på folkeskolen Guldberg Skole og den muslimske friskole Al-Hikma Skole i Valby undervist i demokrati, frihedsrettigheder, homoseksualitet og dialog på tværs af religioner. 

Det ligger Ellie Jokar særligt på sinde at nedbryde fordomme, siger hun til de omtrent 50 elever foran hende. Den muslimske rapper, komiker og skuespiller er 42 år og født i Iran, hvorfra hun flygtede med sin familie til Danmark som fireårig.

"Min mor er iraner og en ældre dame. Da hun hentede mig i lufthavnen fra Miami, var jeg bange for, hvad hun ville sige," fortsætter Ellie Jokar sin historie om det øjeblik, hun sagde til sin mor, at hun havde forelsket sig i en kvinde, som hun endte med at være kærester med i fire år. 

I spejlsalen på Nørrebro er der lige så stille, som der blev det dengang i bilen mellem mor og datter. 

"Jeg ved, at nogen sidder og tænker, at min mor har sagt, det er haram (forbudt, red.), at det hele er haram, og at Ellie er haram, men det eneste, min mor gjorde, var at kigge på mig og spørge: 'Er du lykkelig og glad?'."

"Hvordan vidste du, at du var blevet forelsket?", spørger en pige. 

"Har du nogensinde prøvet at være forelsket?". 

"Altså ikke i en kvinde," svarer pigen hurtigt. 

Ellie Jokar smiler. 

"Det er ligesom at være forelsket i en mand. Det kildrer i maven, og du bliver helt rundtosset. Det er kærlighed, ligesom du elsker din hund, din kat eller din ged. Folk har forskellige præferencer, og det skal man lære at respektere." 

Dagens gæst fortæller om det familiemøde, hun blev indkaldt til, da resten af familien så den dokumentar, hun lavede om sin forelskelse i Claudia. Hendes bror og onkler var rystede, og hendes bror talte ikke til hende i seks måneder. 

Ellie Jokar fortæller om de satireprogrammer og talkshows, hun siden har stået i spidsen for – netop for at nedbryde fordomme. Blandt andet serien "Den lyserøde taxi", hvor flere af eleverne kan huske, at de har set politikeren Rasmus Paludan være med. 

"Var han racistisk over for dig?", vil en vide, mens flere rækker hånden i vejret for at spørge, hvor mange penge Ellie Jokar har tjent på sin tv-karriere. 

Der er en voksende fornemmelse af utålmodighed blandt 7. klasserne, som rykker rundt på gulvet og lægger hovedet i hænderne. Det er svært at koncentrere sig. Toilettrangen er kollektivt tiltagende. 

Er du stadig muslim? En pige i tørklæde får samtalen tilbage på sporet. Eleverne vil vide, hvordan hun får de to ting til at gå op. 

"For mig er min Gud barmhjertig, og jeg tror ikke, at den Gud, jeg tror på, har skabt mig til at være forkert. Han har skabt mig, præcis som jeg skal være. Muslim er noget, du er i hjertet. Det er ikke en kamp mod islam at forelske sig i en kvinde. Du kan stadig godt dyrke din religion og være homoseksuel."

"Er I åbne over for, at jeg er homoseksuel?", spørger hun så eleverne.

"Ja," mumler de. 

"Hvis jeg har en ven, der er bøsse, så er det ikke mig, der er det, så er det ham, og så kan jeg stadig være venner med ham," siger en pige med blåt tørklæde. 

Gode og støttende venner er "supervigtige," svarer Ellie Jokar. 

Så længe homoseksuelle ikke rører ham, har han ikke noget imod det, lyder det lidt efter fra Omar. Ellie Jokar rækker hånden ud mod ham og spørger, hvad han tænker, hvis hun rører ham. 

"Det er fint, fordi du er kvinde." 

"Hvad er det, du tror, der er så specielt ved homoseksuelle mænd. Er du bange?".

"Nej, jeg er bare ikke til mænd." 

"Om 10 år er der helt sikkert nogen inde i det her rum, der er sprunget ud som homoseksuel," siger Ellie Jokar.

Efterfølgende er eleverne enige om, at de har fået nedbrudt nogle af deres fordomme. 

"Det er sejt, at hun siger højt, at hun er lesbisk, og ikke er genert om det," mener 13-årige Tore Daugaard. 

Fredag skal eleverne fra Guldberg Skole mødes med eleverne fra Al-Hikma Skole.