For seks-syv år siden gik jeg en tur i Dyrehaven. Jeg var sygemeldt med stress, og jeg havde svært ved at se, hvordan jeg kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet. Jeg er oprindeligt uddannet jurist og arbejdede i mange år i en flygtningeorganisation, hvor jeg rejste meget og brugte meget tid på at skrive rapporter. Det var meget meningsfuldt, men endte med at gøre mig syg, fordi jeg ikke kunne sætte grænser. Jeg kunne ikke komme tilbage til den form for arbejde, men havde svært ved at se, hvad jeg så kunne.
Den dag var jeg temmelig nedtrykt og havde stadig mange stresssymptomer. Jeg satte mig ned og mediterede lidt, men det blev jeg bare tung og træt af, så jeg rejste mig og fortsatte i rask gang, til jeg var helt udmattet og ligesom gav slip på det hele. Med ét hørte jeg en mandsstemme, der talte til mig udefra og sagde “Eva, vend dig om”. Jeg vendte mig om, og der stod et stort træ ikke langt borte, hvor et kærestepar havde skrevet deres navne. Der stod “Eva +”, og der, hvor der skulle have stået et andet navn, var det visket ud.
Jeg fornemmede et nærvær, der ville mig noget, så jeg gik ind i en lysning og satte mig og mediterede. Jeg tog en lommebibel frem og læste nogle passager i den – om visdom og lys. Efter kort tid var der en stemme inden i mig, der sagde “jeg skal være kristen healer”. Derefter strømmede en flodbølge af kraft, styrke og glæde igennem mig. Hovedpinen og de sitrende stresssymptomer var forsvundet. Jeg dansede nærmest hjem gennem skoven – med en følelse af nærmest at være blevet helbredt fra det ene øjeblik til det andet – og med en følelse af, at her er noget, jeg skal.
Jeg læste om det og fandt ud af, at kristen healing også kaldes kristen heling. Så blev det klart for mig, at mit kald var at være med til at få det kontemplative kristne ind i kirken igen. Kirken har i mange år været meget optaget af sind og intellekt og meget mindre af krop og ånd.
Da jeg blev sygemeldt med stress, fik jeg tilbudt yogaundervisning af kommunen, og på et tidspunkt forærede min søster mig en bog med nærværs- og meditationsøvelser. En aften, da jeg lavede en af øvelserne, mærkede jeg et meget kærligt nærvær, som tydeligvis kom fra en anden end mig selv. Det var ikke mine følelser, men en andens ubeskriveligt kærlige nærvær, som jeg ikke kunne sætte andet ord end Gud på.
Den oplevelse vakte en længsel i mig, og jeg begyndte at lede efter steder at få mere af det samme. Jeg tænkte, at meditation især var udbredt inden for buddhismen, så jeg gik til et foredrag i et buddhistisk center og lyttede til nogle enkle buddhistiske øvelser. Men selvom der tydeligvis i denne tradition var en stor forståelse for de bevidsthedsmæssige og psykologiske aspekter af mennesket, kunne jeg mærke, at det ikke var der, jeg hørte hjemme. Det var lidt som at være turist i et fremmed land, hvor jeg kunne blive inspireret, men ikke slå mig ned.
Kort efter havde jeg en drøm, hvor jeg fik ordene “læs i Bibelen”. Jeg vågnede, fandt en bibel frem og læste en passage fra Bjergprædikenen, som gav mig en følelse af, at her var lys og fred at finde. Men næste dag lagde jeg det alligevel til side. Et stykke tid efter forærede en tidligere kollega mig imidlertid en lille bog om kristen meditation, der var skrevet af en benediktinermunk, og da jeg begyndte at følge den, var det som at få det, Peter Bastian har kaldt ”et indbrud indefra af kristendommen”. Jeg fik mange drømme og åndelige oplevelser og mærkede en dyb længsel efter at fortsætte ad den kontemplative kristne vej, som jeg har gjort siden.
Hvad har udfordret din tro?
Jeg tvivler aldrig på Guds eksistens, for jeg har haft så mange fysiske og spirituelle oplevelser af Guds nærvær. Men indimellem kan jeg glemme det. Hver morgen praktiserer jeg en halv times centrerende bøn i traditionen fra trappistmunken Thomas Keating. Glemmer jeg det, mister jeg nærvær og har mindre at give af til andre. Det er, som om jeg falder tilbage i den sort-hvide verden, jeg levede i, før jeg fik åbnet mine øjne for farvernes vidunderlige verden.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
”I løbet af et ganske kort øjeblik kan himlen vindes eller tabes.” Citatet stammer fra skriftet Uvidenhedens sky, der er skrevet af en kristen mystiker i middelalderen. Jeg forstår det sådan, at vi hvert øjeblik kan være fuldt til stede og dermed opleve den dimension, som er himmerige på jord, eller vi kan fortabe os i tanker og bekymringer, så vi mister kontakten til Guds nærvær og dermed taber himlen. Men vi kan altid genvinde den; det er, hvad kontemplation hjælper os til.