Fængselsindsatte får bløde julegaver, der er strikket i nordjysk kirke

De op mod 70 indsatte i Aalborg Arrest skal også have julegaver. Derfor har en gruppe kvinder siden november strikket til dem i Vor Frue Kirke ikke langt derfra

Der strikkes julegaver i cafehjørnet i Vor Frue Kirke i Aalborg. Initiativtager er arresthuspræst Lena Bentsen (tv.). Ved siden af hende ses fra venstre mod højre Mette Bundgaard, Anne Marie Christensen og Hanne Bentsen.
Der strikkes julegaver i cafehjørnet i Vor Frue Kirke i Aalborg. Initiativtager er arresthuspræst Lena Bentsen (tv.). Ved siden af hende ses fra venstre mod højre Mette Bundgaard, Anne Marie Christensen og Hanne Bentsen. Foto: Cathrine Ertmann.

Anne Marie Christensen har rejst sig fra bordet i caféhjørnet i Vor Frue Kirke i Aalborg og afleveret sit strikketøj til Karen Bach. Hun ryster opgivende på hovedet i retning af det, der skal blive til en hue til en indsat i Aalborg Arrest.

”Jeg advarede dig om, at jeg hverken er god til at strikke eller bryder mig meget om det. Jeg forudså, at du ville få en masse arbejde med at hjælpe mig og redde mine katastrofer,” tilføjer hun.

Karen Bach ler og kigger nærmere på strikketøjet i lyset fra de små led-bordlamper, som arresthuspræst Lena Bentsen har skaffet, så man kan se masker og pinde, når det skumrer udenfor.

Siden begyndelsen af november har Lena Bentsen og et hold mere eller mindre strikkeglade kvinder fundet sammen i kirkens caféhjørne mandag eftermiddag for at strikke huer til de op mod 70 indsatte, der kommer til at tilbringe julen i Aalborg Arrest. De indsatte er sigtet, men har endnu ikke fået deres dom, og for en del af dem er det første gang, de sidder fængslet.

”Mange mister kontakt med familie og venner og mister også en del af deres identitet. Det er ensomt og hårdt for dem, og i julen kan det være ekstra svært,” fortæller Lena Bentsen.

”Jeg besøger de indsatte i julen og plejer at have gaver med. For nogle år siden havde jeg cigaretter med. Andre år har jeg haft slik med. I år får de en pose med en pakke Dumle-chokolade og en pakke med en hjemmestrikket hue – takket være ’strikkebanditterne’,” tilføjer hun.

Idéen til de hjemmelavede julegaver fik Lena Bentsen, da hun lagde mærke til, hvor meget det betød for de indsatte, at hun havde hjemmebag med, hver gang hun holdt gudstjeneste i arresten.

”Det betød tydeligvis meget for de indsatte, at der var en, som havde tænkt på dem og taget sig tid til at stå derhjemme og bage til dem. Det gav mig den tanke, at en strikket julegave ville varme i dobbelt forstand,” siger hun.

Under overskriften ”Banditter fryser også – men mest om hjertet” inviterede arresthuspræsten til strikkecafé, og man har nu strikket så mange huer, at der næsten er nok til en blød pakke til samtlige indsatte.

”Hvis vi ikke når op på 70 huer, må jeg supplere med, hvad jeg kan skaffe, for eksempel hos Kirkens Korshær,” siger Lena Bentsen, der indtil september i år var ansat som kombineret korshærs- og arresthuspræst, men nu alene skal arbejde med indsatte og løsladte.

”Mange er enormt alene i arresten og har en meget svær tid, fordi de heller ikke taler med de andre indsatte om deres situation. Nogle få deler celler to og to, og de kan få lov at besøge en anden indsat i cellen, men der er ikke fælles aktiviteter, som kan bryde de lange dage,” siger hun.

”Sidder de også alene juleaften, eller er der en fælles julemiddag for dem?”, spørger Hanne Bentsen, der er søster til Lena Bentsen og er kommet fra Ulsted 25 kilometer fra Aalborg.

”Der er julegudstjeneste den 23., men den 24. spiser de hver for sig. De får lidt ekstra god mad, men ellers ligner dagen alle andre dage. Så jeg går rundt til hver enkelt og afleverer gaven til dem i cellen,” svarer Lena Bentsen.

Mette Bundgaard er fast kirkegænger i Vor Frue Kirke og har været med til at strikke huer siden november.

”Jeg synes, at det giver god mening, hvis vi kan gøre en lille forskel. Lena fortalte, hvordan en af de indsatte glædestrålende havde fortalt de andre indsatte, at de får julegaver, og at det er en hue. Tænkt, at nogen kan blive så glad for at få en strikket hue i julegave. Det siger noget om den sårbarhed, der er inde bagved. Det er helt hjerteskærende,” siger hun.

Lena Bentsen forklarer, at der skal laves en gavepose til hver indsat. Men hvem skal stå som afsender?

”Skal vi skrive ’Med mange hilsner fra strikkebanditterne’? Eller måske bare ’strikkedamerne’?”.

”Ja, hvad hedder vi egentlig?”, spørger Karen Bach, og efter et par minutters snak bliver der enighed om, at ”strikkedamerne” er en passende titel.