På Færøerne er kristendom vævet ind i befolkningens selvforståelse. I hovedstaden Tórshavn synes kristne kirker og menighedshuse nærmest at slås om pladsen, og i Lagtinget, landets parlament, bliver religionen ofte brugt som politisk kasteskyts i værdipolitiske spørgsmål om abort og homoseksuelle.
Og færingerne er da også markant mere religiøse end deres nordiske naboer, viser en undersøgelse fra 2021, som for første gang med konkrete tal illustrerer forskellen på religiøsitet på Færøerne og i det øvrige Skandinavien.
Undersøgelsen konkluderer, at religion er ”meget eller rimelig vigtig” i 60 procent af den færøske befolknings daglige liv.
Det er langt flere end i det øvrige Norden, hvor Island med 40 procent ligger nummer to på listen. Med 35 procent indtager Norge en tredjeplads efterfulgt af Finland med 32 procent. Sverige kommer på en femteplads med 28 procent, mens Danmark med 19 procent udmærker sig som det nordiske land, hvor færrest mener, at religion spiller en ”meget eller rimelig vigtig” rolle i deres liv.
I få nordiske lande har kristendom altså haft så solidt et tag i befolkningen som på Færøerne, opsummerer Heini í Skorini, der er lektor på det samfundsvidenskabelige fakultet på Færøernes Universitet, hvor han blandt andet underviser i menneskerettigheder, religion og politik og sammen med to kollegaer står bag den omtalte undersøgelse.
Spørgsmålet er, hvorfor vækstbetingelserne har været så gode på de afsidesliggende klippeøerne?
”Religion står altid stærkere i udkantsområder sammenlignet med i storbyerne, hvis vi analyserer tallene i den vestlige verden. Det er en af grundene til, at Færøerne skiller sig ud, når vi sammenligner Færøerne med sine nordiske naboer,” siger lektoren, som har brugt data fra den internationale værdiundersøgelse World Values Survey til at sammenligne religiøse tendenser i de nordiske lande.
Ifølge forskeren afspejler befolkningens stærke religiøsitet sig i udbuddet af kirker og menighedshuse i det nordiske ørige. Ved den seneste optælling kunne de knap 54.000 færinger vælge mellem 143 kirker eller frikirker – 62 kirker og 81 menighedshuse – og for hver 350 borgere eksisterer der ”en aktiv religiøs institution” i det fjeldklædte land.
Kirken bidrog til religiøs mangfoldighed
Det store udbud af kirker og menighedshuse samt den særligt stærke religiøse tilknytning kan færingerne blandt andet takke den danske folkekirke for, supplerer Hans Andrias Sølvará, der er professor og dekan på fakultetet for historie og samfundsvidenskab på Færøernes Universitet.
”Fra Reformationen har den færøske folkekirke været under dansk styre. Præsterne kom fra Danmark, Bibelen var på dansk og salmerne ligeså,” forklarer Hans Andrias Sølvará.
”Men i slutningen af 1800-tallet opstår den færøske nationalbevægelse. Mange færinger ønsker at ligestille færøsk med dansk i kirken, men på det tidspunkt er folkekirken på danske hænder og forankret i den danske lov, og kirkesproget forbliver dansk indtil 1939,” fortsætter han.
Folkekirkens uvilje mod at ændre kirkesproget gav de nye – og talrige – vækkelsesbevægelser, som kom til landet på samme tidspunkt, gode vilkår for at etablere sig.
Et eksempel er Brødremenigheden fra Skotland, hvis missionærer modsat præsterne i den danske folkekirke prædikede, bad og sang på færøsk. I dag er 20 procent af den færøske befolkning medlemmer af Brødremenigheden, hvilket gør den til landets næststørste trossamfund.
”Fordi de nye menigheder blot kunne ændre deres kirkesprog efter folkets ønske, har de haft lettere ved at få opbakning på Færøerne,” siger Hans Andrias Sølvará som en af forklaringerne på, hvorfor færingerne er langt mere troende end deres nordiske naboer, hvor folkekirkerne har haft held med at bevare deres monopol.
Alt imens de kristelige vækkelsesbevægelser voksede sig større i begyndelsen af det 20. århundrede, gennemgik det færøske samfund en kulturel revolution. Den banede yderligere vejen for den nye og mere personlige kristendom, som mange færinger tog til sig, supplerer Heini í Skorini.
”Overgangen fra bondesamfund til fiskerisamfund medførte nye fiskeribyer med gode havneanlæg. Mens folkekirken levede videre i det gamle bondesamfund, var de nye bevægelser meget aktive i de nye byer og missionerede ombord på de nye fiskeskibe,” siger lektoren og fortsætter:
”Det er ikke utænkeligt, at de mange ulykker på havet medførte efterspørgslen efter en mere radikal, personlig og måske også fundamentalistisk kristendom, som de nye bevægelser prædikede.”
Man har netop været nødt til at tro på, at Gud holdt hånden over en på det brusende hav eller blandt fjeldenes skarpe tinder, supplerer sognepræst Hjørdis Kjærgaard, som i dag bor i Danmark, men er vokset op på Færøerne.
”På den ene side ligger det i den færøske folkesjæl, at der må være en skaber bag den smukke overflod, at den ikke er kommet af ingenting.”
Hun fortsætter:
”På den anden side skal man færdes med omtanke i naturen, som kan være lige så vild og voldsom, som den kan være smuk. Naturen har taget mange unge mænds liv på Færøerne, og man tyer til Gud for at skabe en mening i det meningsløse.”
Sekularisering ændrer troslivet
Selvom færingerne scorer højt, når det gælder betydningen af religion i det daglige liv, befinder de kristelige øer sig lige nu i krydsfeltet mellem tradition og modernitet.
”Sekularisering er en grundlæggende drivkraft i den vestlige verden og ændrer også det færøske samfund i disse år, hvor religionen mister indflydelse,” siger Heini í Skorini.
Blandt andet er der stor forskel på de yngre og de ældre generationer, når det gælder religion.
”Religionen fylder mindre blandt de unge, som også det er tilfældet i international forskning. Og forskningen viser også, at en persons grundholdning til religion er rimelig stabil over et livsforløb. Dette faktum peger hen imod en øget sekularisering, som på sigt også vil have betydning for det religiøse udbud,” siger Heini í Skorini.
Men sekularisering behøver ikke kun at betyde, at religion mister sin betydning for den færøske befolkning, understreger han.
”Det kan også betyde, at kristendommen skifter karakter, og at de troende redefinerer deres religiøse værdier, så værdierne i højere grad passer ind i den moderne virkelighed i det 21. århundrede.”