En sommerdag i 2016 mistede en toårig dreng livet, da en 200 kilo tung gravsten væltede ned over ham midt i en leg på Vestre Kirkegård i København. Opfordringen fra den daværende kirkeminister, Bertel Haarder, (V) var ikke til at tage fejl af, da han på baggrund af dødsulykken sendte en bøn til landets menighedsråd: Vakkelvorne gravsten skulle sikres.
Siden da har tusindvis af gravstedsejere måttet betale for at få deres gravsten sikret, ligesom menighedsråd har været økonomisk ansvarlige for at sikre bevaringsværdige gravsten.
Men fem år senere har der udviklet sig mange forskellige fremgangsmåder for at undgå lignende ulykker, viser en rundringning, som Kristeligt Dagblad har foretaget til en række af landets kirkegårdsledere. Nogle bruger en app, andre læner sig op ad Københavns Kommune. Nogle gør det årligt, og andre kun én gang.
Og det er en bekymrende kendsgerning, at der fem år senere ikke ligger en samlet manual med et konkret regelsæt, mener flere af de adspurgte kirkegårdsledere rundtom i landet. Hvad tæller som systematisk kontrol? Hvor ofte skal gravsten efterses, før man kan være sikker på, at de ikke udgør en fare?
Spørgsmål som disse stiller blandt andre Christian Høybye Hougaard, der er kirkegårdsleder i Gjellerup Kirke ved Herning, hvor man i processen har skævet til det notat, som Københavns Kommune offentliggjorde i månederne efter dødsulykken. I notatet fremgik det, at den konkrete opgave var at sørge for, at alle gravsten og monumenter, der er højere end 60 centimeter, skal kunne tåle et tryk eller træk på 35 kilo uden at vælte.
Mangler konkrete regler
Men det er ikke hensigtsmæssigt, at hele landet arbejder ud fra nogle fem år gamle retningslinjer fra Københavns Kommune, mener Christian Høybye Hougaard, som årligt gennemgår gravstenene på sin kirkegård visuelt, men ikke via en trykprøve.
”Der er ingen tvivl om, at vi mangler nogle konkrete regler på området. Vi har det egentlig fint med den måde, vi gør det på nu, men undervejs har vi været i tvivl om, hvor rigide vi skulle være. For vi kan risikere, at folk nedlægger deres gravsteder hos os,” siger han og fortsætter:
”Når vi ikke har noget lovgivning, så har vi været nødt til at skrive ind i vores vedtægter, hvad vi definerer som sikkert, men det kunne være rart med nogle konkrete regler, så det var ens for alle, og man ikke kom over i nabokirken og kunne se, at de gør det helt anderledes end os. Det ville være mere trygt.”
Gjellerup Kirke er en af de i alt 161 kirkegårde ud af omtrent 2100 på landsplan, som bruger app’en Gravstedskontrol, der blev udviklet i kølvandet på dødsulykken på Vestre Kirkegård. App’en er et værktøj til at sætte vakkelvorne gravsten i system ved at registrere dem i fem risikokategorier. På den måde kan risikosten nemt søges frem, og på Gjellerup Kirkegård har man haft gode erfaringer med den, fortæller Christian Høybye Hougaard.
Det samme har man omtrent 40 kilometer derfra på Holstebro Kirkegård, hvor Michael Smidemann er kirkegårdsleder.
”Der gik en rum tid, før vi kom i gang. Nu bruger vi app’en, men jeg synes generelt, at det har kendetegnet hele processen, at man har skullet fiske efter informationer og høre på andres erfaringer, uden at der er kommet en knivskarp samlende udmelding. Der er kommet noget i forhold til vores pligter som menighedsråd, men vi har aldrig fået en samlet manual, der kunne have ensrettet processen,” siger han.
Fra Sanderum Kirkegård på Fyn lyder samme refleksion fra kirkegårdsleder Kamille Szilas-Hansen:
”Da vi blev bekendt med ulykken og efterfølgende fandt ud af, at alle landets kirkegårde skulle sikre deres farlige gravsten, gik en længere proces i gang. Det var meget svært at finde klare retningslinjer for proceduren, og det var faktisk uklart for mig, hvem der krævede, at farlige gravsten skulle sikres. Desuden blev jeg kontaktet af flere insisterende firmaer, som havde specialiseret sig i sikring af gravsten.”
Den jyske metode
På Skanderborg Kirkegård bruger man hverken app’en Gravstedskontrol eller har en årlig kontrol af gravsten, fortæller kirkegårdsleder Eva Nødskov.
”Men hvis der skal tilføjes navne på stenen, eller hvis der bliver sat nye gravsten op, bliver de sikret, idet de sættes op, så vi slipper for at gennemgå det fremadrettet,” siger hun og fortsætter:
”Men det ville være nemmere, hvis der lå noget lidt mere specifikt end bare anbefalinger, for eksempel en lovgivning. Økonomisk har det ikke været omkostningsfrit for hverken gravstedsejere eller menighedsråd, og hvis der lå en lovgivning, så havde det måske være nemmere at få finansieringen på plads,” siger hun.
Andre steder i landet er man godt tilfreds med selv at kunne bestemme, hvordan arbejdet med at sikre gravminder skal varetages. Det siger blandt andre Rikke Nørulf, der er kirkegårdsleder på Silkeborg Kirkegårde, hvor de selv har udarbejdet en procedure for sikring af gravsten. Hun er positivt indstillet over for den nuværende ansvarsfordeling.
”Der kan selvfølgelig godt være nogle, der synes, det er rart med et fast regelsæt, men for mig at se er det nemmest at beslutte lokalt. Hos os vurderer man hver enkelt sten synsmæssigt. Hvor stor er den? Og hvordan er risikoen for, at ansatte eller pårørende kan komme til skade på grund af stenen? Er det en lav, lille, tyk sten, så er der nok ikke risiko for, at den kan slå hverken et barn eller en mand ihjel. Det er en visuel syning af stenen, eventuelt kombineret med et skub og et træk, vi foretager. Det lyder måske lavpraktisk, men det virker,” siger hun og kalder fremgangsmåden for ”den jyske metode”.
Med andre ord er der ikke et gyldent regelsæt at følge, når man som menighedsråd skal sikre sig, at gravminder ikke udgør fare for hverken medarbejdere eller besøgende på kirkegården.
Men spørger man Søren Abildgaard, der er formand for Landsforeningen af Menighedsråd, er der ingen grund til fra politisk side at udarbejde en national handlingsplan på området. I kølvandet på ulykken i 2016 sendte han sammen med Bertel Haarder en rundskrivelse ud til landets menighedsråd, og i dag er det hans ”klare indtryk”, at man lokalt i de enkelte råd fortsat har fokus på opgaven med at sikre gravsten – også som en del af forpligtelsen som arbejdsgiver til at sikre et sikkert arbejdsmiljø.
”Men måske kan der være et behov for at gøre opmærksom på problemstillingen igen,” siger han.