Gentofte Kirke fejrede i søndags det, man regner for sin 847-årsdag. Kirken blev bygget få år efter, at kong Valdemar havde stoppet vendernes terror langs de danske kyster ved at plyndre deres tilholdssted på Rügen og afbrænde deres afgud, Svantevit. Da turde man igen bygge kirker nær havet.
Kirken var stopfyldt. Formiddagslyset stod ind gennem vinduernes smukke glasmosaikker, skabt af Per Kirkeby, der også har malet den farvestrålende altertavle.
Alle tre præster deltog, og Det Danske Pigekor sang vidunderligt. Særligt introitus ”Strike the Viol” af renæssance-komponisten Henry Purcell, der som organist i Westminster Abbey komponerede 38 operaer i 1600-tallet. En af hans landsmænd er nu organist i Gentofte Kirke med al den power, som anstår sig for en, der repræsenterer det gamle britiske imperium! Som menighedsrådets formand, Claus Nissen, udtrykte det.
Sognepræst Adam Garff prædikede suverænt over en herlig tekst, der passede fint til samme dags store ”Bevar Bededagen”-demonstration på Christiansborg Slotsplads arrangeret af den samlede fagbevægelse med røde faner.
Om vingårdsmanden, der betalte samme løn til dem, der havde arbejdet hele dagen, som han betalte til dem, der kun havde arbejdet en time. De første blev selvfølgelig rasende over, at de sidst ankomne fik samme betaling og dermed højere timeløn end de først ankomne. En rød klud for enhver fagforening!
”Småligheden kender ingen nedre grænser,” sagde Adam Garff. Det var jo forargelig forskelsbehandling. Ligesom den forskelsbehandling, der fik Kain til at slå sin bror, Abel, ihjel. Og forskelsbehandlingen af den fortabte søn i forhold til de flittige brødre, der havde passet bedriften derhjemme. Sådan var også disciplene, for sådan er vi mennesker. Og sådan er de fagforeninger, der samme dag demonstrerede på slotspladsen.
Tekstens morale er, med Adam Garffs ord, at ”nåden er større end smålighed og forargelse.”
Og:
”Gud er god, selv mod dem, der ikke fortjener det.”
Han citerede et digt fra nyligt afdøde Henrik Nordbrandts ”Guds hus” og fortalte derefter om den tyske ægtemand, der sørgede over sin kone. Midt i sorgen havde hendes død åbnet hans øjne for Guds rige skaberværk. Sorgen havde lært ham at se mere nådigt på alt det, han var givet. Ægtemanden virkede hverken forarget eller smålig over sin nye livssituation.
Prædikenen sluttede med en bøn for alle de smålige og forargede, det vil sige os alle.
Koret sang Ingemanns og Weyses ”Lysets engel går med glans”. Så smukt, at jeg kom til at tænke på Dan Turells skole-erindring, hvor han efter eget udsagn besvimede, da den blev sunget – fordi den var så smuk.
Salmevalget omfattede nogle af de allerældste salmer. Ingen nye. Ældst var nr. 737 ”Jeg vil din pris udsjunge” fra omkring 1600 af Jakob Madsen, der virkede ved Gentofte kirke: ”Bevar mig her i live; / min hustru, mine små / vil i din hånd jeg give / med alt, hvad jeg mon få; / mit ganske hus og hjem / med ære, kraft og evne, / og hvad jeg mer kan nævne, / o Gud, i nåde gem!”
Derefter nr. 257 ”Vaj nu Dannebrog på voven” med et typisk Grundtvig-vers: ”Føle skal det folkevrimlen: / ja og amen er Guds ord! / Jorden løftet er mod Himlen, / Himlen sænket er mod jord, / stigen rejst til englegang / under støvets frydesang, / tonestigen fra vor tunge / did op, hvor serafer sjunge.” Vi kan næsten kigge op til Vorherre og udleve gudbilledligheden! Skrevet i Grundtvigs maniske år, 1832, hvor han mødte Clara Bolton i England: ”Da traf mig et kulsort øje…”.
Det var det år, hvor han opdagede det guddommelige i det jordiske og blev rigtig grundtvigianer! Han måtte derefter omskrive sin verdenshistorie fra 1817, hvor han som mørkemand havde fordømt al hedenskab.
Der var stor altergang under liflig sang fra koret før salmen ”Til himlene rækker”. Hvorefter organisten sendte os ud i forårskulden med et kæmpeflot orgelbrus, Toccata fra 5. orgelsymfoni af Charles-Marie Widor.
Det eneste, der trak lidt fra i den dejlige kirkeoplevelse, var salmernes toneleje, der – som altid de fleste steder – lå for højt, så menighedssangen ikke blev så stærk og betagende, som den kunne være blevet i den stopfyldte kirke. Den fremragende organist må da let kunne sætte dem en halv eller hel tone ned!
Gudstjeneste i Gentofte Kirke nord for København på septuagesima søndag, den 5. februar 2023.
Prædikant: Adam Garff. Organist: James Sherlock.
I denne artikel stod der oprindeligt, at salmen ”Til himlene rækker din miskundhed, Gud” er Grundtvigs arbejde. Det er ikke korrekt. Salmen er skrevet af B.S. Ingemann. Der stod også, at Esau slog sin bror Jakob ihjel. Det er heller ikke korrekt. Kristeligt Dagblad har rettet fejlene og beklager dem.