Første kandidat er klar til Fyns bispevalg: Der skal gøres noget ved arbejdsmiljøet

Studielektor på Pastoralseminariet i København Mads Davidsen blev i dag den første kandidat til at melde sig i kampen om at blive ny biskop i Fyens Stift

Mads Davidsen har meldt sig som den første kandidat til bispevalget på Fyn. Den nye biskop vælges til januar.
Mads Davidsen har meldt sig som den første kandidat til bispevalget på Fyn. Den nye biskop vælges til januar. . Foto: Privatfoto.

Hvad vil præcis ændre sig, hvis man vælger dig som biskop over Fyens Stift?

Først og fremmest håber jeg, at jeg kan være med til at skabe arbejdsglæde blandt præster og menighedsråd i Fyens Stift. Derudover håber jeg, at jeg kunne sætte et aftryk på præstestillingerne, som man har indflydelse på som biskop. Det er vigtigt for mig at sikre gode ansættelser og rekruttering, som bliver enormt vigtigt at kigge på i de kommende år. Vi står over for præstemangel. Jeg vil gerne tale med menighedsrådene om, hvordan vi opslår stillingerne. Et eksempel kunne være, at flere små sogne gik sammen om en fuldtidsstilling i stedet at for ansætte præster i kvoterede.

Denne artikel er en del af denne serie:
Bispevalg i Fyens Stift

Vi skal også forberede menighedsrådsvalget i 2024. Lige nu ved vi ikke, hvor mange menighedsråd der er fuldtallige. Så vi skal have en samtale om, hvordan vi rekrutterer til menighedsrådene, og hvordan vi nedbringer arbejdet i det for dem. Man kunne gå sammen om arbejdsgiveransvar eller vedligehold af kirker og boliger. Et helt konkret forslag kunne være at afholde en stiftsdag med inspiration til samarbejde op til menighedsrådsvalget.

Hvad foreslår du af konkrete tiltag imod problemerne med dårligt arbejdsmiljø i folkekirken?

Når det handler om arbejdsmiljøet, er det helt tydeligt, at der skal gøres noget. I første omgang skal vi have flere ressourcer til det arbejde. Det kan tage lang tid at finde hoved og hale i arbejdsmiljøsager. Vi skal kigge på, om provsterne har for meget at lave, eller om biskop og stift skal styrkes. For der er et biskoppeligt tilsyn, som skal udføres, og der er en lovgivning, som skal overholdes af stiftet.

Mange bispekandidater kalder sig grundtvigske. Hvad er det særlige ved dit syn på kirke og teologi?

Det særlige ved mig er i virkeligheden meget traditionelt. Teologisk står jeg på den grundtvigske midtbane og kalder mig selv grundtvigsk. Det handler for mig at se om, at man virkelig kan se det grundtvigske på Fyn i den stærke sammenhængskraft mellem folkekirken og samfundet. Der er en folkekirke, der virkelig engagerer sig lokalt mange steder i de fynske landsogne. Det betyder også, at de, der kommer i kirken, er en meget bred gruppe. Måske skal vi nogle gange holde lidt op med at tale om, hvor mange eller få der kommer i kirke, fordi undersøgelser viser, at det er en meget bred gruppe, der bruger den gennem korsang, foredrag og oplysningsvirksomhed. Vi skal være klare på, at kirken står på mange ben og anerkende det arbejde, der foregår her.