Formand for Præsteforeningen: Som 11-årig opdagede jeg, hvad gudstjenesten kan

Min mormor gik trøstet hjem fra gudstjenesten, selvom hun var i sorg over sin mands død, erindrer Præsteforeningens formand Pernille Vigsø Bagge (SF). Det blev afgørende for, at hun som 18-årig søgte ind på teologistudiet og blev præst

Da Pernille Vigsø Bagge var barn, besluttede hun sig for at ”fyre Gud”, efter at hendes morfar døde af kræft.
Da Pernille Vigsø Bagge var barn, besluttede hun sig for at ”fyre Gud”, efter at hendes morfar døde af kræft. Foto: Leif Tuxen.

Da jeg var 10-11 år, blev min morfar alvorligt syg af lungekræft. Han var kun i slutningen af 60’erne, og det var hårdt for mig at se ham være så syg, uden at lægerne rigtig kunne gøre noget. Jeg oplevede selvfølgelig også, at min mormor og min mor og mine tante og onkler var ulykkelige, og som det nok ofte sker med børn i den alder, påtog jeg mig på en eller anden måde at spekulere over, hvad der kunne gøres.

Jeg kommer ikke fra nogen særligt kirkelig familie, og der blev ikke bedt bordbønner eller talt om Gud derhjemme. Men jeg har altid på en eller anden måde troet på Gud, og jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte påtage mig den rolle at gå i dialog med ham, for jeg havde en fornemmelse af, at det var der ikke andre i familien, der gjorde. Jeg begyndte en form for forhandling med Gud. Jeg prøvede at slå en handel af med ham ved at sige, at hvis jeg lovede aldrig mere at være uartig eller gøre bestemte ting, så skulle han lade min morfar leve. Det virkede jo ikke, for min morfar døde, og det var et hårdt slag for mig. Jeg besluttede faktisk at fyre Gud og ikke længere have en relation med ham.

Med tiden gik det også op for mig, at det måske var det bedste for min morfar at dø, fordi han var så syg. At det måske var Gud måde at svare på mine bønner på

Pernille Vigsø Bagge

Formand for præsteforeningen

Efter min morfars død begyndte min mormor at tage mig med i kirke, når jeg besøgte hende i Hjerm i Vestjylland. Min morfar var begravet på kirkegården ved en af kirkerne i byen, og min mormor tog mig med derop, når jeg var hos hende om søndagen. Så gik vi en tur hen til graven og derefter til højmesse, og så hjem og spise frokost.

Hvis mine forældre havde foreslået mig at begynde at gå i kirke, havde jeg nok protesteret, men bedsteforældre kan tit noget særligt, og jeg havde en tæt relation til min mormor, som var en stærk kvinde med sine meningers mod og meget udadvendt. Jeg kunne mærke min mormors sorg, og jeg havde ikke nogen forestilling om, at det ville ændre på hendes sindstilstand, at vi gik i kirke. Men så skete der det, at jeg kunne se, hvordan min mormor blev trøstet af gudstjenesten. Jeg forstod, at kirken var et sted, hvor man kunne komme med den tungeste sorg og de største spørgsmål i livet og på forunderlig vis gå lettet derfra.

Det var tydeligt for mig, at min mormor fandt trøst i gudstjenesten og kirken, og også for mig selv var noget lindrende i det. Jeg kunne mærke, at salmerne, rummet og ordene havde en virkning, også selvom jeg som 11-årig ikke kunne sætte en masse ord på det. Jeg kunne bare mærke, at det virkede, og at præsten kunne et eller andet. Det var i øvrigt Henning Toft Bro, som jo senere blev biskop i Aalborg. Han havde en meget levende og i flere betydninger musikalsk måde at holde gudstjeneste på.

For mig blev det en erfaring af, at samtalen med Vorherre fortsatte, også da jeg troede, at den var slut. Selv når ens bønner ikke bliver imødekommet 1 til 1, som man ønsker sig, og man er sur og forurettet, varer relationen ved. Fordi Gud ikke giver slip. Med tiden gik det også op for mig, at det måske var det bedste for min morfar at dø, fordi han var så syg. At det måske var Gud måde at svare på mine bønner på. For det, jeg ønskede, var jo først og fremmest, at min morfar, som var centrum for familiens sorg, skulle få det bedre.

Den genoprettelse og lindring, jeg oplevede i kirken sammen med min mormor, blev afgørende for, at jeg som 18-årig – lige efter gymnasiet uden pauser eller sabbatår – valgte at søge ind på teologistudiet. Det var ganske vist ikke direkte med tanke på at blive præst, for den tanke tror jeg næsten ikke, at jeg turde tænke dengang. Det var mest, fordi jeg syntes, at det var fantastisk med et fag, hvor jeg kunne fordybe mig i sprog, historie, filosofi og eksistens. Jeg var længe om at færdiggøre studiet og arbejdede undervejs som friskolelærer og fik mit første barn. Og undervejs blev tanken om at blive præst mere nærværende. Så da jeg blev færdig i 2004, var jeg indstillet på at begynde på Pastoralseminariet.

I mellemtiden var jeg imidlertid blevet politisk aktiv og var kommet i byrådet i Løgstør, og ved valget i 2005 blev jeg valgt ind i Folketinget. De næste ti år var jeg medlem af Folketinget, del af kirkeudvalget og kirkeordfører for SF. Det gav mig et vist indblik i folkekirken, men jo mest med fokus på problemerne. Så det afskrækkede mig lidt fra at blive præst. Alligevel var der noget, der trak. Og da jeg i 2014 gk hjem fra en skærtorsdagsgudstjeneste hjemme i Løgstør, slog det ned i mig, at jeg skulle være præst. Få dage efter bad jeg om orlov fra Folketinget og søgte ind på Pastoralseminariet.

Hvad har udfordret din tro?

Min tro har ikke for alvor været udfordret, siden jeg som barn mistede min morfar og besluttede at ”slå op med Gud”. Jeg fandt ud af, at det ikke kan lade sig gøre, selvom man beslutter sig for det. Til gengæld har jeg været udfordret på, hvad jeg synes, at folkekirken skulle og kunne, og hvad den gjorde. Det er institutionen snarere end min egen tro, jeg har været udfordret på.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

At man skal lade være at bekymre sig til overflod. Man kan bekymre sig så meget og så unyttigt og unødigt, at det bliver helt ukristeligt. Det forsøger jeg at lade være med, og det er nok på den måde, jeg henter mest kraft fra kristendommen. Det er vildt provokerende, når Jesu siger, at vi ikke skal bekymre os, men det er jo sandt, for ingen er nogensinde blevet mindre bekymrede af at bekymre sig mere.