Midt på Vestbredden ligger den palæstinensiske landsby Nablus klemt inde mellem to høje bjerge. Mod syd troner Garizims bjerg, der med sine naturlige vandkilder er beboeligt. Mod nord, derimod, truer Ebals bjerg, der uden naturlige vandkilder står som en gold modsætning til Garizim.
Denne geologiske forskel danner ramme om en afgørende scene i Bibelens fortælling om, hvordan det israelitiske folk fik arveret til Israels land efter de 40 år i ørkenen. På Moses’ befaling skulle hans efterfølger, Josva, efter indtagelsen af landet placere halvdelen af folket på hvert sit bjerg og bruge forskellen på “velsignelsens” og “forbandelsens” bjerg som en illustration på, hvad der sker, hvis man holder eller ikke holder Moseloven.
Men har denne hændelse nogensinde fundet sted? Det vil hovedstrømmen af forskere inden for feltet afvise, men en lille gruppe af arkæologiske forskere mener nu at have gjort et fund, der ifølge dem kan forbindes med den bibelske beretning om forbandelsens og velsignelsens pagtsslutning på Ebals bjerg.
For et par år siden satte den amerikanske arkæolog Scott Stripling gang i en ny arkæologisk undersøgelse på Ebals bjerg, hvor han havde bevæbnet sig med en nyudviklet effektiv måde at vådsolde arkæologisk materiale på – dvs. en metode, hvor man gennemskylder opgravet jord for at frafiltrere sten og jordklumper fra små arkæologiske genstande.
Allerede i 1980’erne havde en israelsk arkæolog gravet på stedet og fundet, hvad han mente var det alter, der omtales i historien om Josvas ceremoni. Men ikke mange troede på ham, og i årtierne efter lå udgravningen forladt hen med det opgravede materiale i bunker ved siden af.
Det var disse henlagte jordbunker, Stripling havde udset sig til at sende en tur igennem sien, og i 2019 gav indsatsen pote i form af opdagelsen af et lille stykke sammenfoldet bly. Intet kunne læses med det blotte øje, men efter en grundig undersøgelse på laboratorium i Prag stod det klart, at der var indgraveret 40 skrifttegn på den ca. 2 x 2 cm store blyplade. Men hvad stod der? For at afkode det, teamede Stripling op med to eksperter på skriftsprog i denne periode fra hhv. universitetet i Haifa i Israel og Mainz i Tyskland.
Det er her, historien tager en drejning og springer fra “spændende” til “epokegørende”, hvis ellers disse forskeres læsning er rigtig. På en netop afholdt pressekonference afslørede Stripling nemlig, at de to tekstforskere tyder teksten til at indeholde “JHV”, der kan betyde Gud på hebraisk: ”Forbandet, forbandet, forbandet – forbandet af Gud JHV. Du vil dø forbandet. Du vil helt sikkert dø forbandet. Forbandet af JHV – forbandet, forbandet, forbandet”.
Det muligt epokegørende består i tre ting: Ifølge forskerteamet skal blyindskriften dateres til omkring år 1200 f.Kr. Det vil gøre den til den ældst kendte indskrift med forbindelse til israelitterne. Dernæst er det samtidig den ældst kendte gengivelse af Gud navn, JHV, der i den hebraiske bibel staves JHVH. Da der ikke bruges vokaler, er den præcise udtale ukendt, men “Jahve” antages i dag at være det bedste bud.
Endelig kan en forbandelsesformular fundet netop på Ebals bjerg øjensynligt forbindes med den bibelske tradition om forbandelses- og velsignelsesceremonien på samme sted.
Det er næsten for godt til at være sandt, og siden pressekonferencen har diskussionen da også raset på diverse internetfora. Gode spørgsmål står i kø: Hvorfor går Stripling ud med denne nyhed, før den endelige rapport er færdiggjort? Hvorfor frigiver han i det mindste ikke detaljerede fotos af skrifttegnene, så andre tekstkyndige kan give deres bud på læsningen? Hvor gode er indicierne på en datering til den periode, hvor Josva ifølge Bibelen levede, når materialet nu er tidligere udgravet og dermed kan være “forurenet” med ting fra senere perioder? Hvordan kan vi få sikkerhed for, at det ikke er en forfalskning?
Det er yderst sjældent, at der gøres virkeligt epokegørende fund inden for arkæologien. I langt de fleste tilfælde er der tale om brikker i et stadig mere omfattende puslespil. Det er endnu for tidligt at sige, om dette fund bryder reglen, eller om det falder til jorden som blot en “spændende” eller måske en “omstridt” brik i puslespillet.
Uanset hvad viser det, hvor stor interessen er for arkæologiske udgravninger med relation til Bibelens tekster. Disse er nemlig mere end “spændende historier”, men nutidige hjertesager for mennesker på kryds og tværs af stærke meningsskel.
Morten Hørning Jensen er akademisk leder på Menighedsfakultetet og redaktør af det arkæologiske tidsskrift TEL.