Forstanders pludselige død sender kristen efterskole i sorg: Han så de elever, der havde det sværest

René Dahl Brorson, forstander for Grejsdalens Efterskole, døde natten til tirsdag i en alder af 51 år. Han vil blive husket som en leder, der gik mange ekstra skridt for sine elever

René Dahl Brorson var far til fire og en afholdt efterskoleforstander. Han døde natten til tirsdag i en alder af 51 år.
René Dahl Brorson var far til fire og en afholdt efterskoleforstander. Han døde natten til tirsdag i en alder af 51 år. . Foto: Grejsdalens Efterskole.

Da Grejsdalens Efterskole i weekenden holdt stævne for nuværende og tidligere elever og lærere, var der ikke noget, der indikerede, at skolens forstander gennem mere end 10 år på nogen måde var tæt på at dø.  

De, der snakkede med ham, mødte den samme René Dahl Brorson, som de altid mødte: varm, opmærksom og sjov. Lattermild og spøgefuld. Og måske netop fordi der ingen tegn var på, at noget var grueligt galt, har hans uventede bortgang ramt den jyske efterskole og hele dens bagland som et kæmpe chok.