For mange vækker navnet ”De Dødes Dag” nok mindelser om det spanske udtryk ”Día de Muertos” – en af de vigtigste højtider i mexicansk tradition, hvor de døde efter sigende vender tilbage til deres jordiske liv, så sjælene for en stund kan gense deres kære.
Men fra den 6. november kan navnet give nye associationer, når folkekirken i Aarhus inviterer til arrangementet ”De Dødes Dag – sammen om at mindes”. På dagen skal byens kommunale kirkegårde – Vestre og Nordre Kirkegårde – danne ramme for blandt andet digtoplæsninger, koncerter, fællessang, andagter og vandringer. Alt sammen for at mindes dem, som ikke er her mere, fortæller initiativtager Hanne Jul Jakobsen.
”Dagen skal give rum og plads til de besøgende og dem, de har mistet. I Danmark har vi ikke et overvældende antal af ritualer for sorg ud over selve bisættelsen eller begravelsen, så ofte står sorgramte pårørende ret famlende i forhold til, hvordan de kan støtte op og være der.”
Hun fik idéen, fordi hun selv er sognepræst i Møllevangskirken i Aarhus, der er en bykirke uden kirkegård.
”De seneste 15-20 år er Allehelgen blevet en stor begivenhed i mange sognekirker, som gør noget særligt ud af fejringen. Det gør vi også i Møllevangskirken, men jeg har alligevel oplevet det lidt som en amputeret dag, fordi vi ikke kan gå sammen ud på kirkegården bagefter,” siger hun og tilføjer:
”Der er noget meget fint i, at man er flere sammen på kirkegården, så man får en oplevelse af ikke at være alene om at have mistet.”
Større folkelig tradition
Til trods for flere sammenfald skal ”De Dødes Dag” ikke forveksles med fejringen af Allehelgen, understreger Hanne Jul Jakobsen, men så alligevel:
”Det har været vigtigt for os at lægge arrangementet i forbindelse med Allehelgen, men også at kalde det noget andet og mere sigende. Derfor endte vi på navnet ’De Dødes Dag’, fordi det er det, det er – en dag, hvor vi mindes vores døde,” siger hun og bemærker, at hvor man til Allehelgen ofte inviterer mennesker, som har mistet inden for det seneste år, så er ”De Dødes Dag” en mulighed for at inkludere langt flere sorgramte i et folkeligt ritual.
”Døden er et grundvilkår for os mennesker, og ingen af os undgår at miste mennesker, vi er tæt på. ’De Dødes Dag’ skal være en anledning til at mindes og takke for de mennesker, man har haft i sit liv.”
Hun håber, at dagen bliver en årligt tilbagevendende tradition.
”Hvor man i andre kulturer har op til flere ritualer til sorgbearbejdning og traditioner om at mindes, så er vi fattige på ritualer i Danmark. Når bisættelsen eller begravelsen er overstået, er man overladt til sig selv. Jeg håber, at ’De Dødes Dag’ kan være en anledning til at sige til hinanden eller til pårørende, som har mistet, om man i fællesskab skal tage på kirkegården, tænde et lys, synge, høre en koncert eller deltage i en andagt,” siger hun og fortsætter:
”Som folkekirke har vi en særlig stor erfaring med sorg og ritualer, og derfor synes jeg også, at vi har en forpligtelse til at bruge vores erfaringer i en lidt mere folkelig sammenhæng, end vi normalt gør.”
Lektor emeritus i teologi Hans Raun Iversen kalder arrangementet i Aarhus en foreløbig kulmination af en større udvikling i folkekirken.
”I de seneste år er Allehelgens søndag blevet den mest besøgte gudstjeneste – næstefter juleaften – og i den forbindelse laver mange kirker forskellige former for arrangementer på kirkegården.”
Dog bemærker han, at man i protestantisk teologi normalt vil lægge vægt på, at begravelse og kirkegårdskultur er til for de efterladtes skyld.
”De døde skal Vorherre nok tage sig af. Derfor kunne man godt have kaldt dagen for ’De Efterladtes Dag’. Men ’De Dødes Dag’ rammer nok bedre, fordi de efterladte ikke primært tænker på sig selv, men netop på deres døde, så de er taknemmelige for at få en anledning til at mindes dem.”
Ifølge Astrid Krabbe Trolle, der er religionssociolog på Roskilde Universitet, er initiativet i Aarhus et udtryk for en voksende tendens inden for folkekirken, hvor flere elementer fra den katolske tradition optages i folkekirkelige arrangementer – og det er en smart strategi, mener religionssociologen:
”Ligesom lysglober og pilgrimsruter flere steder er blevet en del af den folkekirkelige hverdag, ser vi nu en relancering af Allehelgen med folkelig aktivitet på selve kirkegårdsarealerne. Den tidligere viden i befolkningen om, hvad der tilhører den katolske tradition, er ved at forsvinde eller i hvert fald blive mindre vigtig. For mange er katolske praksisser spændende og lidt eksotiske, og det gør ikke noget, at man deltager i noget, som kan virke katolsk, for der er ikke nogen umiddelbare sanktioner for det, så ved at indoptage katolske elementer bliver folkekirken mere altfavnende for det religiøse liv.”
Men, fortsætter hun, udviklingen er også et tegn på, at folkekirken er lydhør over for befolkningens efterspørgsel på begivenheder, som taler til sanserne.
”Det er den samme tendens, som har ramt museerne, hvor gæsterne skal stimuleres ved både lyd, bevægelse, berøring og i nogle tilfælde også duft,” siger Astrid Krabbe Trolle.
Og folkekirken er blevet bedre til at stikke en finger i jorden og fornemme befolkningens ønsker, medgiver Hans Raun Iversen, men, siger han:
”Der er tale om en typisk arbejdsform for folkekirken – ingen store ledere har siddet og tænkt store tanker, men en række praktikere har snakket sammen hen over faggrænser og fået en idé, som de så har fået opbakning til i kirkeledelserne, fordi den jo ligger i oplagt forlængelse af en ganske lang udvikling.”