Fremragende musik under hele gudstjenesten. Men det er en uskik at gå under postludiet

Der var mange velvalgte musikalske indslag under søndagens gudstjeneste i Sct. Pauls Kirke, Hadsten. Men det er en uskik at forlade kirkerummet under postludiet, der har en teologisk funktion, ligesom også præludiet har det

Hadsten-kirken Sct. Paul er kendt for sit grønne ydre.
Hadsten-kirken Sct. Paul er kendt for sit grønne ydre. Foto: Wikicommons.

Når man kommer med tog eller bus til Hadsten, får man straks øje på flaget foran Sct. Pauls Kirke og det kuppelformede tårn. Med hvert skridt bliver kirkens skikkelse mere synlig: det lange, ny-klassicistiske skib klædt i grøn efeu. Selvom det er tidligt, er menigheden allerede i gang med at samles – et bevægende syn af den pilgrimsfærd, kirkegængerne gentager søndag efter søndag. 

I kirkerummet, som snart fyldes med en talrig menighed i alle aldre – en koncentreret lyttende og glædesfyldt syngende menighed – bliver ens blik draget mod en enorm altertavle: en massiv, trefoldig vinge i træ, der rejser sig som en væg bag alterbordet og følger loftet hen mod skibspartiet. Det er et treenighedssymbol, men det virker trykkende, næsten klaustrofobisk.

Denne artikel er en del af denne serie:
Med Kristeligt Dagblad til gudstjeneste

Det visuelle indtryk forsvinder dog i det øjeblik, musikken lyder. Opmærksomheden koncentrerer sig om at lytte – og det er det, gudstjenesten handler om.

Præludiet standser de uvedkommende tanker og hverdagens bekymringer – de bekymringer, som Kristus med ordene fra søndagens tekst jager bort: ”Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent.”

Det impressionistiske præludium med rolige, hemmelighedsfulde toner er Jesper Madsens orgelkoral over ”Kirken den er et gammelt hus”, og ordene om kirkeklokkerne, som kalder på ”sjælen træt og tung”, dukker med det samme op i ens hukommelse. Ikke alene er præludiet her perfekt tilpasset evangelieteksten, men åbner mod temaet i præstens prædiken, som behandler kirken som udtryk for det ene fornødne. Musikken er fremragende under hele gudstjenesten og udfylder således fra begyndelsen sin rolle som en del af kirkens prædiken, sådan som det er forstået i den oprindelige lutherske tradition.  

Præsten tager det musikalsk angivne tema op i sin kollekt, formuleret i traditionens meningsfyldte ord: bønnen til Gud som klippen, det faste punkt og giveren af fred til det urolige hjerte.

Evangelieteksten indeholder en række temaer, som præsten kan vælge at sætte i relief. For eksempel skellet mellem verden, den verdslige bekymring og så det rige, der ikke er af denne verden; en refleksion over handling (vita activa) og lytten og bøn (vita contemplativa). Overordnet drejer det sig om ”det ene fornødne”, Kristus lærer os, det Guds ord, som holder fast og giver mening til vort liv. 

Det ene nødvendige, bliver det understreget i prædikenen – her gengivet i mine resumerende ord – er den kalden til alle, kirken bringer os. I kirken lyder det evangelium, som samler os og gør os til menighed. Det ene fornødne er det samme for alle. Det udgør samlingspunktet. Det er livsvigtigt at værne om det åndens rum, hvor man ligesom Maria lytter til Guds ord. I denne lytten er vi nemlig sammen med Maria og med alle døbte, med den etiopiske hofmand, der ifølge dagens læsning fra Apostlenes Gerninger modtager dåben, efter at han har bekendt troen på Kristus som Guds Søn, og med den lille dreng, som netop bliver døbt på denne dag i kirken.

Dagens typiske salme, ”Ét fornødent er” (Maria ”ved Jesu fødder”), bliver desværre ikke sunget. Som salme efter prædikenen bliver en bleg gengivelse af Davids salme 139, nemlig ”Gud, du kender alle mine veje” fra de uautoriserede "100 Salmer", brugt. Ikke det bedste valg, men heller ikke det værste.

Udgangssalmen er den velvalgte ”Gud, du fra dine de herlige højeloftssale” på ”Lover den Herre”-melodien. Postludiet fortsætter salmen i form af J.G. Walthers orgelkoral over melodien. Hverken præsten eller menigheden får det dog med: De er – måske undtagelsesvis på grund af den festlige udgang for dåbsbarnet i dag – allerede på vej ud af kirkerummet. Denne forholdsvis gamle og udbredte skik bryder gudstjenestens symmetri. Ligesom præludiet er en del af gudstjenesten og ikke blot en lydbaggrund til at gå ind i kirken på, ligesådan har postludiet sin teologiske funktion til understregning af budskabet og afrunding. 

Hvorom alting er, kan man efter den smukke gudstjeneste i Hadsten vende tilbage til sin Martha-dont, men gøre det i Marias ånd – med freden ovenfra i hjertet.

Gudstjeneste kl. 11 søndag den 25. september. 15. søndag efter Trinitatis i Sct. Pauls Kirke, Hadsten.

Prædikant: Lise Thorbøll Melchiorsen. Organist: Steen Hansen.