Du skal elske din næste som dig selv. Selv hvis man ikke er bibelkyndig, vil man formentligt gætte på, at det givne udsagn står at læse i Bibelen. Men hvem er vores næste? Hende, i hvis pas, der står det samme efternavn som dit? Ham, du altid hilser på i Brugsen? Eller den familie, som netop nu har krydset grænsen fra Ukraine til Polen med retning mod den danske grænse?
Siden den russiske hærs indmarch i Ukraine er de fleste politikere blevet enige om, at vi skal hjælpe og modtage ukrainere, der flygter fra krig. Hos et bredt flertal af Folketingets partier er der fuldtonet opbakning til regeringens forslag om en særlov, der skal sikre, at ukrainske flygtninge hurtigst muligt kan få lov til at bo, arbejde og gå i skole i Danmark. I den forbindelse skrev Det Konservatives Folkepartis udlændingeordfører, Marcus Knuth, i sidste uge på Twitter, at ”ligeså hårde og afvisende, som vi ønsker at være over for migranter fra Afrika, ligeså åbne skal vores arme være over for ukrainere”.
Opslaget faldt flere for brystet. De ville vide, hvorfor ”næstekærlighed” kun gælder for Danmarks nærområde, ligesom flere undrede sig over, hvor den politiske velvilje til at integrere flygtninge er, når det gælder flygtninge fra ikke-europæiske lande.
De seneste dage har netop begrebet næstekærlighed spredt sig blandt den menige dansker, kirkelige debattører og store virksomheder. Blandt andet har over 150 danskere på Facebook-netværket ”Hjælp Ukraine” stillet deres carporte til rådighed til tøj, tæpper og meget andet i det, netværkets formand Jakob Knudsen kalder for ”omkring 500 måske 1.000 kubikmeter ærkedansk næstekærlighed”.
Det giver god mening, at mange danskere bruger næstekærlighed, når de står over for en krise, som den, vi befinder os i lige nu, mener teologiprofessor Peter Lodberg.
”Vi lever i en kultur præget af kristendom, så vi ved alle, hvad næstekærlighed udtrykker. Hele pointen er, at det ikke er os, der bestemmer, om vi vil være næstekærlige, men den, der ligger i grøften, der gør os næstekærlige. Det er sker helt instinktivt, fordi det rører ved nogle dybe almenmenneskelige følelser hos os, om at tage vare på dem, der har brug for hjælp” siger Peter Lodberg og henviser til Bibelens fortælling om den barmhjertige samaritaner, der hjælper en nødlidende mand i grøften.
Kristeligt Dagblad har spurgt fem kirkefolk om, hvem vores næste er, og hvem vi skal udvise næstekærlighed over for.
Nedton næstekærlighed i politiske diskussioner
Sørine Gotfredsen, sognepræst og debattør.
Næsten er til enhver tid det menneske, som man fysisk befinder sig tæt på. Det har ikke noget at gøre med, hvor man kommer fra, ens baggrund eller religion. Den mest oplagte teologiske reference til at definere næsten er lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Næsten er ham, du passerer på din vej, og dermed bliver du også hans næste. Så er der det andet lag, som vi står midt i: Hvorfor er der en kolossal ivrighed efter at hjælpe ukrainere og en mindre ivrighed efter at hjælpe folk fra Mellemøsten? Det er så penibelt, for der er forskel, og det må man helst ikke sige højt i denne oplyste tid, hvor vi så længe har forsøgt at ophæve kulturelle og religiøse forskelle ved at sige, at det kan være ligegyldigt, hvor folk kommer fra. Vi er bare nået derhen i historien, hvor vi har lært, at nogle mennesker er sværere at integrere. Og at der ofte findes et andet åndsfællesskab med mennesker fra en kristen kultur. Det er en erfaring, som er svær at håndtere, fordi den skal balancere mellem en respekt for en moralsk tilgang til mennesket og en realistisk tilgang til, hvad samfundet kan bære. Derfor burde man ikke tale så meget om næstekærlighed, men i stedet om pragmatisk flygtningepolitik. Så kan man spørge: Gælder næstekærlighedsbuddet ikke lige så meget arabere som ukrainere? Jo, det gør det, hvis du møder manden i grøften, men når vi hæver det op i store principielle linjer og til gengæld spørger, hvorfra kan vi tage flest flygtninge, så er det politik og samfundsanalyse, det handler om. Vi er nødt til at tage hensyn til, hvilke flygtninge vi bedst kan integrere.
Vi skal bede for, at politikerne træffer gode valg
Hans Ole Bækgaard, formand for Indre Mission.
Jesus har lært os, at vi skal elske næsten som os selv. Som udgangspunkt har vi et næstekærligt ansvar over for alle mennesker, men det kan hurtigt opleves ukonkret og urealistisk som krav. I Ordsprogenes Bog i Det Gamle Testamente finder jeg en god model. For så vidt er næsten alle, jeg møder på min vej, men samtidig er jeg givet nogle, hvor jeg har et særligt ansvar. Det udvider sig nærmest i cirkler fra ægtefælle og børn, til familie og slægt, til naboer og arbejdsrelationer, til den fremmede og den, som er i nød – ikke mindst dem, man deler samme tro med. I en tid som denne må man personligt besinde sig på, hvad man kan gøre og så handle derpå. Dernæst kan næstekærlighed også komme til udtryk som et kollektivt ansvar, hvor man er fælles om byrden og opgaven, uden at det bliver årsag til passivitet for den enkelte. Når det handler om at hjælpe mennesker, der er på flugt, kan vi ikke adskille det næstekærlige og politik – heller ikke som nu, hvor vi på europæisk grund står midt i krig og flygtningestrøm. Principielt er der ikke forskel på, hvem der er næsten, om det er ukraineren eller syreren, men der kan være politiske og økonomiske prioriteringer, som afgør, hvordan hjælpen udmøntes. Derfor er der også god grund til at bede for, at politikerne må træffe gode valg i forhold til, at dem, der har mest brug for hjælp, også er dem, der faktisk får den.
Næstekærligheden er universel
Niels Jørgen Cappelørn, professor emeritus ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret på Københavns Universitet.
Man skal altid hjælpe den, man har mindst lyst til at hjælpe. Det kan lyde provokerende, men at skelne mellem befolkningsgrupper som eksempelvis ukrainere og arabere kan overhovedet ikke forbindes med næstekærlighed. En af de vigtigste pointer i næstekærlighedens budskab er, at man skal tage sig af dem, man allermindst kan lide. I lignelsen om den barmhjertige samaritaner, som Jesus fortæller til jøderne, er det en pointe, at jøderne absolut ikke kunne lide samaritterne. Alligevel hjalp den barmhjertige samaritaner den jødiske mand, som var blevet overfaldet og efterladt i grøften. Når vi taler om en bibelsk etik, taler vi om en formal etik og ikke om en material etik. Det vil sige, at vi rent formelt får at vide, hvad vi skal gøre, men hvordan det skal udføres i praksis, må hver enkelt selv finde frem til. Derfor bliver det også et spørgsmål om, hvem ens næste er. Jeg er fundamentalt uenig med dem, der påstår, at man ikke kan bruge næstekærlighedsbegrebet til at hjælpe mennesker andre steder i verden end vores eget land eller nærområde. Ifølge Kierkegaard er næsten den, som ordet i sig selv siger står dig nærmest. Det behøver ikke at betyde den, der står dig fysisk nærmest, men den, som du i det givne øjeblik ser lide og være underlagt ondskab. Næstekærligheden er universel, og derfor kan den heller ikke skilles fra politiske beslutninger i krisetider.
Man kan ikke regere et land med næstekærlighed
Nana Hauge, sognepræst i Padesø Kirke.
Man kan ikke styre eller regere et land ud fra buddet om næstekærlighed. I politik kan man være nødsaget til sætte grænser for eksempel i spørgsmålet om flygtninge. Om en kristen stat må man dog samtidig sige, at den i sin lovgivning ikke må slippe Kristus af syne. I det meget komplicerede spørgsmål om flygtningestrømme, og hvem man skal hjælpe, er man altid nødt til at overveje, at der er flere næster, og når man hjælper en næste, kan det betyde, at det kan gå ud over en anden næste, så der er altid en afvejning. Når nogle vurderer, at det er nemmere at optage ukrainske flygtninge i det danske samfund, er det, fordi de ligner os mere end flygtninge fra for eksempel den tredje verden. Når der skal laves realpolitik er man nødt til at skele til sådanne ting. Som privatperson kan man naturligvis godt mene, at ens kristne samvittighed byder en, at man skal hjælpe en afghansk familie frem for en ukrainsk. I et af Paulus’ breve formaner han dog til særligt at sørge for sine egne og sin egen husstand. Det gør han nok, fordi buddet om næstekærlighed udstrakt til alle mennesker nemt kan føre til forsømmelse af det nære samfund. Det ændrer ikke ved at buddet om at elske næsten står ved magt. Det er grænseløst. Man kan aldrig gøre sig færdig med det. Her må man også bare sige, at vi kommer til kort. Derfor står vi altid i en skyldighed, en gæld som vi ikke selv kan indløse.
Ukraine ligner værdimæssigt resten af Europa
Massoud Fouroozandeh, valgmenighedspræst og foredragsholder
Som jeg forstår næstekærlighed er udgangspunktet, at jeg kan elske mig selv – dog uden at blive forelsket i mig selv. Det vil sige, at jeg skal forstå og værdsætte min identitet i Gud, og først derefter kan jeg elske mine næste. Dette hænger teologisk sammen med, at vi alle uanset køn og hudfarve er skabt i Guds billede og er ligeværdige i hans øjne, men også over for hinanden. Så selvfølgelig skal vi hjælpe, men det er et politisk spørgsmål, om vi bedre kan hjælpe folk i nærområderne. I den situation, vi står i nu, er jeg en af dem, der stemmer for, at vi skal hjælpe folk fra Ukraine alt det, vi kan, ved at byde dem velkommen i Danmark. Blandt andet fordi vi aldrig har haft problemer med at integrere netop denne gruppe af mennesker. Så alle politiske snakke om, hvem vi skal hjælpe, og hvem vi ikke skal hjælpe, bliver på en eller anden måde neutraliseret, fordi vi står over for en befolkning, som værdimæssigt ligner resten af Europa. Når vi taler om flygtninge fra muslimske lande, er det til gengæld begrænset, hvor meget vi kan hjælpe dem i Danmark, fordi al erfaring viser, at det er en svær gruppe at integrere. I min teologiske forståelse af næstekærlighed er der ikke nogen geografisk grænse for, hvilke mennesker der er mine næste, men der er en overvejelse omkring, hvordan vi bedst kan bruge de ressourcer, Gud har stillet til rådighed for os til at hjælpe vores næste. Hvad angår muslimer kan det bedre give mening, at vi hjælper i nærområderne, hvor islam er grundfundamentet, og hvor de er tættere på det sprog, den kultur og den religion, som de ikke vil give afkald på, når de kommer til Europa.