Graver på Als finder plads til unge: Kirken kan noget helt specielt

Graver Keld Maron fik en god idé, og det har foreløbig hjulpet seks unge på kontanthjælp til at komme i gang med uddannelse eller arbejde. Tiltaget er indstillet til Kristeligt Dagblads initiativkonkurrence

Det, der har fungeret godt på kirkegården, har været, at man får lov til at gøre tingene i sit eget tempo, siger lærling Ricky Petersen Duus, der her er ved at gøre gravsteder klar til granlægning.
Det, der har fungeret godt på kirkegården, har været, at man får lov til at gøre tingene i sit eget tempo, siger lærling Ricky Petersen Duus, der her er ved at gøre gravsteder klar til granlægning. Foto: Calle Vangstrup.

Den hvidkalkede landsbykirke i Ketting knejser på toppen af en bakke. Den er det fysiske midtpunkt i den lille landsby på Als. Hækken er velholdt, og perlegruset er nyrevet. En sti leder op til kirken og kirkegården. Her mødes man af Ricky Petersen Duus. Han er i gartnerlære nu, men var tidligere på kontanthjælp i flere år.

Ricky Petersen Duus viser vej hen til graverkontoret, hvor graver Keld Maron, der er hans chef, sidder på det lille kontor.

Det er Keld Maron, der er initiativtager til det diakonale projekt Kirkestien.Efter at have haft flere unge kontanthjælpsmodtagere i praktik på kirkegården havde han en følelse af, at de unge blev tabt og sendt rundt i systemet uden rigtig at få hjælp til at finde deres sti her i livet.

“Det lod til, at de unge mennesker, som vi fik i praktik, sad fast i en labyrint. Og at de steder, de blev sendt i praktik, ikke tog så meget hånd om dem, og ikke mødte de unge der, hvor de var i deres liv,” siger Keld Maron.

De unge, der typisk har været på kontanthjælp i en årrække, har ikke haft noget at stå op til om morgenen. Keld Maron arbejder med mødestabilitet hos de unge, og lægger vægt på at give dem en blid start.

“Vi holder morgenmøde klokken 7. Hvis det er svært for de unge, så taler vi om det. Det er også på morgenmødet, at vi taler om dagens opgaver. Jeg tror, at det er vigtigt, at de unge har indflydelse på, hvad de laver, og hvordan de gør det, og det får de her,” siger 55-årige Keld Maron, der selv har tre børn, som nu er voksne.

Oppe på kirkegården er Ricky Petersen Duus i færd med at klargøre gravstederne til, at årets grangrene lægges ud.

“Der skal grangrene på, så det ser pænt ud, men også så de døde ikke fryser i vinterkulden,” siger Ricky Petersen Duus med et smil på læben.

Den bløde start og medansvaret for at løse arbejdsopgaverne har været med til at gøre Ricky Petersen Duus mere selvsikker og åben som person.

“Det har været godt at kunne få lov til at gøre tingene i sit eget tempo, og at jeg ikke startede med fuld tid, men langsomt arbejdede hen imod fuld tid som et mål,” siger Ricky Petersen Duus.

Det er ikke kun den bløde start på at vende tilbage til et arbejdsliv. Keld Maron har også hjulpet Ricky Petersen Duus med et kørekort og med at komme i mesterlære som gartner, så han ikke skulle for meget tilbage på skolebænken.

“Da jeg var på kontanthjælp, og jobcenteret talte om uddannelse, så havde jeg ikke lyst. Jeg var bange for, at det ville blive et nederlag på grund af min ordblindhed,” siger Ricky Petersen Duus.

Syv unge har været igennem Kirkestien. De seks første er alle i job eller under uddannelse i dag. Kira Moltesen Samsted er den seneste, der har været igennem. Hendes forløb sluttede den 10. oktober, og hun har netop fået lovet et flexjob af kommunen, for hun har i mange år kæmpet med angst. Hun har fået en mentor i Keld Maron og opsøger ham af og til for hjælp og støtte.

“Keld Maron er her altid, og ellers kan jeg ringe. Mange af de andre steder, jeg har været, har der ikke været et sammenhold, som der er her på kirkegården. Det var svært i starten at skulle gå ind på gravstederne, men det hjalp, at Keld Maron sagde, at det var noget, som de efterladte værdsatte, så blev det mindre grænseoverskridende,” siger Kira Moltesen Samsted.

Det er vigtigt for Keld Maron, at de unge får ejerskab over deres arbejde, og derfor er der blevet udviklet en app, der skal gøre det nemt for de unge at overskue, hvad der skal laves. Opgavelisten er digital, og man vælger selv, hvor man begynder. Hvis der er problemer, skriver man en kommentar til den næste.

Graverens idé er blevet en bredere succes. Sønderborg Provsti har gjort det til et provstiprojekt og vil udbrede initiativet. I dag er tre kirkegårde en del af Kirkestien. Sønderborg Kommune er også blevet involveret og har støttet projektet økonomisk. Men Keld Maron har et ønske om, at det skal blive større.

“Der er over 2000 kirkegårde i Danmark. Hvis vi nu alle hjalp en ung eller to om året, så ville det virkelig rykke. Jeg tror, at kirken kan noget specielt på dette område, fordi der er så mange forskellige opgaver, og fordi man har med mennesker at gøre. Ricky og Kira har jo mødt de pårørende til de grave, som de går og passer på, og det betyder noget,” siger Keld Maron.